I alderdommen elskes uskylden

Erindring om mine bedrøvelige ludere handler om El Sabio, en snart 90-årig journalist, der har tilbragt hele sit liv som ungkarl. For at fejre sin 90-års fødselsdag på behørig vis beslutter han som så mange gange før at besøge en prostitueret, men denne gang skal hun være jomfru. Sammen med den unge uskyldsrene pige oplever han for første gang ægte kærlighed. Den unge pige – Delgadina – bliver drivkraften i en ny kreativ opblomstring hos El Sabio.

Martin Zerlang og jeg sidder uden for Café Alma på Islands Brygge. Zerlang fortæller, at han i 80’erne blev optaget af den såkaldte magiske realisme, som Gabriel Garcia Marquez’ gennembrudsroman Hundrede års ensomhed, skrev sig ind i. Men derudover finder professoren det ikke såre interessant at tale om forfatteren Marquez, som undertegnede lige har spurgt til – han vil hellere tale om filmmanden Henning Carlsen.

Ingen Sult

Zerlang ser nemlig paralleller mellem Erindring om mine Bedrøvelige Ludere og Henning Carlsens filmatisering af Knut Hamsuns roman Sult.

»Jeg kan huske, jeg syntes, Sult var en af de bedste film, jeg havde set. Den var så medrivende, og jeg kunne ikke få den ud af hovedet bagefter,« siger Martin Zerlang.

Og selv om det kan være oplagt at holde hovedpersonen i Sult op imod El Sabino i Erindring om Mine Bedrøvelige Ludere – de er begge intellektuelle journalister/forfattere, og begge ungkarle falder for kvinder, der kommer fra fjerne miljøer – så er der alligevel en afgørende forskel, mener Zerlang:

»Sult beskriver en marginaliseret boheme-type i århundredeskiftes Kristiania. Som tilskuer blev jeg grebet af hovedpersonens desperation. Hans sitren formåede virkelig at trænge igennem. Men Erindring om Mine Bedrøvelige Ludere formår ikke dette. Filmen mangler den intensitet som gennemsyrer Sult.«

Begynde forfra

Frem for at skildre en gennemgribende følelse handler Erindring om mine Bedrøvelige Ludere mere om, hvordan det kan være muligt at starte forfra som 90-årig, mener Zerlang:

»Filmen postulerer, at livet ikke slutter, når man er 90 år. Alderdommen kan byde på en ny begyndelse. Og den tegner temaet skarpt op med sit motiv: den meget gamle mand, der begærer den meget unge og jomfruelige luder.«

Og netop dette motiv, det være sig den gamle mands ansigt eller den unge kvindes krop, tilfører en æstetisk dimension, som filmen hviler på:

»Filmen er stilren. Den har et gennemført tempo, og jeg synes musikken akkompagnerer godt, idet den inviterer til at dvæle lidt ved scenerne. Og det er i virkeligheden der, filmen er bedst: Når man ser den som en billedrække, der kører forbi, hvis visualitet man kan nyde. Men jeg synes ikke, at jeg rives med af historien. Den bliver aldrig vedkommende for mig,« siger Zerlang.

Ingen magisk realisme

Den magiske realisme der var med til at gøre Gabriel Garcia Marquez kendt verden over, og som gjorde Zerlang interesseret i latinamerikansk litteratur, er ikke til stede i Erindring om mine Bedrøvelige Ludere, mener Zerlang.

Og han sætter spørgsmålstegn ved en af filmens centrale præmisser, nemlig hovedkarakterens store begær. Professoren har i det hele taget svært ved at lokalisere et begær i filmen overhovedet:

»Hvis filmen vil fremstille begæret som en slags fremdrift, som for eksempel begæret efter anerkendelse er motoren i Sult, så mislykkes det her. Både hovedkarakteren og filmen som sådan er mere iagttagende. Og det gør filmen både langsom og desværre lidt kedelig,« siger Zerlang og tilføjer:

»Det er ikke en film der brænder sig ind i min erindring. Men den var formmæssigt fuldendt. Ikke desto mindre er det et meget lille vindue ud til verden, der åbner sig i denne film,« siger han.

Og det synes Zerlang er lidt skuffende, når man tænker på Marquez’ forfatterskab.

Kliche uden twist

Undertegnedes skuffelse skyldes filmens behandling af en velkendt relationshistorie, der hviler tungt på ekstremt stereotype kønsroller, og som desværre bringer hverken nye eller interessante nuancer til denne kliché om den gamle mand, der begærer en ung uskyldig kvinde.

Måske er det den kvindelige iagttager i mig, der gør at jeg ikke tror på denne lidenskab eller bliver berørt af mandens begær – den bliver simpelthen aldrig interessant. Den unge jomfru åbner aldrig munden, hun forbliver et visuelt billede på ungdommen og uskylden, til stor tilfredsstillelse for den mandlige hovedkarakters blik og fantasiverden.

Men hvad skal vi dog bruge det til?

line.hjorth@adm.ku.dk