Hvor meget er vejret værd?

Fronterne har ikke ændret sig, og der er ingen konsensus i sigte i den ophedede debat om årsagerne til den globale klimaopvarmning.

Det fremgik med al ønskelig tydelighed da landets fremmeste klimadebattører krydsede klinger på Science con Sensus-konferencen til ære for de studenter der skal fungere som deres alter egoer på tilsvarende debatmøder ude på gymnasierne.

Under prøvedebatten gav især cost-benefit-analyserne årsag til uenighed.
Bjørn Lomborg holdt stærkt på sine opstillinger fra Copenhagen Consensus der konkluderede at Kyoto-protokollen ville være en dårlig investering.

»Vi skal vælge hvordan vi bruger vores penge bedst, og det er med en indsats mod HIV/AIDS, fejlernæring, frihandelsbarrierer og malaria,« mente han.

Kirsten Halsnæs, Forskningscenter Risø og tilknyttet FN’s miljøprogram, mente ikke tallene var rigtige.

»Du kan ikke værdisætte tabt eller vundet liv, udryddede dyrearter og mindsket biodiversitet og putte det ind i en cost-benefit-analyse.

Og der findes ingen økonomiske modeller der kan sige hvad ting er værd om hundrede år.«

Lomborg var uenig.
»Cost-benefit-analyser er et vigtigt input til den demokratiske beslutningsproces. De fortæller hvad vi skal gøre hvis verden kun er økonomisk sat sammen.

Men der er jo et forhold mellem økonomi og politik der gør at man ikke altid vælger den økonomisk bedste løsning fordi man har nogle andre politiske mål,« lød Lomborgs analyse.

Færre krige eller smeltet iskappe
Flere deltagere talte også etik. Blandt dem Kjeld Rasmussen der er forsker i naturressourceforvaltning ved Københavns Universitet.

»Vi må skelne mellem utilitarisme og pligtetik. Utilitarisme er ren økonomi, mens pligtetikken fokuserer mere på bæredygtighed, og på at når vi har skabt et problem, skal vi også selv afhjælpe konsekvenserne.

Det er jo i ulandene at klimaforandringerne har den største betydning. Samtidig er ulandene de mest sårbare og har sværest ved at tilpasse sig.

De har bidraget mindst til drivhuseffekten, så vi har en forpligtelse til at afhjælpe problemerne,« mente han.

»Når Bjørn Lomborg siger at vi får meget lidt for investeringerne på miljøområdet, hvordan kan man så vide det? Et godt klima er ikke lig med meget lidt. Man kan ikke sætte færre krige som følge af forbedret ulandshjælp over for en smeltet iskappe eller uddøde dyre- og plantearter.

At forebygge udslippet af drivhusgasser behøver ikke være så dyrt. Simple effektiviseringer i landbrug, kraftværker med mere vil give store gevinster, endda både økonomisk og miljømæssigt. Derved får vi faktisk også bedre ressourcer til andre problemer,« argumenterede Kirsten Halsnæs.

Bjørn Lomborg var dog ikke til at rokke.
»Det ændrer ikke ved at vi stadig må prioritere vores indsats, for der er ikke penge til det hele. Kyoto-protokollen kan forsinke opvarmningen så niveauet for Bangladesh år 2100 først rammer i 2106. Er det det vi vil? Vil vi gøre meget godt nu eller lidt godt i år 2100?«

Cost-benefit-analyser ubrugelige
De tal udløste forskellige protester. Tarjei Haaland mente at en ny tænkning gav mere mening:

»I miljødebatten er cost-benefit-analyser komplet ubrugelige. Begrebet cost-effectiveness giver mere mening, for tabet ved et forværret klima kan ikke gøres op i penge.

Nej, sæt først nogle mål for hvor vi vil hen, og prøv derefter at nå målene billigst muligt.«

Kurator Jørgen Peder Steffensen fra Niels Bohr Institutet, KU, mente at det under ingen omstændigheder kan skade at spare på ressourcerne.

»I 70’erne sparede man på energien fordi man mente at det var fornuftigt. I dag gør man det tilsyneladende kun hvis der er en økonomisk gevinst ved det,« sagde han.

Panelet nåede ikke til enighed om resultatet af cost-benefit-analyser eller om legitimiteten i deres brug. Men der var ingen uenighed om at drivhuseffekten er en realitet, og at vi ville være bedre tjent uden den.

Kristian Elkjær Kristensen er biolog fra Københavns Universitet og freelancer.