Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Integration gennem kroppen

KRONIK - Den dansk-jødiske idrætsforening Hakoah et godt eksempel på, at idrætten historisk har fungeret som en arena for integration i det danske samfund.

Nutidens idræt fremhæves gang på gang som særligt velegnet til etnisk integration, men sjældent erkendes det, at Danmark allerede har en lang tradition for jødisk integration gennem idræt. Den danske idræt har gennem 100 år været en scene for integration, ikke mindst af de dygtige danske, jødiske brydere, men også inden for en lang række andre idrætsgrene, hvor jødiske sportsmænd har floreret.

Den jødiske idræt viser kropskulturens potentiale til integration, da idrættens enkelhed og faste regler kan overskride sproglige og kulturelle skranker i et ordløst fællesskab. Denne tendens ses i øvrigt også i nutidens idræt, hvor indvandrerdrenge for eksempel tilegner sig dygtighed, selvkontrol og respekt i kampidrætter som taekwondo.

Den dansk-jødiske idrætsforening Hakoah blev stiftet i 1924 med inspiration i den store østrigske, jødiske pionerklub Hakoah, der blev etableret på zionistisk grundlag i 1909 og var baseret på ideen om ’muskulær jødedom’ og zionismens generelle politiske ambition om at sikre jødernes tilbagevenden til ’Det Hellige Land’, som skulle opdyrkes og i yderste konsekvens forsvares, hvilket hakoahnerne kunne forvisse sig om gennem deltagelse i de ’jødiske olympiske lege’, Makkabiaderne, der startede i 1932.

Hermed fortæller eksemplet med de jødiske idrætsudøvere i Hakoah også en hidtil upåagtet historie om forholdet mellem sport og politik i dansk idrætshistorie.

Jødisk indvandrermodvilje

Blandt de gamle velintegrerede og ofte velstående jødiske familier var der i udgangspunktet modvilje mod de omkring århundredskiftet fra Østeuropa og Rusland indvandrede ofte fattige kropsarbejdende jøders distinkte markering af det jødiske gennem eksklusivt etnisk baserede foreningsdannelser, der deltog i rent jødisk idrætssamkvem. Hakoah påbegyndte imidlertid i 1927 en tradition for at møde ikke-jødiske sportshold, der i 1929 f.eks. viste sig ved et brydestævne med Politiets idrætsklub Ursus.
Grundlæggende implicerede den jødiske idræt derfor efterhånden en omfattende integration i det danske samfund. Det virkede integrerende, at man dyrkede det ny fædrelands etablerede kropskulturer, og dermed fraveg den traditionelle jødedoms skepsis overfor kropsdyrkelse.

Dertil kom, at man etablerede organisationer ud fra den danske foreningsmodel, og at man indmeldte sig i Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og Dansk Arbejder Idræt (DAI), hvorved man mødtes med etniske danskere i et svedende og nært kropsligt fællesskab.

Det gavnede også integrationsprocessen, at de jødiske idrætsfolk var så dygtige, at de oven i købet ofte sejrede for Danmark i kampe mod udenlandske idrætsfolk ikke mindst i brydning og fægtning, hvor de danske jødiske elitesportsfolk nåede internationalt niveau. Til gengæld virkede det som en fastholden af det jødiske islæt at bære Davidsstjernen som symbol på Hakoahs status som rent jødisk idrætsforening med forbindelser til Det Mosaiske Troessamfund og til den zionistiske sag.

Hvor nazisterne anvendte ’jødestjernen’ som et kainsmærke til at stigmatisere jøderne, brugte atleterne i Hakoah stolt Davidsstjernen som symbol på deres jødiske kropslige fællesskab. Derved blev den jødiske brydning i Hakoah et væsentligt modbillede til nazisternes stereotypier om den svage, krumme og åndsfikserede jøde.

Fra integration til segregation

Efter nazismens magtovertagelse i 1933 kom Hakoahs jødiske idrætskammerater i Tyskland under et voksende pres. Jøder blev i stigende grad erklæret for uønskede i den tyske idrætsverden og chikaneret ud af de mere og mere rent ’ariske klubber’.

Integration blev afløst af tvungen segregation. På trods af Hakoahs medlemskab af DIF reagerede DIF imidlertid ikke kritisk på den tyske idræts ensretning. Tværtimod indgik det brede danske idrætsliv i hyldestkoret ved nazisternes OL i 1936, selvom Hakoah og andre af DIF’s jødiske idrætsudøvere måtte føle sig aldeles uvelkomne hos det antisemitiske styre, og derfor efter en vis tøven valgte helt at blive væk.

