Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen
—
Politik
Uniavisen fulgte tre unge kandidater fra Københavns Universitet i kommunalvalgets sidste timer. Fra brunch med forældrene over politiske fremstød i Mjølnerparken til nattens neglebidende festligheder.
Mens resten af byen vågner, sidder en ung mand på en bænk foran det gamle kommunehospital og skutter sig under hue og halstørklæde. Til venstre for ham smiler han til sig selv fra en valgplakat: »Mikkel Skovgaard Hansen, Enhedslisten,« står der på den.
Sammen med en håndfuld studerende fra Rød-Grøn Ungdom, en ungdomsorganisation med bånd til Enhedslisten, bevæger han sig ind i gården, hvor han tager opstilling ved siden af sin plakat, parat til at smøre potentielle vælgere med chokoladeboller og flyers.
Det har han gjort time efter time i tre uger. I dag gør han det for sidste gang.
En af Rød-Grøn-aktivisterne spørger Mikkel Skovgaard Hansen, om han er spændt på valgaftenen.
»Jeg vågnede i hvert fald tidligere end min alarm i dag. Jeg har ikke sovet så meget,« svarer han.
De studerende begynder så småt at pible ind på campus, lagerbestanden af flyers og chokoladeboller mindskes hastigt. Enkelte afviser morgengnavent, andre stopper og udveksler et par ord:
»Jeg har allerede brevstemt på dig,« siger en mandlig studerende med afbleget hår, idet han tager imod en chokoladebolle.
Mikkel Skovgaard Hansen smiler stadig, da han er gået.
»Jeg ved jo godt, at jeg hænger i lygtepælene rundt i byen, men jeg tænker stadig: Hvordan har du lige fået øje på mig? Det er lidt utroligt,« siger han.
Han har sagt sit studiejob op for at koncentrere sig om valgkampen, og så snart den er slut, skal han færdiggøre sin bachelor. Til den tid forventer han dog, at hans virkelighed ser anderledes ud: Han har et mål om at blive valgt ind i byrådet og få mindst 600 personlige stemmer.
Om et døgns tid ved han, om det er lykkedes.
Katrine Kildgaard (R) graver en konvolut frem fra et stofnet, sprætter den op og hiver sit valgkort frem.
»Jeg sov over mig i morges. Det må bare ikke ske på en dag som i dag. De sidste dage har været virkelig lange. Jeg ved ikke engang, hvor jeg skal stemme endnu,« siger hun og ryster let på hovedet af sig selv.
Valgdagen er en kulmination på halvandet års valgkamp for den statskundskabsstuderende. Nu står hun med juicebrikker, termokandekaffe og flyers på Karen Blixens Plads på Søndre Campus og forsøger at få sine medstuderende til at stemme.
Hun skænker kaffe til en studerende, der sidder og ryger. De er enige om, at der skal være bedre mulighed for at få psykologhjælp for børn og unge i København. Det er Katrine Kildgaards største mærkesag, for som ung havde hun selv en depression, fortæller hun den studerende, som stadig ikke ved, hvem hun vil stemme på.
»Bare skriv til mig på Instagram eller Facebook, hvis du har nogle spørgsmål. Jeg skal nok svare dig,« siger Katrine Kildgaard.
Vinden bliver ved med at tage fat i det rullebanner, der står bag hende. Det vælter, så bannerets store billede af hende ligger og smiler fra jorden.
Hun giver en juicebrik til en anden studerende. »Ved du, hvad du skal stemme,« spørger hun ham. »Det ved jeg nu,« siger han.
21-årige Mathilde Kastbjerg, der læser kunsthistorie på Københavns Universitet og stiller op til kommunalvalget for Konservative, har droppet at dele flyers ud til fordel for brunch med hendes stolte forældre. Over kaffekopper, smoothies og små skåle fyldt med diverse morgenmadsprodukter snakker de om hendes placering på stemmesedlen (positiv), og hvorvidt man må tage billeder inde i stemmeboksen (negativ).
