Studerende må ikke være utilfredse – for så bliver vi bare kaldt »uoplagte«

»Der er kommet en mentalitetsændring, der er foruroligende. Mange kan ikke overskue at læse 200 sider til næste uge, og jeg oplever, at mange ikke er velforberedte«.

Sådan siger Siff Pors, der underviser førsteårsstuderende i litteratur og tekstanalyse på engelskstudiet på Københavns Universitet, i en artikel i Politiken. I artiklen, som er bag betalingsmur, fortæller Siff Pors også, at mange af hendes studerende er »utilfredse« med at blive spurgt i timerne, når de ikke har rakt hånden op, og kritiserer dem for at mangle motivation og selvdisciplin.

Vi har været i dialog med journalisten bag artiklen, der fortæller os, at Siff Pors er blevet bedt om at udtale sig, fordi hun tidligere har været kritisk over for det faglige niveau blandt de studerende.

Stilhed er ikke altid et udtryk for uvilje, og tøven er ikke altid mangel på engagement.

Vi er uforstående omkring, præcis hvad meningen med artiklen er, men hvis en dialog var hensigten, må vi nok erkende, at de færreste reagerer positivt på at blive udstillet, som de bliver af Siff Pors i artiklen.

Vi har ikke selv haft Siff Pors som underviser, men alligevel kan vi ikke undgå at føle, at vi er en del af hendes kritik, når hun kritiserer nutidens studerende over en bred kam. På den måde rammer hendes kritik alle universitetets elever og især os på samme institut.

Derfor finder vi det berettiget, at vi her stiller Siff Pors et par modspørgsmål. For hvordan kan hun vide, at vi studerende virkelig er så ’utilfredse’ med at blive udpeget til at svare, når vi ikke har rakt hånden op – eller om det i virkeligheden handler om generel utryghed?

Nøglen til læring bør være et godt og trygt læringsrum; det er ikke længere den sorte skole, der hersker, og at udvælge tilfældigt, hvem der skal svare på spørgsmål i undervisningen, kan være ubehageligt.

Angst, præstationsnerver og et utrygt miljø er ikke længere ukendte begreber, og vi bør tage hensyn til hinanden. Stilhed er ikke altid et udtryk for uvilje, og tøven er ikke altid mangel på engagement. Det er også derfor, der findes anonyme evalueringer, som  har plads til både ris og ros, og som vi elever troligt udfylder.

Der er mange facetter af (velfungerende) undervisning

Men hvorfor opfordre de studerende til at lave en evaluering, hvis man som underviser bliver vred og defensiv over svarene? Og hvorfor vælge at råbe op om sin kritik ved at udstille de studerende og hænge dem ud som dovne, dumme eller uoplagte i en landsdækkende avis? Politikens læsere ved af gode grunde ikke, hvad der ligger til grund for de svar, den pågældende evalueringen har bragt.

Som studerende ved vi, at der er mange facetter af (velfungerende) undervisning. Er det mængden af sider, der er overvældende, når studerende »ikke kan overskue at læse 200 sider«, eller er det dårlige PDF’er i formater, der knapt er scannet fuldt ind, der er problemet? Er det et problem at skulle læse til hver undervisningstime, eller skyldes frustrationen snarere, at teksterne er for identiske og mangler diversitet?

Vi stiller disse spørgsmål, fordi nogen skal gøre det; en evaluering er kun nyttig, hvis den skaber dialog og potentielle ændringer af det, der ikke virker. Den er ikke nyttig, hvis den havner i skraldespanden eller i en artikel i Politiken – og så ovenikøbet som kritik af eleverne.

Og hvad der afgjort ikke er konstruktivt er at køre på en stereotyp om uoplagte unge studerende og give nyt liv til klicheen om »åh altså, de unge nu til dags.« Den kliche har altid eksisteret – også da underviserne selv var unge.

Desuden er det lidt trist, at debatten bliver taget op hos Politiken og ikke hos Uniavisen, der giver lidt bedre muligheder for, at de studerende kan komme med et svar.

I skrivende stund er en langt vigtigere debat om diskrimination af studerende med etnisk minoritetsbaggrund på tandlægestudiet i gang hos netop Uniavisen. Hvis Uniavisen er god nok til denne debat, er den også god nok til den kritik, Siff Pors rejser.

LÆS OGSÅ: »I den ideelle verden starter vi alle på 0, når vi træder ind på et nyt semester og kan arbejde os op til 10. Men jeg føler, at vi begynder på minus 5«

Det er dog spøjst, at debatten overhovedet bringes i det offentlige rum frem for at blive holdt udelukkende mellem de involverede parter. Hvis vi gav udtryk for utilfredshed i en undervisningsevaluering, som senere blev bragt i et nationalt medie, ville vi næppe have lyst til at udtrykke vores holdninger en anden gang.

Studieleder har flere gode pointer

Og således ender undervisningen i dødvande, hvor hverken elever eller underviser får det optimale udbytte af deres tid sammen. At reagere med et vredt indslag i et offentligt medie er et brud på den sociale relation mellem underviser og elever – og på den tillid, der bør opbygges og holdes ved lige.

Sidst men ikke mindst bør det anerkendes, at studielederen Kirsten Jeppesen Kragh kommer med flere gode pointer i artiklen i Politiken. Pointer, der er langt mere genkendelige for os studerende, end det, Siff Pors fortæller.

Kirsten Jeppesen Kragh anerkender blandt andet, at ansvaret for den åbenbare forringelse af studiet ikke udelukkende kan lægges på elevernes skuldre.

Vi burde som fælles fag, fælles institut, fælles universitet kunne tage en dialog på lige fod, hvor undervisere kan lufte deres bekymringer og skabe en dialog – og elever kan komme med deres mening i en evaluering, uden at de skal hænges til tørre i en ensidig kritik i en kæmpestor avis.

Siff Pors har sendt følgende svar til Uniavisen: »Den harmdirrende indignation er helt at forvente. Mine kommentarer til Politiken er jo ikke er rettet mod alle studerende. Som jeg siger i artiklen, er der mange rigtig dygtige studerende, men det er ikke dem, debatten handler om, for de udgør ikke noget problem, men er blot en kilde til glæde!«