I sommer skabte kønsneutrale tiltaleformer et trygt læringsrum på Københavns Universitet

Sociale forandringer skaber gnidninger, også på Københavns Universitet; for tiden handler det om, hvordan omgivelserne bør opføre sig over for de mennesker, der ikke føler sig som enten mand eller kvinde.

I sommer blev diskussionen af sociale normer aktuel for deltagerne på kurset ’Researching Social Change’. Her gjorde underviserne diskussionen til en del af deres undervisning i emnet social bæredygtighed.

»FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling fokuserer kun på, at der skal være ligestilling mellem mænd og kvinder, så der tog vi den måske et skridt videre,« siger Freddy M. Frederiksen, der er kandidatstuderende i antropologi. De (Freddy er nonbinær og vil gerne tiltales det kønsneutrale pronomen ’de’) deltog i sommerkurset om social forandring.

Netop den binære kønsforståelse i FN’s mål om ligestilling – altså at der er to køn – blev sat til debat på kurset, der forløb over to uger på Institut for Sociologi.

»Kurset blev introduceret med det formål at undersøge sociale forandringsprocesser, mens de foregår, ud fra et forskningsmæssigt perspektiv, hvor de studerende er involverede,« siger ekstern lektor Hanne Bess Boelsbjerg, der afviklede kurset sammen med kollega Mille Mortensen.

LÆS OGSÅ: Vi skal lære at sige de i ental – det er ikke så svært.

Nonbinære livserfaringer kan være faglige forcer

Kønsdiversitet var ikke på pensum, men da flere studerende interesserede sig for emnet, og to studerende i en præsentationsrunde havde udtrykt et ønske om at blive tiltalt med det kønsneutrale pronomen ’de’, var det et oplagt diskussionsemne. Hanne Bess Boelsbjerg og hendes studerende var derfor en smule på forkant med den debat om kønsneutrale tiltaleformer, som har raset i medierne dette efterår.

I Radio24syv har Dansk Folkeparti-politiker Morten Messerschmidt kaldt indførelsen af nonbinære tiltaleformer for ødelæggende for vores samfund, og Marianne Stidsen, der er lektor på Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet, har betegnet det som ’mindretallets tyranni’, når grupper som de nonbinære bliver imødekommet med støtte fra universitetets ledelse.

»En masse mennesker skal bruge en masse kræfter på noget, der ikke har noget med den faglige substans at gøre,« sagde hun til Berlingske den 6. september.

Freddy M. Frederiksen siger, at kønsdiversitet rummer masser af faglig substans.

»At leve som nonbinær, ligesom at leve med andre sociale marginaliseringer, kan være forcer på forskellige måder fagligt, fordi det er oplevet viden,« siger de.

At nægte at bruge ikke-binære tiltaleformer er jo at have et kæmpe tyranni.

Freddy M. Frederiksen

Når ledelsen på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab opfordrer underviserne til at kalde deres studerende ved navn frem for kønnet pronomen, er det ifølge Freddy M. Frederiksen ikke tyrannisk, men det kan det derimod være at hævde en mere konservativ norm:

»At nægte at bruge ikke-binære tiltaleformer er jo at have et kæmpe tyranni. Jeg kan godt forstå, at folk, der er vant til, at deres livserfaringer er fuldstændig naturaliserede i samfundet, føler sig enormt ramt. Men jeg synes ikke, det er specielt tyrannisk at kræve, at man taler inkluderende til alle køn,« siger de.

Det erklærer Tamara Machin Kristensen, der studerer antropologi, sig enig i:

»Jeg synes, det er enormt provokerende, at man har det lidt svært ved at udtale bestemte ord, fordi det er at sidestille med ikke at blive inkluderet i et lokale,« siger hun.

»Vi skal ikke være så berøringsangste«

Både Freddy M. Frederiksen og Tamara Machin Kristensen beskæftigede sig på kurset med køn. Deres arbejdsgruppe undersøgte Københavns Universitets måde at håndtere ligestilling og køn på.

