Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Indiansk ildsjæl

Med otte fremmedsprog på tungen og international stjernestatus for sin forskning i aztekiske dialekter er Una Canger en af Københavns Universitets anerkendte lingvister, men engagementet på det lille fag Indianske Sprog og Kulturer har også gjort hende berømt hos de studerende. De kvitterer nu med at kåre hende som årets underviser

Øh, hvordan udtaler man det der ‘a’?,« spørger Gustav der er førsteårsstuderende på Afdeling for Indianske Sprog og Kulturer da han skal til at læse op fra grammatikken i aztekernes sprog nawatl.

»Det er fint du først diskuterer hvad der volder dig problemer i sætningen og så udtaler den til sidst,« siger Una Canger og hjælper Gustav med at få styr på den sætning han skal læse op.

Engagementet og fascinationen af sit felt lyser ud af Una Canger. Der er bestemt forventninger til de otte førsteårsstuderendes indlevelse og deltagelse når Una Canger underviser i nawatl der er et af de sprog de skal stifte bekendtskab med på faget Indianske Sprog og Kulturer.

Her beskæftiger man sig med det mesoamerikanske (dele af det nuværende Mexico, Guatemala og El Salvador) sprog- og kulturområde, fx samfundsformer, byplanlægning, handel, landbrug og religion fra før spaniernes invasion i 1500-tallet.

Men man får også hurtigt vished for Una Cangers særlige pædagogiske evne og opmærksomhed der inspirerer de studerende til at forbedre sig og lære det akademiske tankeværk.

Selv om nawatl ligger milevidt fra de vesteuropæiske sprog, bliver alle bedt om tage livtag med den fremmede grammatik. Der er plads til tvivl, usikkerhed og spørgsmål, og med gode historier og eksempler fra mange års feltarbejde i Mesoamerikas sprogsamfund og en insisteren på at kun øvelse gør mester, sikrer Una Canger at de studerende kommer styrket gennem udtalen af nawatl.

Oplevelser af sprog
Sprog har altid haft 67-årige Una Cangers interesse, og da det altid har været nemt for hende at lære sig fremmedsprog, var det oplagt at begynde at beskæftige sig med dem.

Ud over modersmålet behersker Una engelsk, fransk og spansk som er hendes arbejdssprog i Mexico. Under et ophold som studerende i Polen i 1960 lærte hun sig desuden polsk.

»Jeg har altid haft let ved at tilegne mig et fremmedsprog uden at man kunne høre at det var et fremmedsprog. Jeg har meget let ved udtale og ved at tale.«

Mam, teco og lakandon er tre mayasprog som Una Canger arbejdede med i Mexico i 1960’erne. Sproget mam var emnet for ph.d-graden som hun fik på University of California i Berkeley i 1969.

Billederne af en gruppe mayabørn fra det lakandonske sprogområde der pryder Una Cangers kontor, vidner om at sprogforskning for hende ikke kun drejer sig om det skrevne sprog og grammatiske detaljer.

Forskeren skal frem for alt ud at studere det talte sprog og opleve hvordan folk bruger sproget.

I 1970 vendte Una Canger tilbage til Danmark og fik en stilling på KU der var delt mellem lingvistik og indiansk. De studerende var glade for undervisningen i mayasprog, men ville egentlig hellere læse aztekernes sprog nawatl.

Loyal over for de studerendes ønske kastede Una Canger sig frisk over at arbejde med endnu et fremmedsprog.

»Jeg sad her i København og fandt hvad der var af materiale. Der findes blandt andet en fuldstændig fabelagtig grammatik fra 1645, men det blev klart for mig at jeg også måtte tage derover og høre nawatl.«

Alene i Mexico tales der 75 forskellige sprog, og bare inden for for nawatl findes mindst 15 forskellige dialekter. Una Canger specialiserede sig netop i dialekterne der bragte hende ud på rejser til fjerne og øde dele af Mexico.

»Jeg har arbejdet med dialekter fordi de giver oplysninger om folkenes historie. De dialekter der har fælles træk, giver grundlag for en formodning om at de folk der taler dem, har en fælles historie.

Jeg har påvist at der fra aztekernes hovedstad er udgået sprogforandringer. Nogle er kun nået til de nærmeste samfund, mens andre er nået længere væk. Det giver en indsigt i deres kronologi: Dem der er kommet længst ud, er selvfølgelig dem der har eksisteret længst,« siger Una Canger der ville ønske hun havde mere tid til at arbejde på det kæmpe materiale hun har indsamlet om nawatl-dialekterne, men som det er umuligt at finde nu hvor hun er eneste fuldtidsansatte på Afdeling for Indianske Sprog og Kulturer og derfor også er studieleder, afdelingsleder og ansvarlig for at pleje faget så der tiltrækkes ressourcer og flere engagerede studerende.

Viden og kunnen
Længe før kommunikationsfolk rykkede ind på universitetet, og formidling blev et krav til forskerne der blev indskrevet i loven om universiteterne, underviste Una Canger sine studerende i formidling.