Også DAI boykottede OL i Berlin, og i 1938 blev Hakoahs fodboldafdeling optaget i DAI, der stod uden for DIF indtil maj 1943. Dermed havde de to mest eksplicit politiserende organisationer i dansk idræt, det zionistiske Hakoah og det socialistiske DAI, fundet sammen i deres fælles front mod nazismen og i kraft af deres fælles rødder i kropsarbejdernes ønske om sociale forandringer.

Sportens uundgåelig politisering

Hvor den jødiske idræt og Hakoah trods alt generelt blev integreret i dansk idræt frem til Anden Verdenskrig, kom integrationen i løbet af besættelsen under pres udefra. I besættelsens første år viste der sig en skillelinje mellem DIF og specialforbundenes meget intense og tætte samarbejde med besættelsesmagten og det demokrati-mobiliserende Dansk Ungdomssamvirkes ønske om at holde tyskerne ude i strakt arm.

DIF’s ideologi om ikke at blande sport og politik blev anvendt til at legitimere den mest omfattende politisering af dansk idræt nogensinde og resulterede i det mest markante eksempel på kulturelt samkvem med besættelsesmagten.

I praksis kom DIF til at acceptere nogle af konsekvenserne af tyskernes racepolitik i egne rækker ved at resignere over for fraværet af jødiske idrætsfolk ved samkvem med udlandet. DIF var også bange for, at en støtte til protesten mod jødeforfølgelserne i oktober 1943 ville stille forbundet i et dårligt lys hos besættelsesmagten.

DIF ville for alt i verden undgå at virke udfordrende på besættelsesmagten på et tidspunkt, hvor organisationen kæmpede for, at den økonomiske kraftkilde i form af tilskuere ved stævnerne, igen skulle blive tilladt af tyskerne, der var nervøse for antitysk stemning hos store menneskemasser. DIF’s nationalpolitiske horisont og modvilje mod at forpligte idrætten på et mere kosmopolitisk forsvar mod segregation medførte, at forbundet ikke gik i brechen for dets egne idrætsudøvere af anden etnisk herkomst end dansk.

Styrke

Alt i alt er Hakoah et godt eksempel på, at idrætten historisk har fungeret som en arena for integration i det danske samfund. På trods af, at Hakoah blev opretholdt som en jødisk idrætsforening, medførte for eksempel brydningen, at de jødiske atleter svedte, åndede og kæmpede tæt sammenslynget med bryderne med etnisk danske rødder. En kropslig integration, der radikalt brød med den ghettoagtige adskillelse mellem etniske grupper.

De jødiske sportsfolk blev et effektivt modbillede mod de vulgære nazistiske forestillinger om den kropsligt svage, krumme jødiske bogorm, inkarneret i selve ordet Hakoah, ’Styrke’ på hebraisk.

De muskuløse og atletiske brydere i de jødiske idrætsforeninger i Wien og København gjorde effektivt sådanne fordomme til skamme. I Wien kunne den offensive jødiske strategi ikke gøre hverken fra eller til overfor nazismens fremmarch, mens de jødiske idrætsstjerners høje status i Danmark var med til at integrere jøderne her.

Dog sagde DIF under besættelsen ikke eksplicit fra overfor det voksende tyske antijødiske pres, der minimerede jødiske idrætsudøveres samkvem med udlandet og i sidste instans resulterede i deres flugt over hals og hoved til Sverige.

Kurland-prisen

Den jødiske mesterbryder Abraham Kurland trak sig først fra OL i Berlin i 1936 på grund af den nazistiske racepolitik, siden gik han glip af OL i 1940 og 1944, der ikke kunne afholdes på grund af nazisternes krig, og han måtte i oktober 1943 sammen med sine idrætskammerater flygte fra Danmark.

Tidligere bar Team Danmarks Talentpris navnet Ragnhild-prisen efter Danmarks store svømmer, rekordsætteren Ragnhild Hveger, der var positivt indstillet overfor besættelsesmagten. Hvorfor ikke nu uddele prisen i Abraham Kurlands navn?

Måske kan det virke til inspiration, at Wiens jøder i 2008 fik doneret de første dele af et nyt Hakoah-sportscenter i stedet for det, som nazisterne havde tilranet sig i 1938 efter indlemmelsen af Østrig i det stortyske rige. Med til at fejre indvielsen af de nye faciliteter var den østrigske kansler, Alfred Gusenbauer samt naturligvis Hakoahs præsident, Paul Haber.

uni-avis@adm.ku.dk

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste