Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Internationale studerende er Forårsfestivalens hemmelige helte

Mere end en tredjedel af de frivillige til årets Forårsfestival var internationale studerende. Mød nogle af dem her.

Studerende fra 25 forskellige lande var repræsenteret i arbejdsstyrken til Forårsfestival 2017. 120 ud af de i alt 320 frivillige var internationale studerende. De fleste af dem langede drinks og mad over disken i barerne, mens resten arbejdede som stagehands, backstage eller stod for sikkerhed.

Festivalens internationale koordinator Stine Agerbæk er begejstret over diversiteten blandt sine frivillige:

»Vi har frivillige fra stort set alle de europæiske lande. Island, som nok det nordligste. USA og Canada, selvfølgelig. Og så ellers Ethiopien, Pakistan, Indien, Kina, Indonesien, Australien. Så vi kommer hele kloden rundt. Det er skægt,« siger hun.

Omkring halvdelen af de internationale frivillige er udvekslingsstuderende. Den anden halvdel bor i Danmark permanent og arbejder til daglig i Studenterhuset. Luke og Lewis er i den sidste gruppe. Uniavisen mødte dem kort efter deres vagt, da de satte sig for at slappe af og dele en gang pomfritter.

Lewis (Liverpool, Storbrittanien) og Luke (Brisbane, Australien)

Luke (højre)
»Min forbindelse til Studenterhuset betyder, at mange af mine venner er frivillige i dag, så jeg ville også gerne være frivillig. Jeg har før arbejdet som frivillig på festivaler, og jeg kan godt lide at gøre det – sådan at bidrage.«

Luke studerer miljøvidenskab på KU og er ved at færdiggøre sin kandidat:

»Jeg har 28 dage tilbage, før jeg afleverer mit speciale.«

Lewis (venstre)
»Jeg flyttede hertil for tre år siden. Jeg var her først på udveksling, men jeg blev så glad for at bo i Danmark, at jeg endte med at blive.

Jeg arbejdede på Forårsfestivalen for to år siden. Det var sjovt, og vagterne er fede. Jeg havde det sjovt for to år siden, og det føltes som en god ting at lave, fordi jeg lige var flyttet fra England seks måneder forinden.«

Hvad er dit job på Forårsfestivalen?
»Jeg var stagehand, hvilket jeg aldrig har prøvet før. Det var virkelig sjovt. Der var ikke meget arbejde i det, faktisk. Meget af det var bare fritid, hvor man ventede på at flytte nogle ting rundt.«

Nikki (Udvekslingsstuderende fra the University of Texas, Austin, USA)

Nikki arbejdede i baren ved siden af Frekvens-scenen, hvor Noréll, CHINAH, Blondage og Sekuoia spillede. Hun forklarer, hvorfor hun valgte at melde sig som frivillig:

»Jeg ville rigtig gerne blive en del af den frivilligkultur, der er så populær i København, samtidig med at være i sjove, musikfyldte omgivelser. Jeg ville især gerne møde flere danskere, fordi det til hverdag kan være nemt bare at blive i min gruppe af internationale venner. Så jeg meldte mig som frivillig for at udvide min horisont og få så meget som muligt ud af min tid her.

Jeg regnede med at møde nye mennesker, og det er helt sikkert sket. Jeg arbejdede sammen med to danske piger, og det var skønt. Jeg var også positivt overrasket over at blive introduceret til så mange gode bands fra København. Og jeg havde en fed udsigt til dem alle sammen fra baren!«

Er der noget lignende på dit universitet derhjemme?
»Derhjemme har mit universitet en årlig musikfestival, men den er ikke halvt så populær som KU-festivalen. Det er noget af et syn at se så mange KU-studerende og ansatte samlet på et sted og bare hygge sig.«

Rui (Udvekslingsstuderende fra the University of New South Wales, Sydney, Australien)

Hvorfor er du frivillig i dag?
»Jeg tror, det mest var for at få nye venner, egentlig. Men også for at blive mere involveret i Københavns Universitet og få det meste ud af min udveksling. Og så havde jeg tid – altså, det er fredag, og jeg har ikke nogen timer, så hvorfor ikke?«

Rui ekkoer Stine Agerbæks idé om, at dét at melde sig som frivillig ved festivalen er en unik mulighed for at blande danske og internationale studerende:

»Pigerne, jeg arbejder sammen med i dag, har fortalt mig, at der er en fredagsbar på Panum, og det ville jeg ikke have vidst, hvis jeg ikke havde arbejdet sammen med dem i dag,« siger Rui.

Ilenia (Frivilligkoordinator fra Cagliari, Sardinien, Italien)

Ilenia står for at checke de frivillige ind og sørge for, at alt går, som det skal. Hun var selv frivillig for to år siden:

»For mig var dét at være frivillig en måde at føle mig som en del af et fællesskab, som jeg nogle gange ikke syntes, jeg passede ind i. Mange af aktiviteterne bliver afholdt på dansk, hvilket er helt fint, men det her er en god måde at bidrage på i stedet for bare at dukke op.«

Ilenia fortæller, at de internationale studerende også melder sig for at forbedre deres chancer for at score et studiejob:

»De frivillige kan bruge den erfaring, de tilegner sig her, til senere at få et mindre studenterjob.«

Hvis du kunne ændre noget til næste års festival – hvad skulle det så være?
»Måske at målrette nogle flere aktiviteter til de internationale studerende, hvad de kan tilføre festivalen og universitetet, for eksempel en sprogcafé – noget, hvor de kan bidrage mere.

Jeg ville heller ikke have noget imod, at der blev booket flere bands, som jeg rent faktisk kender. Alle mine danske venner og kollegaer var vildt begejstrede for alle bandsene, og jeg havde ingen idé om, hvem de var. De er åbenbart gode,« siger Ilenia og griner.

 

Seneste