Siden 1985 har et formidlingskursus været en obligatorisk del af første år på Indiansk.

»Jeg underviser ikke i viden. Jeg ved ikke hvor vidende jeg selv er. Jeg kunne godt tænke mig at være meget mere vidende. Jeg har fire børn, og min akademiske bane har ikke indebåret så meget læsning som andres.

I mange år havde jeg 10-13 timers undervisning om ugen i områder jeg ikke vidste meget om. Når jeg alligevel kan undervise, er det fordi jeg især underviser i kunnen.

Jeg holder ikke foredrag om hvordan tingene er. Jeg underviser de studerende i hvordan de skal læse, analysere og formulere sig. Vi kan ikke lære dem viden. Det kan de selv læse sig til,« siger Una Canger der er blevet headhuntet til at holde foredrag flere steder på Humaniora om formidlingskurset på Indiansk.

At lære de studerende at være præcise og kritiske er ifølge Una Canger underviserens vigtigste opgave; men de skal også lære at forstå den akademiske verden.

»Der er studerende der forlader universitetet uden at vide hvad en artikel og et tidsskrift er fordi de får kompendier. På formidlingskurset skal de skrive fire korte opgaver i hvert semester hvor de giver et resume af en artikel fra et tidsskrift.

Derudover skal de også give en karakteristik af tidsskriftet. Når de studerende spørger hvordan man gør det, så hiver jeg ‘Alt for damerne’ og ‘Bo Bedre’ frem og beder dem beskrive de to tidsskrifter.

De studerende får ikke godkendt den første version. De skriver op til fem eller seks versioner. De får dem igen i ikke-rettet stand, men med kommentarer som de kan bruge til at forbedre resumeet.«

Frugten af det grundige arbejde med tekst og formulering høstes ifølge Una Canger allerede når de studerende afleverer anden version. Resultatet er meget bedre, og trods hårdt arbejde er de studerende begejstrede.

»Jeg gør også meget ud af deres ordvalg. Når studerende kommer ind fra gymnasiet, vælger de ord som vinden blæser. De tænker ikke over hvad et ord gør. Hvad er eksempelvis forskellen på betydning og vigtighed? Hvornår skal man bruge det ene og hvornår det andet,« spørger Una Canger der ikke selv bare har skrevet tunge arbejder om snævre grammatiske problemstillinger, men også lagt vægt på formidlingsperspektivet i sin forskning.

I en bog fra 1993 kombinerer hun studiet af en nawatl-dialekt med formidlingen af hvordan indbyggerne i en landsby fremstiller tasker af agavefibre.

Et andet formål med bogen om indbyggernes agavehåndværk er at vise respekt for de mennesker man arbejder med hvilket ifølge Una Canger er en lige så vigtig grundholdning i det akademiske arbejde.

Tro ikke på noget
På Afdeling for Indianske Sprog og Kulturer er der indskrevet cirka 35 studerende. Det giver en intim stemning på afdelingen og et godt socialt miljø hvor alle studerende kender hinanden.

Alle kender også Una Canger som en mentor der har overskud til de studerende, men også som en læremester der tvinger dem til at være kritiske.

»De må ikke tro på det de læser. De skal selv finde ud af om der er hold i det. Den kritiske sans er altafgørende.«

Una Cangers råd til de studerende er at de også dyrker selvstændigheden. Flittighed er den tredje dyd der gerne skal komme af sig selv ved interessen for ens fagområde.

»De studerende skal være kritiske og selvstændige. Det er virkelig noget Danmark kan. Det skal vi holde fast ved. Derfor skal vi også bevare SU’en i Danmark fordi den reelt giver de studerende mulighed for at være uafhængige,« siger Una Canger der er bekymret over de nedskæringer som uddannelsesområdet udsættes for.

»Uddannelse er jo det allervigtigste over hele jorden. Danmark har ingenting. Vi har ikke sten, vi har intet. Vi har kun uddannelse. Det er det vi lever af. Hele vores administration og dagligdag fungerer som den gør fordi vi har så højt et uddannelsesniveau,« siger Una Canger og tilføjer at hun med en række forbehold finder det positivt at der kommer mere styring på universitetet, og der stilles flere krav og indføres mere professionalisme.

Selv om pensionistlivet venter tre år fremme, har Una Canger stadig masser af drømme om hvad hun skal nå. Der er ikke tid til et frisemester til fordybelse når man selv bærer et helt fag og kæmper for at holde det kørende, men det er heller ikke alle drømme der kan gå i opfyldelse.

»Jeg har masser af planer. Mit store problem er da om jeg kan nå det. Min drøm har altid været at have to-tre-fire sideløbende tilværelser. Der er ikke tid til det hele, og jeg er glad for mange ting,« siger Una Canger der på sit kontor omgiver sig med tegninger og billeder, skåle af kalabas og den
fine taske af agavefibre fra Mexico.

Midt i denne eksotiske oase afslører en enkelt farverig børnetegning på væggen at der er kommet børnebørn til som Una Canger også gerne vil bruge tid sammen med.

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste