Underviser: Vi skal lære at sige 'de' i ental - det er ikke så svært

Københavns Universitet er igen centrum for en heftig debat om identitetspolitik, da det via Uniavisen og TV 2 kom offentligheden for øre, at ledelsen på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab havde sendt en mail til instituttets undervisere med tre råd, der kan sikre inklusion af non-binære og transpersoner i undervisningen.

Der sker det, at jeg i hvert fald to gange skal kalde til orden efter pausen og får sagt ‘de damer og den herre’

Ekstern lektor Mille Mortensen

En række større medier, herunder TV 2, Jyllands-Posten, Berlingske, Politiken og Radio24syv dækkede historien om, at universitetets undervisere opfordres til at bruge navne i stedet for kønnede stedord, når de skal til- og omtale de studerende.

Ja, også Søren Espersen fra Dansk Folkeparti har været kaldet til at mene noget om mailen. Han er efter eget udsagn edderspændt rasende over, at man ikke længere »må sige han/hun«.

LÆS OGSÅ: Inkluderende tiltale: Undervisere på Humaniora opfordres til at bruge kønsneutrale betegnelser

I mailen fra Mette Sandbye lyder et af rådene: »Undgå at samle/anråbe de studerende med kønnede betegnelser, såsom: damer/piger eller gutter/drenge«.

Netop dette råd siger Mille Mortensen, der underviser som ekstern lektor på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, at hun godt kunne have brugt, da hun sammen med sin kollega Hanne Bess Boelsbjerg i sommer afholdt kurset Researching Social Change på Københavns Universitet.

Mille Mortensen forsker i mobning og krænkende handlinger og underviser i psykologi og sociologi.

De damer og den herre!

Mille Mortensen fortæller, at hun på kursets anden dag sagde »de damer og den herre« for at kalde forsamlingen til orden, uvidende om, at der sad flere non-binære blandt de studerende, som til hendes kollega dagen forinden havde bedt om at blive tiltalt som ‘de’ frem for ‘han’ eller ‘hun’ i en præsentationsrunde.

»Der sker det, at jeg i hvert fald to gange kalder til orden efter pausen og får sagt ‘de damer og den herre’, refererende til de biologiske køn, jeg umiddelbart kan iagttage,« siger hun.

Ingen af de studerende reagerer i første omgang på Mille Mortensens opråb, men to dage senere opstår der en anspændthed, da holdet har en diskussion i undervisningen om uenighedskultur. Begrebet bruges om, at man kan være enige om at være uenige, så man i al fordragelighed respekterer hinandens forskellige positioner.

En studerende rækker hånden op og siger, at det kan være ret svært som non-binær bare at erklære sig enig i at være uenig, hvis en ciskønnet person ikke forstår og respekterer en non-binær kønsidentitet.

Affødt af diskussionen beder Mille Mortensen efter undervisningen en studerende om hjælp til at forstå, hvorfor der opstod en ubehagelig stemning i lokalet, og så går konteksten op for hende.

»De fortæller mig om, hvordan det er at være en minoritet og føle sig udgrænset, ikke at blive set og hvilke enorme konsekvenser, det har. I det her tilfælde var det sygdom i sådan en grad, at der er behov for medicinering,« siger Mille Mortensen.

»Øv!« var hendes reaktion, da det først efter kursets afslutning gik op for hende, at hun havde overset nogle mennesker ved at adressere holdet, som hun gjorde.

»Sproget er jo meget kønnet i en binær forståelse. Vi siger hele tiden han og hun. Det må da have været en af de situationer, hvor de i den grad har følt sig stødt, og det kan jeg virkelig godt forstå,« siger hun.

Udgrænsning er sygdomsfremkaldende

Mille Mortensens reaktion på mailen udsendt af ledelsen på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab er noget anderledes end fx den fra førnævnte Søren Espersen fra DF. Hun opfatter ikke mailen som et begrænsende direktiv til underviserne, men som en vejledning i at håndtere følsomme og vigtige emner.

»Jeg oplever, at en institutleder har været modig og adresseret noget, som er vanskeligt, sårbart og vigtigt. Jeg læser det som en hjælp, og min egen tanke var: Godt gået, det tager jeg sgu lige med mig,« siger Mille Mortensen.

»Hvis jeg skal være helt ærlig, så forstår jeg ikke, hvorfor det kan skabe så meget røre. I virkeligheden synes jeg ikke, at det er særlig komplekst eller svært at efterkomme disse menneskers ønsker, vi skal bare øve os på det.«

Hvorfor er det vigtigt at efterkomme minoriteters ønsker?

»Fordi vi mennesker simpelthen kan blive så syge af at blive stigmatiseret og udgrænset. Hvis man ikke bliver set som den, man oplever, man er, kan det være sygdomsfremkaldende. Det udløser ofte en enorm følelse af ensomhed. Det ved vi fra forskningen,« siger Mille Mortensen.

LÆS OGSÅ: Overblik: Sådan endte Københavns Universitet midt i krænkelsesdebatten

Hvorfor er det så besværligt? Hvorfor kan vi ikke bare vænne os til at kalde hinanden ved navn?

Mille Mortensen

Mille Mortensens forskning viser, at mobning og krænkende handlinger opstår der, hvor vi ikke er gode nok til at skabe fællesskaber med plads til alle.

Derfor er diversitet og rummelighed nøgleord, siger Mille Mortensen:

»Jeg kunne godt have lyst til at stille spørgsmålet den anden vej rundt: Hvorfor er det så besværligt? Hvorfor kan vi ikke bare vænne os til at kalde hinanden ved navn? Hvorfor kan vi ikke øve os i at sige ‘de’ i stedet for ‘han’ og ‘hun’?«

»Jeg ønsker mig, at der er noget tålmodighed, men det er jo i virkeligheden ikke særlig svært. Vi bruger da bare navneskilte,« siger Mille Mortensen.