Hvem bestemmer på vores universitet? En studerendes overvejelser

’IDEALET OM DET autonome og frie universitet hører fortiden til. I stedet står i dag en pølsefabrik, der skal sparke nyklækkede og helt grønne dimittender ud på arbejdsmarkedet’.

Selv om billedet bevidst er sat på spidsen, er terminologien ikke ny. Eksempelvis har historiker Henrik Jensen samt KU’s egen verdensmand Eske Willerslev også tyet til pølsefabriksmetaforen som udtryk for udviklingstendensen i uddannelsessektoren.

UDVIKLINGEN GÅR MOD mere styring og kontrol med universiteterne fra politikere og erhvervsliv. Spørgsmålet er, hvem der egentlig bestemmer på Københavns Universitet, og hvad de bestemmer?

Jeg drøfter det fra tid til anden med mine medstuderende.

Jeg snakker om universitetsbestyrelse, Akademisk Råd og Studienævn, hvor studerende, ansatte og ledelse demokratisk styrer universitetet. Dernæst nævnes fornemme titler som rektor eller dekan. Efter forelæsningen erfarer jeg typisk, at det ikke er sunket ind og må erkende, at universitetets organisering er ret uigennemskueligt for den almene studerende.

TIL SIDST TYER jeg til en mere generel beskrivelse af, hvordan universitetets styring er en god sammenkogt gryderet af nogle demokratiske organer, nogle interne ledelsesstillinger samt nogle eksterne interessenter i en hårfin balance, hvor sidstnævnte særligt udgøres af politikere og erhvervsliv.

På det seneste har jeg dog måttet erkende, at balancen begynder at tippe i de eksterne interessenters favør, og at det er resultat af en længere udviklingstendens.

Studerende og ansatte har også et ansvar som aktive medskabere af vores universitet i samarbejde med ledelsen.

FAKTUM ER, at universiteterne gennem de sidste mange år er blevet underlagt en stadig større grad af ekstern styring; direkte såvel som indirekte.

Universiteterne er politisk blevet pålagt at oprette bestyrelser til at forestå den strategiske ledelse af institutionerne ved universitetsloven af 2003. Sidenhen er det blevet dikteret fra politisk hold, at disse bestyrelser skal have et flertal bestående af eksterne medlemmer. Vi ser her et eksempel på, hvordan eksterne aktører har koloniseret et centralt ledelsesrum på universitetet, der tidligere var uberørt, autonomt uniland.

I DEN SENESTE tid har især dagsordenen om ekstern finansiering tydeligt udtrykt, at virkeligheden på universiteterne er en ny. I takt med, at politikerne har skåret over 20 milliarder kroner fra sektoren (en fuldstændig hovedløs beslutning), har universiteterne forståeligt nok set sig nødsaget til at finde sit økonomiske grundlag på at tiltrække stadig flere eksterne midler fra private virksomheder eller fonde.

Det har dog den paradoksale problematik, at eksterne forskningskroner ofte er øremærket til forskning, hvorfor de ikke kan bruges til at dække følgeomkostningerne.

DEN EKSTERNE FINANSIERING har også en effekt på forskningsfriheden, som på Aarhus Universitet, hvor 16% af forskere oplever, at forskningsfriheden er under pres. En af truslerne er netop de eksterne midler, der både dikterer hvad der forskes i og presser på for ønskværdige findings. Kort sagt binder de eksterne midler universitetets mere frie basismidler, og presser universiteterne på flere fronter.

MIN AMBITION ER ikke at male fanden på væggen og erklære, at eksterne aktører ingen vigtig og relevant opgave har at spille på universitetet.

Tværtimod er det snarere en styrke, at et universitet som KU forholder sig til det omgivende samfund og ikke optræder som en afskærmet parallelverden uden virkelighedssans. Det er en nødvendighed, hvis universitetet skal leve op til dets ansvar og rolle i samfundet som en stærk institution der uddanner til og præger fremtidens samfund.

SNARERE ER DET min ambition at understrege, at den interne ledelse på universitetet fortsat har det primære ansvar for at drive biksen, men ikke hele ansvaret. Studerende og ansatte har også et ansvar som aktive medskabere af vores universitet i samarbejde med ledelsen.

Vi skal ikke være principielt imod ekstern indvirkning på universiteterne, men vi skal anlægge et forsigtigt og kritisk udgangspunkt og værne om vores fælles universitet.