Hvad opstår der, når systemet slår revner?

Navne på alle skribenter fremgår i bunden af indlægget.

I en tid, hvor verden føles stadig mere ustabil, kan det være fristende at holde fast i de fortællinger, der engang beroligede os – historier om fremskridt, uundgåelighed og systemer, der bevæger sig mod retfærdighed. Men det er ikke længere muligt at ignorere revnerne i de systemer.

Det, vi er vidner til i dag, er ikke et sammenbrud, men en afsløring: en erkendelse af, at mange af de strukturer, vi har lænet os op ad, ikke er bæredygtige og aldrig var skabt til at gavne os alle.

Efterhånden som globale konflikter intensiveres, klimaforandringerne forværres, og ulighederne vokser, står vi over for et spørgsmål, der føles både presserende og ubehageligt: Hvad opstår der, når systemet slår revner?

Det er det, vi undersøger til filmfestivalen Global Health Film Days, som løber af stablen fra tirsdag den 14. april i Cinemateket i København.

På det seneste er en bølge af 2016-nostalgi skyllet ind over os online. Fortællingen lyder nogenlunde sådan: Der var engang, for ikke så mange år siden, hvor vi bevægede os i den rigtige retning.

Universitetsstuderende beklædte kollegievæggene med den ikoniske Obama yes-we-can-kampagneplakat, COP15 blev fremstillet som et epokegørende øjeblik, og ægteskab mellem personer af samme køn blev legaliseret i USA. Millennialgenerationen, en generation, der faktisk kunne bøje systemerne mod mere retfærdighed, skulle redde os.

LÆS OGSÅ: Det er ikke så kompliceret at arbejde med komplekse problemer

Vi skal se systemerne for det, de er
Når vi ser tilbage nu, er den version af verden sværere at holde fast i. For den historie virker kun, hvis man tror, at de systemer, vi havde, fungerede i første omgang. Lige nu optegner væbnede konflikter nye grænser og omgør folks liv.

Nogle steder falder bomberne; andre steder er selve hukommelsen og de historiske fakta til debat. Krig spreder sig langt ud over slagmarken og ind i vores sundhedssystemer, krig skaber fordrivelse og intergenerationelle traumer. Samtidig skaber klimaforandringer øget sårbarhed, transformerer sygdomsbilledet og tvinger mennesker væk fra deres hjem.

Det er ikke bare ustabilitet. Det er et opbrud. De systemer, vi fik fortalt, var stabile – globale sundhedssystemer, politiske institutioner, klimapolitik – bliver afsløret for, hvad de egentlig er: ikke bare skrøbelige, men grundlæggende ulige. De systemer, der er bygget på udvinding og eksklusion, var aldrig tiltænkt at beskytte alle, men skulle opretholde stabilitet for dem, der allerede havde magten.

Det, der kommer frem nu, er ikke nyt. Det har altid været her – det var bare lettere at ignorere.

Film lærer os at være i ubehaget

Det er derfor, vi inviterer dig til Global Health Film Days. Ikke for at flygte fra denne virkelighed, men for at være i den. Film har en særlig evne til at skære gennem abstraktion og bringe os tættere på de liv og erfaringer, der ofte bliver fladet ud til statistik, policy briefs eller overskrifter.

På tværs af filmene på festivalen møder vi mennesker, der nægter at se væk, og som handler i mødet med lidelse, selv når det er ubehageligt.

Vi bliver introduceret til måder at forstå sundhed på, der udfordrer de dominerende rammer fuldstændigt – hvor relationer til land, fællesskab og jordens økosystemer er centrale fremfor perifere.

Dette er ikke nye måder at forstå verden på – de har bare længe været skubbet til side til fordel for udbyttende systemer, der fortsat former global sundhed i dag.

Filmene fortæller ikke blot historier. De bryder med illusionen om, at de systemer, vi er vant til, er neutrale, uundgåelige eller retfærdige.

