Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Institutleder om regeringens udspil: »Det giver simpelthen ingen mening«

Udflytning — Folkene bag regeringens nye udflytningsudspil kan umuligt vide noget om Veterinærmedicin, lyder det fra institutleder. Fagrådsformand er også kritisk.

I et nyt storstilet udflytningsudspil lægger regeringen op til at skære i antallet af studiepladser på Veterinærmedicin ved Københavns Universitet. De skal i stedet gå til en ny uddannelse i den midtjyske landsby, Foulum.

Tiltaget er en del af regeringens ambition om at stække »årtiers centralisering« og skabe bedre balance i uddannelsessystemet – og i hele Danmark. Sådan lød det på et pressemøde onsdag klokken 13, hvor statsminister Mette Frederiksen præsenterede udspillet Tættere på – Flere uddannelser og stærke lokalsamfund, flankeret af uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen og indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek.

Ifølge institutleder for Veterinær- og Husdyrvidenskab, Birgit Nørrung, er det dog en dårlig ide at oprette en ny dyrlægeuddannelse i Foulum:

»Nu skal man sige det på en pæn måde, men dem, der har fundet på det her udspil, kan ikke vide noget som helst om, hvordan en veterinæruddannelse er opbygget,« siger hun.

Det kan potentielt ende i et stort kompetencetab. Det giver simpelthen ikke nogen mening.

Birgit Nørrung, institutleder for Veterinær- og Husdyrvidenskab

Regeringen satte under pressemødet ikke tal på, hvor mange studiepladser der skal sløjfes på Veterinærmedicin på Københavns Universitet, men ifølge Berlingske er der tale om 45 pladser. Da uddannelsen i dag kun bruger 180 af de 200 pladser, den er dimensioneret til, vil det betyde, at uddannelsen reelt kun kommer til at rumme 25 færre studerende sammenlignet med i dag.

Birgit Nørrung siger, at det alligevel vil få store konsekvenser.

Ifølge institutlederen udgør veterinærmedicin et lille fagligt miljø, der til tider har haft svært ved at tiltrække kvalificerede professorer inden for forskellige områder. Sådan er det også i lande, Danmark sammenligner sig med, herunder Holland og de øvrige nordiske lande, der alle kun har en enkelt veterinærskole.

Når regeringen efter planen sænker antallet af studerende i København og opretter en ny uddannelse i Foulum, frygter Birgit Nørrung derfor, at forskerne vil blive spredt så tyndt ud over uddannelserne, at kvaliteten vil lide et gevaldigt knæk.

»Det kan potentielt ende i et stort kompetencetab. Det giver simpelthen ikke nogen mening. Konsekvensen vil være, at man får to uddannelser af lavere kvalitet,« siger hun.

Vil tage omkring 20-25 år

Ambitionen om at lave en ny veterinærskole i Foulum, en midtjysk landsby med knap 200 indbyggere, et kvarters kørsel fra Viborg, forstår hun heller ikke.

Det skyldes ikke mindst, at dyrlægeuddannelsen er dyr at oprette og drive på grund af kombinationen af praktiske og teoretiske elementer. For eksempel har Københavns Universitet et smådyrshospital, hvor studerende skal have klientkontakt og behandle blandt andet hunde og katte for at blive autoriserede dyrlæger.

Ifølge Birgit Nørrung er det ikke bare dyrt at oprette et sådan hospital, det er også umuligt at placere det ude på landet, fordi patientgrundlaget er for småt.

Det er et eksempel på, at det ikke er ligetil at skabe et uddannelses- og forskningsmiljø af samme høje kvalitet som på Københavns Universitet:

»Min bedste overbevisning er, at det vil tage omkring 20-25 år,« siger Birgit Nørrung.

Der er mange studerende, der rejser fra fx mindre byer i Jylland til København for at studere til dyrlæge. Giver udflytningen ikke mening i det lys?

»Jeg tror, det er korrekt, at de studerende også vil søge ind på uddannelsen i Foulum, fordi der er så mange, der ønsker at være dyrlæge. Men for det første tror jeg, der vil være sindssyg konkurrence om at komme ind på uddannelsen i København (adgangskravet var sidste år 10,3, red.). Og for det andet vil jeg sætte spørgsmålstegn ved, om man kan lave et forskningsmiljø, der er så godt, at uddannelsen får tilstrækkelig kvalitet.«

LÆS OGSÅ: Stor tilfredshed med dyrehospitalet på Københavns Universitet

Et hæmmet studiemiljø

Daniel Hjorth Lund, der er formand for VeterinærMedicinsk Forening, studenterrådet på Veterinærmedicin, er enig med institutlederen. Han kalder det upraktisk at flytte dele af uddannelsen til Foulum og kritiserer udspillet for at splitte et fagligt miljø, der er opbygget over en lang årrække.

»Jeg tror ikke, at faldet på 25 studerende kommer til at have store konsekvenser i sig selv. Det, jeg ser som problematisk, er, at man opsplitter det faglige potentiale, der er samlet på uddannelsen. Der kan man frygte for uddannelseskvaliteten,« siger han.

»Der er et krav om forskningsbaseret undervisning, og det er noget, vi bryster os af på Københavns Universitet. Problemet er, at der er en begrænset mængde forskere inden for veterinærmedicin og husdyrvidenskab.«

Daniel Hjorth Lund tvivler på, at det vil være muligt at skabe et lige så levende studiemiljø i Foulum som i København. Fordi uddannelsen vil rumme færre studerende, men også fordi de studerende i mindre grad vil kunne samles om forskellige aktiviteter rundt om studiet.

Som eksempel nævner han KU Studenteridræt, hvor der er mulighed for at møde studerende fra andre fag.

»Og så ligger størstedelen af studiejob – både i industrien og på de store klinikker – ikke i de små, men i de store byer. Jeg tror, at mange vil være nødt til at pendle til Aarhus eller Aalborg for at tage på arbejde,« siger Daniel Hjorth Lund.

På pressemødet fremhævede uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen, at der allerede er en afdeling af Aarhus Universitet i Foulum, som blandt andet huser Institut for Husdyrvidenskab.

»Her ligger allerede et stærkt forskningsmiljø, så det giver så god mening, at kommende dyrlæger også kan læse her,« sagde ministeren fra talerstolen i Foulum.

Statsminister Mette Frederiksen istemte og gik i rette med de kritikere, der hævder, at det ikke kan lade sig gøre at skabe kompetente forskningsmiljøer uden for de store byer, blandt andet i Foulum.

»Nu vil jeg beherske mig, men jeg synes faktisk, det er ret vildt. Selvfølgelig kan man have højt et fagligt niveau her (i Foulum, red.). Man har allerede et højt faglig niveau, som man bygger oven på.«

Institutleder Birgit Nørrung har dog svært ved at følge statsministerens udlægning og holder fast i sin kritik:

»Ja, der ligger et forskningsmiljø i husdyrvidenskab, men det er jo ikke et veterinært forskningsmiljø,« siger hun.

Seneste