Mathilde Kastbjerg regner med at komme ind, siger hun, selvom hun begyndte at blive lidt nervøs i nat. Hendes mor synes, det ville være synd, hvis hendes datter ikke kom ind, efter alt det hårde arbejde, hun har lagt i valgkampen.
Hele familien har stemt på Mathilde Kastbjerg. Men de vil ikke kun have deres datter ind. De er enige om, at Københavns Kommune generelt ville have godt af nogle flere unge politikere.
»Ved I godt, at der kun sidder tre unge i borgerrepræsentationen i København, selv om her bor 25 procent under 25? Og ikke en eneste ung borgerlig,« siger Mathilde Kastbjerg.
»Det skal du nok lige tjekke op på,« siger hendes far, hvilket får Mathilde til at sukke.
»Jeg har gentaget de her tal i tre uger, far, jeg ved, at de er rigtige,« siger hun.
Mathilde Kastbjerg går ned ad Wittenberggade på Amager med en smøg i hånden. »Nå, jamen, ved du så, hvem du skal stemme på?« spørger hendes roomie, der går ved siden af, og griner. Mathilde skubber til hende.
De to er sammen flyttet hjemmefra i løbet af valgperioden – »nok det dårligste tidspunkt i verden,« fortæller Mathilde Kastbjerg.
»Jeg glæder mig til at gøre mit værelse rent, når valget er slut.«
Hendes roomie stemmer i og fortæller, at lejligheden er blevet omdannet til valgkontor med plakater og flyers over det hele. Mathilde Kastbjerg har været til 41 debatter og valgarrangementer i løbet af de sidste tre uger.
Ud over at komme ind krydser hun fingre for 700 personlige stemmer, fortæller hun.
Der er ingen kø ved valgstedet, og Mathilde Kastbjerg bruger ikke lang tid i stemmeboksen på at finde ud af, hvor hun skal sætte sine krydser. Da hun kommer ud, smiler hun fra kind til kind.
Mathilde Kastbjerg omfavner sin roomie, der afslører, at hun stemte på Mathilde – selv om hun »normalt slet ikke er konservativ«. To stemmer er i hus; så er der bare 698 tilbage.
Rosa Lund, Enhedslistens retsordfører, stiller sin cykel i en gård i Mjølnerparken og krammer Mikkel Skovgaard Hansen.
»Jeg er her bare for moral support,« siger hun og giver Skovgaard en mulepose med godter, så han kan holde sig vågen hele natten.
De har svært ved at holde følelserne i ro, når de taler om den nat, der er i vente for Enhedslisten. I meningsmålinger står partiet til at blive større end Socialdemokratiet i København – for første gang nogensinde.
»Du må næsten ikke nævne det, for jeg bliver helt… argh,« udbryder Mikkel Skovgaard Hansen og vifter med armene. »Vi har givet den en ekstra skalle, fordi vi ved, muligheden er der, men om det lykkes, tør jeg ikke spå om.«
»Det bliver en hel særlig valgfest i år. Det er en kæmpe dag for Enhedslisten,« siger Rosa Lund.
Katrine Kildgaard roder rundt i sine lommer. Først i jakken, så i bukserne og så i jakken igen.
»Jeg kan ikke finde mine cykelnøgler,« siger hun, inden hun lokaliserer bundtet i sin taske. »Man får virkelig valghjerne af at føre valgkamp.«
Der lugter af håndsprit og gummi i badmintonhallen, som er stadset op i stemmelokaleklæder. Katrine Kildgaard trækker det kongeblå forhæng i bag sig, og da hun kommer ud, har hun for første gang sat kryds ved sit eget navn.
»Det her er det ultimative kontroltab. Jeg øver mig i at slappe af, men jeg er virkelig en kontrolfreak,« siger hun.
På cyklen på vej til valgstedet så hun grupper af kandidater fra andre partier, der stod og delte flyers ud.
»Jeg havde helt lyst til at stoppe på et hjørne og stille mig og dele flyers ud selv. Men jeg har delt flyers ud. Jeg har banket på døre. Jeg har debatteret. Jeg kan ikke gøre mere nu,« siger hun, måske mest til sig selv. I morgen bliver hendes første fridag i lang tid.
