Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Hvad er der i Ullas laktaske?

Portræt — Hun er uofficiel KU-mester i fundraising. Ulla Wewer betegner sine 11 år som dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet som ’en gylden tid’. Vi har spurgt hende, hvordan hun gør.

Hvis man cykler på arbejde en tidlig morgen fra de nordlige forstæder, kan man opleve at blive overhalet af Ulla Wewer. Og den 63-årige dekan er ikke mormortypen, der har brug for en elmotor for at holde hjulene i gang.

På dekankontoret skifter hun cykelhjelmen ud med et mere ladylike outfit, og snart er den spinkle kvinde med strithår og perlesmykke på vej til dagens første møde.

Ulla M. Wewer

Født 1953. Gift, 1 søn, bor i Taarbæk

Uddannelse 

1985: Dr.med., Københavns Universitet

1980: Cand.med., Københavns Universitet

Ansættelser 

2006 -: Dekan ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet (konstitueret dekan 2005-06)

2002-2005: Prodekan ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet

2000 -: Professor i Eksperimental Patologi, Københavns Universitet

1983-2000: Forskningsassistent, adjunkt, lektor og forskningsrådsprofessor ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet

1981-1987: Forskningsassistent ved La Jolla Cancer Research Foundation og  National Cancer Institute, NIH, Bethesda, USA, i alt 4 år

1980-1983: Kliniske ansættelser på Rigshospitalet, i alt 2 år

Når man lægger mærke til Ulla Wewer skyldes det ikke ligheden med den jævnaldrende Annie Lennox, men hendes evne til at skaffe penge – rigtig mange penge – til universitetet fra private investorer.

De seneste år er det især samarbejdet med industrien – Nordea Fonden, Novo Nordisk Fonden og A.P. Møller Fonden – der har tiltrukket sig opmærksomhed, fordi de nye partnerskaber mellem universitet og erhvervsliv har gjort det muligt at lave state-of-the-art forskningscentre, der trækker udenlandske profiler til Nørrebro.

Men også fordi kritikere hævder, at balancen mellem de eksternt finansierede centre og fakultetets teoretiske institutter kan tippe, hvis udviklingen fortsætter.

Uniavisen har inviteret sig selv på kaffe på dekankontoret i bygningen, der udgør Mærsk Tårnets højre flanke, hvor Ulla Wewer sidder med panoramakig til det bygningskunstværk, som hun har udtænkt, og som hurtigt er blevet udnævnt til KU’s vartegn.

»Vil du ikke nyde udsigten?« spørger hun og genner mig hen til en plads med direkte kig til bygningens overraskende rundinger, kobberlamellerne og egetræet, der er ædlere end de sorter, de må nøjes med i billigere byggerier.

Den amerikanske forbindelse

I Ulla Wewers historie er der et punkt, hun ofte cirkulerer om, så der starter vi. Som studerende arbejdede hun i Patologiafdelingens laboratorium, hvor hun gjorde et fund, der endte med at udløse en invitation til USA:

»Vi havde udviklet eksperimentelle tumorer, der producerede matrix, som jeg var meget nysgerrig på, for hvad bestod det af?«

Under en kongres på Rigshospitalet spottede Ulla Wewer en amerikansk topforsker, som hun passede op og indviede i sine observationer. Samtalen gjorde ham så interesseret, at han hentede den unge studerende til sin forskergruppe på La Jolla Cancer Research Foundation i Californien. Resten af studieårene pendulerede hun mellem San Diego og København, og et par år efter kandidaten fik hun ansættelse et år i Californien og siden på the National Cancer Institute i Bethesda.

Det var da meget modigt af dig at gå direkte i kødet på den amerikanske forsker i kantinen den dag?

»Det kan du sige, ja. Men det var min faglige nysgerrighed, der drev mig. Jeg mødte de rigtige mennesker på det rigtige tidspunkt. Men det handlede også om at sige ja til coaching. Det var de amerikanske forskeres kæmpe kompetence, der fik løftet mig med op på en bølge.«

Det lyder som om Ulla Wewer praktiserede en art akademisk deleøkonomi, før begrebet fandtes. Hun giver alt hvad hun har – og det er mere end de fleste – og så får hun overraskende meget retur. Det kommer vi tilbage til.

Under forskningsopholdet i USA blev Ulla Wewers syn på internationalisering, universitetets infrastruktur og samarbejde med erhvervslivet grundlagt. Tre områder, hvor fakultetet har rykket sig mærkbart de sidste 11 år under Ulla Wewers ledelse.

Om sin tilbagevenden til Københavns Universitet, siger Ulla Wewer:

»Jeg tænkte: Åh, nej, det ser ud fuldstændig som da jeg var studerende. Alting lignede sig selv. Laboratorierne var flere steder i så dårlig stand, at Arbejdstilsynet næppe  ville forny deres godkendelse ret langt ud i fremtiden.«

Men der skulle gå nogle år, før Ulla Wewer valgte at fokusere sin energi på en makeover af KU’s forskningsfaciliteter. Først koncentrerede hun sig om sin kræftforskning og etablerede en forskergruppe, som tiltrak internationale kollegaer som det mest naturlige.

Det her med work-life balance, det smiler jeg lidt ad. For mig glider det sammen.
Ulla Wewer

Da Ralf Hemmingsen skulle vælge prodekaner, ville han have hende på grund af den internationale erfaring.

»Det var selvfølgelig en svær beslutning at forlade forskningen. Eller: Jeg har jo ikke forladt den, jeg har bare skiftet mit lille laboratorium ud med et meget stort,« siger hun og sender et smil afsted.