Det er let, især i et land som Danmark, at placere os selv som medfølende observatører. Men global sundhed har ikke brug for mere passiv medfølelse – vi har brug for kritik og handling.

Vi kan ikke blive ved med at hvile i fortællinger om skandinavisk exceptionalisme, på en forestillet humanitær piedestal, mens de systemer, vi er en del af, bidrager til de uligheder, vi hævder at adressere. Vi kan ikke bare forholde os til det, der sker andre steder i verden – vi er nødt til at se på, hvordan vi selv er bidrager.

LÆS OGSÅ: Anne Sofie Allarp: Hvis jeg synes, hele verden er blevet vanvittig, er jeg nødt til at sige det højt

Vi kan ikke rumme verdens kriser alene

Studerende har altid stået i front i sådanne øjeblikke. Krav om retfærdighed og lighed kommer sjældent fra komfortable ståsteder. Og alligevel føles det som om, mulighedsrummet for studenteraktivisme er presset. I en verden, hvor vi konstant eksponeres for kriser, er der en risiko for at blive følelsesløse. En risiko for, at vi vender os væk, ikke fordi vi er ligeglade, men fordi det bliver for meget at rumme alene.

Og måske er det netop pointen: At vi ikke er skabt til at rumme det alene.

At finde sammen reducerer ikke udfordringerne, men det kan gøre dem mere udholdelige. Nogle gange er det sværeste blot at møde op, at være til stede og reflektere sammen – også selv om der ikke er færdige svar til rådighed.

Det er det, Global Health Days Film kan. Festivalen et sted, hvor studerende kan samles om at skabe noget, udfordre og engagere sig i den verden, vi er en del af.

Når håbet føles fjernt, er det, der står tilbage, modet

Ikke fordi det i sig selv skaber løsninger, men fordi det gør det muligt at møde op. At sidde med ubehaget, at stille spørgsmål, at engagere sig – og at gøre det sammen med andre.

At finde sammen er ikke en neutral handling. Det betyder også at stille sig kritisk overfor hvilke historier, vi er vant til at høre, og hvilke vi ikke hører. Ikke kun hvem der optræder på skærmen, men hvilken viden vi anser for legitim.

Og måske behøver håb ikke altid være udgangspunktet. Når håbet føles fjernt, er det, der står tilbage, modet. Modet til at være til stede, at fastholde kritikken, og at engagere sig i verden, som den er, samtidig med at vi insisterer på, at den kan være anderledes.

Opgaven er ikke blot at genopbygge det, der er ved at gå i stykker. Det er at spørge, hvem det blev bygget for i første omgang – og at genkende og beskytte de alternativer, der altid har eksisteret, men som er blevet skubbet til side.

Så kom og vær med, når vi viser film, der udfordrer de dominerende fortællinger. Kom og se, lyt, spørg. Ikke fordi, filmene giver dig alle svarene, men fordi det måske ændrer, hvad du ikke længere kan ignorere.

Alexandra Haavardsson Gates, BA i Film og Medievidenskab
Alicia Bock, Organisatorisk Innovation og Entreprenørskab, Copenhagen Business School
Anna Azzolini, MSc i Global Sundhed
Bea Kraljii, MSc i Global Sundhed
Deniz Urgan, MSc i Global Sundhed
Freja Kjærgaard, BA i Folkesundhedsvidenskab
Julia Lückel, MSc i Molekulær Biomedicin
Kaylee de Lange, MSc i Global Sundhed
Isabella Faghtmann, MSc i Global Sundhed
Malin Bormann, MSc i Global Sundhed
Mansingh Aidee, MSc i Global Sundhed
Marieke Dohrmann, MSc i Global Sundhed
Maria Johansen, MSc i Global Sundhed
Micaela Fernanda Merino Henriquez, MSc i Global Sundhed
Marie Camara, BA in Psykologi og Kulturmødestudier
Sara Higuera Durán, MSc i Global Sundhed
Zosia Szulc, MSc i Folkesundhedsbidenskab
Xenia Klerk Kurpatow, MSc i Global Udvikling