»Jeg er bange for, at det bliver tomt. Også hvis jeg kommer ind. Hvis jeg ikke gør, ja, så bliver det virkelig tomt.«
Sammen med regionsrådskandidat for Enhedslisten, Emilie Haug Rasch, tager Mikkel Skovgaard Hansen og Rosa Lund valgplakater, hjemmebagt kage og kaffe under armen og bevæger sig ud på pladsen foran boligblokkene.
De opfordrer alle forbipasserende til at stemme, hvis de ikke allerede har gjort det.
»Vi går ned og stemmer selv klokken 15, du skal være velkommen til at gå med,« siger Mikkel Skovgaard Hansen til flere af dem.
Tre ældre herrer slentrer i retning af de tre politikere, vender så om og slentrer den anden vej, da de får øje på dem. Flere unge vælgere lover, at de vil stemme, cirka halvdelen lyder overbevisende. En del siger, at de allerede har stemt på de to kandidater.
»Så er det her belønningen,« siger Mikkel Skovgaard Hansen og langer kage ud.
Emilie Haug Rasch spørger to kvinder iklædt tørklæder, om de har stemt.
»Vi stemmer ikke,« siger den ene.
»Hvorfor ikke?«
»Fordi vores stemme alligevel ikke bliver hørt.«
Ved siden af dem er en boligblok ved at blive renoveret som resultat af ghettopakken, beboerne skal genhuses. Bannere hænger ned fra de omkringliggende altaner og vinduer: »Stop discrimination!« står der på et. »Vores hjem er ikke til salg,« og »Jeg flytter aldrig,« står der på to andre.
Ingen beboere i Mjølnerparken er mødt op for at stemme klokken 15 med Mikkel Skovgaard Hansen. I stedet skridter han sammen med Rosa Lund over den røde plads på Nørrebro i retning af valgstedet.
»Jeg syntes, det var ret grænseoverskridende at skulle stemme på mig selv for første gang,« siger Rosa Lund.
»Ja, jeg overvejede faktisk længe, om jeg skulle stemme på Line Barfod for at støtte spidskandidaten. Men så tænkte jeg: Hvis jeg ikke kan stemme på mig selv, hvem I alverden skulle så kunne?«
Han træder ind i Nørrebrohallen, får sine valgkort, og efter at have sat krydset ved eget navn holder han den hvide kuvert over boksen. Han smiler til Rosa Lunds telefonkamera og lader den så dale ned gennem sprækken.
I Rød-Grøn Ungdoms lokaler samler en skov af unge aktivister sig til et fællesbillede, skubber lidt for at gøre plads til alle. Mikkel Skovgaard Hansen sidder i centrum af klumpen og holder om et Ø-skilt.
»Hvem bliver størst?« råber en kvinde.
»Ø bliver størst!« skråler alle i kor.
Et par af dem stressryger, inden de sætter de sig på cyklerne og kører mod afgørelsen.
De sidste rester af lasagne bliver skrabet af tallerkenerne rundt om bordet, mens Katrine Kildgaard drikker cava af et papkrus med hendes eget ansigt klistret på.
»Har vi slik,« spørger en af de frivillige, der har hjulpet Katrine Kildgaard med hendes kampagne.
En anden finder en kasse frem med flyers og hælder dem ud midt på bordet. Der er klistret en lille chokolade eller et bolsje på hver af dem. »Så er der dessert,« siger Katrine Kildgaard.
Hendes søster træder ind ad døren, hun skal med til valgfest i Kødbyen på Vesterbro. De to krammer.
»Hele min krop sitrer,« siger Katrine Kildgaard, og søsteren nikker. »Nu må vi bare se tiden an,« svarer hun. Katrine Kildgaard peger på bjerget af flyers på bordet.