»Jeg er stadig meget tæt på forskningen. Og man behøver jo ikke lave det hele selv. Skønheden er derude. Det sidder dybt i mig – glæden over når det går godt for nogen. Og når nogen har problemer, hvordan kan vi så hjælpe dem? Hvordan kan der være plads og rum til debat og til dem, der kører hurtigt og dem, der kører lidt langsommere – hvordan kan man få hele smeltediglen til at fungere, så alle fagområder får mulighed for at flytte sig?«

Ulla Wewers tale bakkes op af et ivrigt kropssprog. Når hun taler om fagområder i bevægelse, puffer hun samtidig usynlige grupper af medarbejdere rundt på bordet i små, synergiske netværk.

»Jeg glæder mig, når andre når milevidt, og jeg giver gerne alt hvad jeg har, så vi kan komme videre sammen. Det er en styrke i forskerverden, hvor tingene let kan blive konkurrenceprægede, for hvis man stråler lidt selv og giver meget, så får man meget tilbage.«

Laktasken på bordet

Folk, der arbejder tæt på dekanen beskriver hende som en high performance-maskine, der kun stopper sin strøm af e-mails i de få timer, hun sover. Til det siger hun:

»Sådan har jeg altid arbejdet. Vil man gerne nå de sidste ti procent, skal man også give de sidste ti procent. Det her med work-life balance, det smiler jeg lidt ad. For mig glider det sammen. Man skal tage sig tid til at snakke med forskerne, de skal kunne gå ud og ind ad døren, og man skal kunne maile med dem lørdag eftermiddag, hvis de står og har brug for en kommentar til en stor ansøgning.«

Og det med ansøgninger er Ulla Wewers kardinalkompetence. Hun er uofficiel mester i at hente private virksomhedskroner hjem til sundhedsforskningen, og når hun beskriver sit samarbejde med erhvervslivet, er det et frugtbart loop til alles bedste:

»At det lykkedes at realisere min drøm om tårnet, viser den virkelyst, der er på vores fagområde. Det handler om, at vi har nogle opgaver med forskning og uddannelse, vi skal have løst sammen for det her land. Og jeg tror på partnerskaber: Vi kan det, I kan det, og sammen kan vi komme herhen.«

Ulla Wewer aer bordpladen i større og større cirkler, når hun beskriver sit samarbejde med AP Møller Fonden:

»Hvis man gerne vil, kan man ret hurtigt flytte ting. Det er Mærsk Tårnet et bevis på. Samfundsaktørerne vil gerne, og så er det da bare ud i bådene og afsted.«

Her kommer Ullas laktaske på bordet. Det er dekanens eget sproglige symbol for de projekter, der er visionære og ikke mindst gennemarbejdede nok til at komme med under armen, når hun er ude og netværke:

»Jeg har et princip, der hedder ’hvad er der i Ullas laktaske?’. Det er selvfølgelig en selvironi, men det er et symbol på, at alle, også jeg, er nødt til at være prepared. Folk skal forstå, at hvis vi skal hjælpes ad med at fundraise, kan det ikke nytte noget at finde ud af om onsdagen, at der er ansøgningsfrist mandag, for så får du aldrig pengene. Én gang kan man måske komme i landing, men hvis man skal have positive spiraler ud af det, og det er jo kunsten, så skal man satse på noget, der har en tilstrækkelig energi og kreativitet til holde de næste fem-ti år. Ellers kommer resultaterne jo aldrig over til patienterne eller ud til dyrene.«

At privat kapital skulle skævvride forskningen, afviser Ulla Wewer som mytedannelse. Hun siger, at konkurrenceudsættelsen er stor – også for stor – men at centre med eksterne bevillinger og teoretiske institutter på en måde deler skæbne.

»Hvis man stråler lidt selv og giver meget, så får man meget tilbage«

De første får faste fondsmidler i en årrække, de sidste er på finansloven, begge skal selv ud og skaffe den sidste halv- eller tredjedel. Og i øvrigt går de private fondsmidler til grundforskningen, siger hun:

»For ti år siden gik Nordea-fonden med til på mit glatte ansigt at finansiere et center for tværdisciplinær forskning i sund aldring. Det var modigt og visionært, for den langsigtede forskning er risikofyldt, og der er ikke hurtige resultater at høste.«

»Jeg er her 120 procent«

Ulla Wewer taler om de studerende, hvis engagement blæser hende omkuld. Og hun grunder over, hvad der skal til, for at mindske deres oplevelse af stress, for:

»Set i et livsforløb er studieårene jo et eksperimentarium, hvor man virkelig kan prøve ting af, også at fejle, det vigtigste er, at man prøver!«

Og hun taler længe om sin vision om at komme tættere på borgere til gavn for både dem og forskningen:

»Vi vil gerne invitere folk med ind i det nye tårn, så vi kan få diskussioner på tværs af flere menneskelige … ja, du kan næsten kalde det sansninger. Vi har også brug for feedback. Vi skal ikke bare kommunikere i pressemeddelelser, men i bogstavelig forstand være en del af samfundet. Før var det sådan noget vi sagde, ikke, og vi leverede dygtige kandidater … men jeg er optaget af, hvordan vi tager det skridtet videre i nye dynamikker, i nye partnerskaber.«

Ulla Wewers kontrakt løber frem til foråret 2019:

»Jeg har ikke nogen plan for mit tredje livskapitel. Jeg er 120 procent der, hvor jeg er. Jeg bidrager til planer for fakultetets næste fem-ti år, og så er det ligegyldigt om det er mig eller nogle andre, der kommer til at udføre dem.«

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste