Hvad vi ikke kan lære af Black Lives Matter på Københavns Universitet

Den 10. juni skriver Martyn Bone og Kiron Ward, som er lektorer på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk, at protesterne i kølvandet på det tragiske mord på George Floyd i USA bør være anledning til ikke bare at forny pensum, men også at universitet skal »samarbejde med ikke-hvide aktivister, kunstnere og forfattere«.

LÆS OGSÅ: Hvad vi på universitetet kan lære af Black Lives Matter

Jeg har dog svært ved at se, hvad vi kan lære af Black Lives Matter her i Danmark, som anførte protesterne i København. Bevægelsens leder, Bwalya Sørensen, har flere gange ufortrødent formuleret anklager om, Danmark er gennemsyret af racisme, og under protesterne insisterede hun på, at alle hvide skulle stå bagerst. Selv Amnesty er ikke sluppet for racismeanklager.

Endnu en gang bliver pensum og vores universitets indretning taget som gidsel af den efterhånden velkendte identitetspolitik, hvor omdrejningspunktet er hudfarve og herkomst i stedet for god gammeldags sund fornuft. Forstå mig ret: Jeg har bestemt ikke noget i mod, at pensum omfatter folk med forskellige etniciteter og køn. Men en persons baggrund og identitet bør aldrig i sig selv være en fyldestgørende betingelse for, hvorvidt dennes værker skal indlemmes i pensum.

Tilgiv mig hvis kriterier som kvalitet, kritisk tænkning og faglig relevans er klichéprægede floskler, men de to lektorer skylder os i det mindste at forklare, hvorfor kriterier som hudfarve og race er bedre kandidater.

Det er ikke ligegyldigt, hvilke værdier og kriterier man lægger til grund, når man skal planlægge en læseplan eller bedømme andres forskning. Faktisk kan det have store menneskelige konsekvenser, hvis man ser alt og alle igennem en binær linse, hvor verden deles op i enten at være racistisk eller antiracistisk.

For ganske nylig så vi blandt andet, hvordan Ole Wæver, som er anerkendt for at være ophavsmanden bag Københavnerskolen inden for international politik, har kæmpet mod anklager om racisme og udbredelse af hvidt overherredømme, efter at et par skøre ”forskere” fra hhv. Rutgers University og University of Sussex i det ellers anerkendte tidsskrift Security Dialogue påsmurte ham de urimelige anklager.

Man kunne desværre tro, at redaktionen på tidsskriftet i første omgang ikke turde at afvise at publicere indlægget af frygt for selv at blive anklaget for samme, på trods af at anklagerne på ingen måde levede op til gængse faglige standarder. Her har vi altså et klokkeklart eksempel på, hvordan den identitetspolitiske inkvisition ved at gå efter manden i stedet for bolden formår på aggressiv vis at promovere deres agenda.

En forfatters hudfarve eller køn [bør] ikke være den afgørende faktor for, hvorvidt vedkommendes værk skal inkluderes i pensum.

Det bør være hævet over al diskussion, at ingen selvfølgelig skal diskrimineres eller udstødes på baggrund af deres hudfarve, seksualitet eller baggrund generelt. Netop derfor bør en forfatters hudfarve eller køn ikke være den afgørende faktor for, hvorvidt vedkommendes værk skal inkluderes i pensum.

Hvis formålet med at gå på universitet er at få udvidet og nuanceret sin horisont, kommer man ikke uden om at skulle blive eksponeret for idéer og perspektiver, som man opponerer mod eller ligefrem frastødes ved. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvordan pensum skal indrettes på Engelsk eller lignende uddannelser, men jeg er sikker på, det ville være et tab for de studerende, hvis man for eksempel vælger at pille Shakespeare, Dickens eller Fitzgerald ud alene af den grund, at de var hvide mænd.

Det kan godt være, at pensum skal følge med tiden, og det kan også godt være, at det ikke er muligt at gøre pensum fuldkomment apolitisk. Der vil altid være visse emner og vinkler, der bliver dækket mere end andre. Men tilstedeværelsen af et subjektivt element bør ikke være en undskyldning for at kaste idealerne om objektivitet og høj faglighed i skraldespanden for derved at anvende pensum som et redskab i en arbitrær politisk agenda, om end den skulle være bygget på gode intentioner.

Bannerførerne for den identitetspolitiske venstrefløj bør spørge sig selv, om deres fremgangsmåde, hvor de i stedet for at deltage i debatten på lige fod med andre, hellere vil bruge kræfter på at definere rammerne for hvad man må sige og ikke må sige, i det hele taget forbedrer vilkårene for dem, der rent faktisk oplever racisme og diskrimination som et problem.

For mig at se har det indtil videre ikke ført noget godt med sig, at man insisterer på at opdele folk efter karaktertræk, som de i bund og grund ikke selv har valgt, og at man trækker politiske agendaer ned over hovedet på folk, som de ikke har bedt om. Vender man blikket mod USA, har resultatet indtil videre ikke været andet end mere splittelse og mindre forståelse imellem etniske, religiøse og generationelle skel, og det ville være en skam at importere disse problemer, blot fordi vi af vane plejer at importere de ting og sager, de trækker op af tryllekunstnerhatten ovre på den anden side af Atlanten.

Hvis man som lektor eller professor har en forkærlighed for politisk aktivisme, skal man være velkommen til at gå ud på gaden og demonstrere i sin fritid. Men kvaliteten af de studerendes uddannelse skal ikke ofres på det identitetspolitiske alter med henvisning til en kamp mod et fiktivt hvidt overherredømme.

Det er heller ikke i universitets interesse på længere sigt, hvis vi tillader, at særhensyn og snævre politiske ideologier skal definere fremtiden for vores institution. Det omkringliggende samfund og erhvervslivet vil miste respekten for vores rolle som universitet, da det bliver klart for en hver, der kan se tingene fra afstand, at vi har at gøre med et absurd foretagende. Universitetets rolle som den institution, der kan levere højtuddannet arbejdskraft, og som kan producere og formidle ny viden, der kan bringe samfundet videre, vil i stedet blive overtaget af andre aktører såsom tænketanke og konsulenthuse eller lignende.

Mit budskab er derfor enkelt: Sund fornuft, og ikke politisk aktivisme, skal afgøre indholdet af pensum.