»Ja. Nå, vil du have en flyer at spise? Vi kører med toretters menu her.«
Enhedslistens stamband spiller op til dans i Stauningsalen i Lille Vega, tuba, banjo, slagtøj, bas og så en hel masse socialistisk indignation. Unge aktivister vifter med flag og tjatter til balloner, mens et midaldrende ægtepar får sig en svingom midt på gulvet.
Mikkel Skovgaard Hansen skråler med på en ørehænger om Amager Fælled:
»Vi er på pletten / på Lærkesletten!«
Bagefter henter han endnu en fadøl i baren. Valgstederne lukkede for en lille halv time siden.
»Man kan godt mærke, at nervøsiteten begynder at trænge sig på, det begynder at kilde i maven. Selv om vi hele tiden godt har vidst, at det her tidspunkt ville komme, så er der noget helt særligt ved den skæringslinje, hvor man ikke kan gøre noget længere,« siger Mikkel Skovgaard Hansen, mens berusede mennesker danser til slagsangene omkring ham.
»Vi holder fest på Gothersgade, og Radikale holder fest i Kødbyen,« siger Mathilde Kastbjerg. »Det siger jo også lidt om, hvem vi er.«
På Natcafeen på Gothersgade er juleølsbannerne blevet dækket til af konservative valgflag. Det er Mathilde Kastbjerg, der har pyntet op til aftenens valgfest. Hendes mor og far er her stadig, men de holder sig til at drikke øl i forlokalet.
Bagerst i baren er rygelokalet, »hvor KU’erne (Konservativ Ungdom, red.) hænger ud,« fortæller Mathilde Kastbjerg.
»Hvorfor stemmer vi overhovedet?« joker en. »Vi burde bare overlade det til Majestæten.«
En person spørger, hvordan Mathilde Kastbjerg har det, og hun udbryder: »Jeg er selvfølgelig spændt!«
Måske behøver hun ikke være så nervøs. Konservative har fået et af deres bedste kommunalvalg længe, og i København står de til at få otte pladser i byrådet.
Gruppen af radikale bryder ud i sang. »Na-na-na-na-na-na-na-na-na-na-na. Stem på Radikal, Radikal, stem på Radikal,« synger de, mens partileder Sofie Carsten Nielsen møver sig igennem mængden.
»Jeg håber bare, vi får seks mandater. Mavefornemmelsen er ret god, men den kan man jo ikke bruge til så meget i sig selv,« siger Katrine Kildgaard, inden hun krammer partilederen.
Indenfor brager Tina Turners You’re Simply the Best ud af højttalerne. Katrine Kildgaard stiller sig allerforrest foran scenen og kigger op på Sofie Carsten Nielsen, der roser kandidaterne og de frivillige.
»Den her valgkamp vil stå som noget særligt oven på et rigtig hårdt år for vores parti, for mig og nok også for mange af jer,« siger partilederen og skåler med flokken i et glas champagne, hun får stukket i hånden.
Senere på natten står det klart, at Katrine Kildgaard har kunnet stole på sin mavefornemmelse. Radikale Venstre får 12 procent af stemmerne og syv af mandaterne i København. De personlige stemmer fintælles stadig, men da Katrine Kildgaard er femte navn på listen, ser det lovende ud.
Mikkel Skovgaard Hansen danser sig gennem mængden og møver sig helt op på forreste række, akkurat som Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, træder ind på scenen til øredøvende hyldest.
»Vi håber på et historisk godt valg flere steder i landet,« siger hun og remser op:
»Frederiksberg!«
Publikum skriger »ja!«
»Bornholm!«
Glædesråbet er højere denne gang.
»Og selvfølgelig: København!«
Larmen når den maksimale volumen, og på forreste række kaster Mikkel Skovgaard Hansen en knyttet næve i vejret og brøler med.
Nogle timer senere står det klart, at ekstasen er berettiget: Enhedslisten bliver størst både på Bornholm, på Frederiksberg og i København, hvor partiet får næsten hver fjerde stemme.
Artiklen opdateres, så snart de personlige stemmer er talt op, og det står klart, om kandidaterne er valgt til byrådet.