Hvor er rektors solidaritet med underviserne?

Uniavisen bringer 31. januar en ledelseskommentar af rektor Henrik Wegener, som kalder på en reaktion.

Henrik Wegener anklager medierne for at eksponere enkeltsager og polarisere debatten. Det er rigtigt, at man i nogle tilfælde har kunnet fornemme en duft af sensationalisme og måske også en holdningspræget agenda i visse artikler.

Men i de fleste tilfælde har den journalistiske dækning efter min vurdering faktisk været sober, og repræsentanter fra begge sider af debatten er kommet til orde i medierne.

Henrik Wegeners reaktion forekommer mig derfor noget sart, hvilket er ironisk i lyset af, at essensen af hans indlæg er en belæring om, at universitetets undervisere bør kunne håndtere kritik – ja, ligefrem hilse den velkommen.

At medierne eksponerer enkeltsager har jeg svært ved at se som et problem – faktisk nærmest tværtimod (selvfølgelig under forudsætning af en objektiv og præcis gengivelse af sagsforløbet). For det er jo netop i konkrete sager – man kunne næsten kalde dem “prøvesager” – at man blandt andet kan vurdere, hvordan ledelsen lever sine principper og holdninger ud i praksis – og her synes jeg nok, sporene foreløbig skræmmer lidt i forhold til at skærme underviserne.

Studerende nøjes ikke med at kræve akademisk debat

I Henrik Wegeners indlæg hedder det: »Forskerne skal vise deres faglige overskud og overblik og vejlede de studerende om, hvad der udgør lødige videnskabelige argumenter og belæg, og hvad der ikke gør det.«

Det er modtaget. Men hvis sådanne tiltag skal løse problemerne, forudsætter det jo, at de studerende faktisk vil nøjes med at føre en akademisk debat. Bekymringen har jo haft baggrund i, at de i nogle tilfælde er gået videre end det, og at dette har fået ubehagelige personlige følger for konkrete undervisere.

I det hele taget bærer Henrik Wegeners indlæg præg af en vældig solidaritet med de studerende, som han tilsyneladende konsekvent ser som den svage part. Det kan man isoleret set kun byde velkommen, idet vi lektorer og professorer nemlig – i højere grad end Henrik Wegeners indlæg måske lader ane – faktisk er på de studerendes side.

Men det ville være varmende og beroligende, hvis han kunne give et tilsvarende entusiastisk udtryk for solidaritet med sine undervisere.