Hyldest til Marianne Stidsen, en fri forskerfugl

Tale på Dansk Forfatterforenings opfordring til Marianne Stidsen, da hun den 23. november fik overrakt Den Faglitterære Pris 2018.

Tak for invitationen til at motivere at Den Faglitterære Pris 2018 går til Marianne Stidsen. Stidsen – eller, tør man bruge et øgenavn i disse tider, ’Strudsen’, som studerende med kærlig respekt undertiden kalder denne kraftfulde og hurtigløbende litterat – er som fri forskerfugl ikke-flyvende af natur. Jordbunden, ja, men de åndelige vinger og svingfjer er særdeles veludviklede.

Stidsens faglitterære produktion er ikke ’bare’ softkerne-science formidlet af en hardcore-humanist. Vi taler om en uhyre eksakt litterat der gør læsning til en kunst, en dr.phil. fra faget dansk på Københavns Universitet og et medlem af Det Danske Akademi, en engageret intellektuel som sprænger tidens snævre rammer for korrekt forskningskommunikation.

Jeg vil sige at når gruppen af faglitterære forfattere nu har valgt at lade prisen gå til en forsker der virkelig går sine egne veje som formidler, så burde det give vores uddannelsesadministratorer en oplagt anledning til at genoverveje universiteternes politik for publicering.

Én person i nøgen singularis: mig

Som fagbogsforfatter gør Marianne Stidsen tilsyneladende alt det man officielt ikke skal gøre når man er ansat ved et moderne universitet. Dér bør man skrive kort. Det gør Stidsen ikke. I sine videnskabelige bidrag skriver hun langt. Rigtig langt. 2500 sider i de seneste tre værker.

Hun skriver som ”én person i nøgen singularis: mig”, som hun selv har formuleret det, formodentlig for at understrege sit individuelle ansvar som forsker og menneske. Dét er helt i tråd med det centrale spørgsmål, som Marianne Stidsen stiller i sine fagbøger, nemlig ”hvordan virkeligheden føles og opleves. Af den enkelte. Indeni.”

Universitetsformidlere foretrækkes at formulere sig på engelsk. Det gør Stidsen heller ikke, medmindre det er strengt nødvendigt. Hun foretrækker at skrive i et mundtligt dansk så alle med interesse kan følge med. Universiteter belønner især den der skriver review-artikler i fagfællebedømte tidsskrifter, gerne som én af mange forfattere på en lang liste over forskere hvis personlige bidrag ingen er i stand til at afgrænse. Heller ikke dét gør Stidsen.

Jeg nævnte at Marianne Stidsen skriver langt, men hun kan godt fatte sig i korthed. Stidsen benytter sig flittigt af genrer som ’editorials’, ’kommentarer’ og ’debatindlæg’, altså netop den slags korte artikelformer der fungerer så glimrende som formidling af viden uden for universitetet, men ikke giver point på universitet – ja de selvsamme genrer udelukkes faktisk eksplicit fra den performancebaserede model som regulerer fordelingen af basismidler til universiteterne, den såkaldte ’bibliometriske forskningsindikator’.

En ’salonserie’

Det er Marianne Stidsens samlede forfatterskab som Dansk Forfatterforenings Faglitterære Pris gives til. Jeg vil fremhæve Stidsens Salonserie, altså de tre nyeste fagbøger hvor hun som oplyst 1700-talsværtinde gør et ellers vanskeligt fagligt stof tilgængeligt for et bredt publikum.

Det gør Marianne Stidsen senest i bogen Levende litterater – samtaler om kritikkens guldalder hvor hun i dialog med 15 koryfæer inden for moderne litteraturvidenskab forvandler svær teori på skrift til en mere tilgængelig live performance med tolkninger af grundlaget for de seneste 50 års humaniora.

Den pædagogiske gennemslagskraft er stor – også i introduktionsbogen Rilkes engle – Eksistentialismen i går – i dag – i morgen. Det er kendetegnende for Stidsens bøger at de ganske vist udspringer af hårdkogt forskning, men som målgruppe altid også har den gymnasieverden der er så væsentlig for universiteternes legitimitet.

Da Stidsen under mediernes bevågenhed forsvarede sin doktorafhandling Den ny Mimesis om efterkrigstidens litterære virkelighedstolkninger, fik nøgleord som ’identitet’ og ’dannelse’ for alvor en ny og mere substantiel mening som den sidste rest af universel menneskelighed der findes hos hver enkelt af os.

Ledt på vej af litteraturen styrer Stidsen gerne helt uden om de gruppeidentitetslag (kultur, nation eller køn) som alt for ofte bruges som undskyldning for idiosynkratiske reaktioner fra en anonym masse rettet mod et individ.

Som det nok kan fornemmes, betragter jeg Stidsens utrættelige forsvar for folkedomstolens ofre uden rettergang som nærmest heroisk. Det kan ikke udelukkes at denne no bullshit-litterat pludselig dukker op som hovedpersonen i den næste western af Brødrene Coen.

Ret til bare at være et menneske

Med et bredt udvalg af digtere, kritikere og undervisere har antologien ’Jeg’ er fandme til! – litteratur og identitet til debat dokumenteret hvor betydelig en indflydelse Stidsen efterhånden har fået på læsningens kunst i danske undervisningslokaler, ja overalt hvor det at være menneske undersøges kritisk eller kunstnerisk.

Et hovedtema i Stidsens værk er retten til bare at være et menneske. Det virker særligt aktuelt når grundlæggende menneskerettigheder i stigende grad undergraves af magtfulde kræfter i øst og vest.

Her er en moderne humanist der forvalter sin forpligtelse på fri forskning med en glæde ved bred formidling som danske universiteter generelt burde honorere i højere grad.

Til lykke til Stidsen, til lykke til ’Strudsen’, til lykke til den endnu læsende del af offentligheden. Og tak, Marianne, for at holde salonen åben.