Da gruppen fremlagde deres undersøgelsesresultater, famlede de, ifølge underviser Hanne Bess Boelsbjerg, af og til efter ordene.

Det handler ikke om, hvorvidt man siger noget, der er forkert eller ej. Det handler om at se hinanden.

My Abrahamsen studerende

»Efter fremlæggelsen havde vi en fin samtale om, at det ikke handler om, hvorvidt man siger noget, der er forkert eller ej. Det handler om at se hinanden,« siger antropologistuderende My Abrahamsen, der også var en del af gruppen.

»Hvis man kommer til at træde en over tæerne – ligesom hvis du bogstaveligt talt havde trådt en over tæerne – siger du undskyld. Vi skal ikke være så berøringsangste,« siger hun.

Det er en ubehagelig følelse at være bange for at sige noget forkert om en andens kønsidentitet. Og det samme gælder, hvis man bliver kaldt et pronomen, der svarer til et køn, man ikke identificerer sig med. Men disse følelser afføder en masse læring om sociale forandringsprocesser, siger Hanne Bess Boelsbjerg.

I stedet for at give en opskrift på, hvad man må og ikke må sige, er det refleksionen over hinandens forskelligheder, som er vigtig for at skabe et bæredygtigt rum – i social forstand. Hvis man ønsker et rummeligt, bæredygtigt studiemiljø, er diskussionen om kønsdiversitet derfor en af de diskussioner, vi skal gøre til noget frugtbart, siger hun. Derfor bør målet hellere ikke bare være at lære, at vi altid skal nøjes med at benytte kønsneutrale pronomener, da det også er en måde at ekskludere mænd og kvinder på:

»Det handler ikke bare om at lære at sige ’de’ og ’dem’, det er en form en udgræsningstankegang,« siger hun.

I stedet for at have en opskrift på, hvad man må og ikke må sige, er det ifølge Hanne Bess Boelsbjerg refleksionen over hinandens forskelligheder, som er vigtig for at skabe et i social forstand bæredygtigt rum.

Trigger warnings er gode

»Man kan få meget ud af at snakke om, hvordan man skaber en inkluderende samtale eller et inkluderende rum i en mindre skala. Altså fx et klasselokale, hvor man har tid til at høre og se alle,« siger My Abrahamsen.

Hun og Freddy M. Frederiksen råder til, at man skaber gensidige forventninger, underviser og studerende imellem om hvad der er et inkluderende undervisningsmiljø, og at man tager hensyn til formen på undervisningen:

Snakker man om noget, der er ømtåleligt, som fx seksuelle overgreb, så kan man på samme måde ikke gå ud fra, at alle har et okay med at snakke om det. Her er det en god ide at give en trigger warning.

Tamara Machin Kristensen, studerende

»Jeg mener, der er en pointe i at vise interesse for, at folk i rummet kan sige fra. Det er måske noget nemmere på et sommerkursus med 30, end hvis man er til forelæsning. Så formen skal også tages højde for,« siger Freddy M. Frederiksen.

»Det er her, hvor Mette Sandbyes (Institutleder på Institut for Kunst og Kulturvidenskab, red.) mail kan hjælpe – her kan man fx hjælpe med at sikre et inkluderende og trygt rum for alle.

»Snakker man om noget, der er ømtåleligt, som fx seksuelle overgreb, så kan man på samme måde ikke gå ud fra, at alle har et okay med at snakke om det. Her er det en god ide at give en trigger warning,« siger Tamara Machin Kristensen.

»Jeg kommer til at tænke tilbage på alle de andre kurser, jeg har taget, hvor jeg har slugt ubehageligheder, fordi det var bare sådan, det var. Det er vigtigt at have med sig, at ’jeg er ligeså meget med i det her rum’,« siger Tamara Machin Kristensen.