Hvad er det egentlig, Jesper Petersen vil?

Jesper Petersen er både forundret og sur over, at jeg sidste år udtalte mig om hans begreb »ikke-muslimsk islam« uden at have læst hans artikel om begrebet. Det var, som jeg har skrevet før, sandt nok et ideal, jeg ikke levede op til.

LÆS OGSÅ: Rothstein, brug nu 20 minutter på at læse min tekst

Derfor har jeg selvfølgelig sidenhen læst artiklen, men faktisk var det aldrig Jesper Petersens artikel, jeg udtalte mig om. Det var derimod hans gentagne og langvarige kritik af vores kollega Thomas Hoffmann, som på sociale medier, i pressen, i forskning, ved møder og så videre er blevet anklaget for at være en dårlig, politiserende forsker, som Jesper Petersens begreb om »ikke-muslimsk islam« skal værne imod.

Hvad skal vi med begrebet?

Nu er det jo muligt at jeg har misforstået noget, for i det seneste nummer af Uniavisen erklærer Jesper Petersen sig enig med mig i nærmest alt – og sandt er det, at jeg da også deler hans grundlæggende idé om, at islam konstrueres på alle mulige forskellige måder af alle mulige aktører.

Det er bare ikke det, jeg har diskuteret. Det er angrebene på Thomas Hoffmann.

I Uniavisen skriver Jesper Petersen, idet han inddrager sin medforfatter:

»Kort fortalt argumenterer vi i artiklen for, at religionsforskere ikke kan fremsætte videnskabelige påstande om, hvad der udgør autentisk islam. Forskerens opgave er nemlig at undersøge og analysere de påstande, der fremsættes om autentisk islam. Traditionelt har islamiske studier fokuseret på muslimers påstande, men vi ønsker også at studere ikke-muslimers påstande – det er faktisk så banalt.«

Det sidste kaldes af og til politik eller ideologi, andre gange faglig debat – og når tiden er gået, forskningshistorie. Og ja, naturligvis er det banalt. Alene derfor forstår jeg ikke, hvad begrebet »ikke-muslimsk islam« skal gøre godt for? Begrebet sparker i bedste fald åbne døre ind.

Skældt ud for at passe sit arbejde

Men er det nu også det afgørende i sagen? Er spørgsmålet ikke snarere, hvad det egentlig er, Thomas Hoffmann igen og igen anklages for?

Thomas Hoffmann studerer Koranen, og hvor vi umuligt kan sige noget generelt om tekstens receptions- og virkningshistorie – muslimer mener som bekendt 117 forskellige ting – har vi al mulig grund til at undersøge, præcis hvad tekstens forfattere i ørkensandet har ment med det, de skrev engang i det sjette århundrede. Og det er just det, Thomas Hoffmann arbejder med.

LÆS OGSÅ: Ny kandidatuddannelse vil studere islam »uden safe spaces og trigger warnings«

Muslimer, derimod, bruger teksten. De læser den og bedriver eksegese, religiøs fortolkning, som er noget andet end historisk-filologiske studier. På dét niveau, som fortolket, religiøs tekst, kan Koranen forstås på alle mulige og umulige måder. Af og til udleder muslimer for eksempel ting af teksten, som ud fra en videnskabelig læsning faktisk ikke står i teksten – men når Thomas Hoffmann påpeger det, bliver han skældt ud.

Koran-læsning er ikke islam

Hvad er det for en skripturalistisk kortslutning? Koranen er ikke islam. Koranen er en tekst, som indgår i muslimers fortløbende produktion af islam, som også er så meget andet. Hvordan kan en videnskabelig Koran-læsning, som i sin essens blot påpeger, hvad tekstens forfattere har skrevet, så være udtryk for »ikke-muslimsk islam«?

Jeg vil ikke trækkes yderligere rundt i manegen. Dette er mit sidste bidrag til debatten

Er det »kristendom« at studere det nye testamente videnskabeligt? Naturligvis ikke. Der skal meget mere til; dels en læsning på særlige præmisser, dels juletræ, salmebog, kirkeklokker, højmesse og så videre. Så hvad i alverden har en videnskabelig, historisk-filologisk Koran-udforskning dog med »autentisk islam« at gøre?

Thomas Hoffmann har vist, hvad nogle bestemte mennesker engang skrev i en tekst, som andre mennesker (nemlig alverdens muslimer til alle tider) sidenhen har fortolket på mange forskellige måder. Alle varianter er lige autentiske, og påpeger man, at en moderne fortolkning faktisk modsiger det, som står i den hellige tekst, så er det hverken en essentialisering eller et forsøg på at indkredse autenticitet.

Det er såmænd bare en religionshistorisk pointe i en situation, hvor den moderne eksegese tager den gamle tekst til indtægt for noget, den ikke siger. Det er dog en afgørende religionshistorisk sandhed, at den slags sker hele tiden. Man bebrejder faktisk Thomas Hoffmann, at han passer sit arbejde.

Jeg forstår ikke præmissen

Hvad er det ved en historisk-filologisk læsning af Koranen, der er så farlig? Hvorfor er det et problem at påpege, hvad et gammelt historisk dokument faktisk siger? Og hvorfor skulle det være et problem, at en omsorgsfuld religionshistoriker eller islamolog påpeger, at der er diskrepans mellem den hellige teksts ord og dens brugeres påstand?

LÆS OGSÅ: Hvor meget kritik skal en forsker kunne tåle?

Og hvorfor erklærer Jesper Petersen sig enig med mig, når Thomas Hoffmann, som mener det samme, får klø? Er der en slags akademisk orientalisme på spil? Eller gør Jesper Petersen sig skyld i en essentialisering af muslimer, som giver dem en ret over en gammel tekst, et tolkningsmonopol, som ingen andre har?

Jeg forstår ikke Jesper Petersens præmis, og jeg vil ikke trækkes yderligere rundt i manegen. Dette er mit sidste bidrag til debatten.