Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Inklusion af studerende behøver ikke at betyde, at niveauet sænkes

Det gode læringsrum — Det er nødvendigt, at vi som undervisere reflekterer over, hvordan vi kan tilrettelægge vores undervisning, så vi kan skabe et rum, hvor alle vores studerende har mulighed for at deltage.

Der har de sidste par dage været en debat om utilfredse studerende og konstruktive læringsmiljøer her i Uniavisen og i Politiken med indlæg fra både kollegaer og studerende fra Institut for Engelsk, Germansk og Romansk, hvor jeg også er ansat. På den ene side har en kollega givet udtryk for, at nogle studerende ikke er dygtige nok, mangler motivation og ikke er vant til at blive mødt med krav. På den anden side har studerende påpeget vigtigheden af et godt og trygt læringsrum som nøglen til læring.

LÆS OGSÅ: Studerende må ikke være utilfredse – så bliver vi bare kaldt »uoplagte«

Begge lejres argumenter giver mig lyst til at nuancere debatten.

Jeg har også læst de nyeste studenterevalueringer, både fra mit eget hold, men som kursuskoordinator også for flere af mine kollegers hold. Og det slår mig, at mange studerende netop skriver om vigtigheden af, at underviseren skaber et trygt læringsrum. Flere af mine kolleger får meget rosende ord med på vejen om, at de netop har gjort det, fx ved give mulighed for »at spørge om hjælp til simple ting jeg har fundet svært uden frygt for at føle mig dum«, som en studerende skriver.

Der var dog også nogle få kritiske kommentarer om, at skarpe bemærkninger fra underviseren får studerende til at miste selvtilliden. Min konklusion er, at det er nødvendigt, at vi som undervisere reflekterer over, hvordan vi kan tilrettelægge vores undervisning, så vi kan skabe et rum, hvor alle vores studerende har mulighed for at deltage.

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Aktiv deltagelse fremmer læringen

Som underviser er det nødvendigt, at man rammesætter og forklarer, hvorfor man gør, som man gør. Jeg kan godt finde på at bede studerende om at bidrage til en seminartime, også selvom de ikke selv har rakt hånden op.

Jeg gør det, fordi det at deltage aktivt fremmer læringen, både for den enkelte studerende, men også for gruppen. For at den praksis kan fungere, er det dog nødvendigt at skabe et trygt rum for deltagelse.

Det prøver jeg at gøre ved at tale med de studerende om, hvorfor jeg beder alle om at deltage. Jeg understreger også, at det ikke handler om at give rigtige svar, men om at give et bud – også fordi deres input på den måde hjælper mig til at finde ud af, om der er emner, vi skal gennemgå igen.

Samtidig skal der være mulighed for, at studerende med angst eller måske bare en dårlig dag har mulighed for at melde fra, så ingen bliver tvunget ud i utryghedsskabende situationer.

Det betyder noget, om man dukker op

I min undervisning her i efteråret afprøvede jeg en for mig ny praksis med at råbe de studerende op i starten af timen og notere, hvem der var til stede. Det gjorde jeg ikke for at hænge nogen ud for at være fraværende. Derimod gjorde jeg det dels for at signalere, at det betyder noget, om man dukker op til undervisningen eller ej, dels for at få et overblik over den generelle deltagelse på holdet og dels fordi det helt lavpraktisk hjælper mig med at lære de studerendes navne. Og i den ramme skulle et navneopråb gerne vidne om underviserens engagement, og ikke skabe utryghed.

Som nævnt i artiklen i Politiken, er det nu 25 procent af en årgang, der tager en videregående uddannelse. Jeg har selv været en del af den udvikling. Som mønsterbryder fra en ikke-akademisk baggrund, kan jeg kun være glad for, at der nu er mulighed for, at et bredere udsnit af unge mennesker kan tage en uddannelse på universitetet. Også selvom det har en betydning for studentersammensætningen og dermed for den måde, vi underviser på.

Det er vores ansvar at inkludere

Den sociale bredde på universitetet er dog kun et aspekt af mangfoldigheden. En rapport fra 2022 udgivet af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen viser, at 11 procent af studerende på videregående uddannelser har en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, og at denne gruppe af studerende har en dårligere trivsel på studiet end andre.

Det er vores ansvar som universitet og som undervisere at gøre, hvad vi kan for at inkludere denne gruppe af vores studerende på bedst mulig måde i undervisningen. Det behøver ikke at medføre, at niveauet sænkes. Tit kræver det kun en mindre indsats fra underviseren og en åbenhed for, at studerende kan komme og tale om deres udfordringer og de hensyn, der kan hjælpe dem.

Det er min erfaring, at små hensyn og tilpasninger fra underviserens side kan gøre meget for at hjælpe sårbare studerende. Men det kræver, at underviserne har den fornødne viden om funktionsnedsættelser, og at de ved, hvordan de kan tilpasse deres undervisning for at hjælpe de studerende. Her har universitet som institution også et ansvar for at opkvalificere underviserne og understøtte dem, så de ved, hvilke muligheder der er for hjælp til denne gruppe af studerende.

Studerende på universitetet i dag kommer med mange forskellige baggrunde og forudsætninger. Og det er en positiv udvikling. Det er en udvikling, der stiller krav til de studerende, og det er også en udvikling, der stiller krav til underviserne om at reflektere over og udvikle deres didaktiske praksis.

Det er en fælles opgave for studerende og undervisere at skabe et engageret og trygt læringsmiljø på universitet med et højt fagligt niveau. Heldigvis er der rigtig mange studerende, der deltager og engagerer sig i undervisningen.

Men de studerendes deltagelse og engagement afhænger i høj grad af, om man som underviser formår at skabe et trygt og inkluderende læringsrum.

Seneste