Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Is på, så irrelevante er vores uddannelser heller ikke!

KLUMME - Inden Uddannelsesdanmark går helt i selvsving over en ny akkrediteringsrapport, er der god grund til lige at trække vejret en ekstra gang, og huske på at vores uddannelser er mere end det job vi engang skal have.

Ugens uddannelsespolitiske historie er at vores uddannelser ingen relevans har for arbejdsmarkedet. Historien kommer fra en rapport fra Akkrediteringsinstitutionen, der gennemgår 337 eksisterende uddannelser og 99 nye. Hvad rapporten viser er ikke at vores uddannelser ikke er relevante, men derimod bare at lidt over 40 procent af de undersøgte uddannelser kun er delvist tilfredsstillende i forhold til relevanskriteriet (over 50 procent er helt tilfredsstillende, mens langt under ti procent er direkte utilfredsstillende).

Dette bekymrer vores nye uddannelsesminister og får Venstres uddannelsesordfører til at sige at det er strengt nødvendigt at indføre et såkaldt beskæftigelsestaxameter, der finansierer uddannelse efter hvor mange dimittender der sidenhen kommer i arbejde. Men inden Uddannelsesdanmark går helt i selvsving, er der god grund til lige at trække vejret en ekstra gang, og huske på at vores uddannelser er mere end det job vi engang senere skal have.

Gode universitetsuddannelser må basere sig på glimrende forskning og fagligt interessante problemstillinger, formidlet i nogle rammer der giver gode betingelser for læring. Vores uddannelser skal ikke kun føre til arbejde, men også sikre landets kulturelle arv og udvikling, samt at der skabes nye veje for viden som måske/måske ikke en dag kan blive til noget der kan skabe nye job.

Derfor er det vigtigt at det altid må være op til universitetet, professorer og studerende i fællesskab, at definere hvad de enkelte uddannelser skal indeholde. Og det skal ikke ske på baggrund af økonomiske incitamenter der afhænger af arbejdsmarkedets behov her og nu. Universitetet skal lytte til erhvervslivet, men det faglige hensyn skal altid gå først.

Hvad rapporten viser, er, at 43 procent af de eksisterende uddannelser godt kunne blive bedre til at lytte, og det er selvfølgelig værd at gøre noget ved. Erhvervslivet må aldrig skulle diktere vores uddannelser, men der skal være god dialog med arbejdsmarkedet, for som studerende har vi ingen interesse i at vores uddannelser bliver et elfenbenstårn uden kontakt til verden udenfor og fornemmelse for vores fremtidige jobmuligheder.

Rapporten viser at der er rum for forbedringer af nogle studiers kontakt til arbejdsmarkedet, men man skal huske at uddannelseskvaliteten ikke alene bliver reddet af at arbejdsmarkedet er tættere på. I endnu højere grad har vi studerende brug for god og tilstrækkelig undervisning og et stærkt forskningsbaseret miljø at agere i, så vi får den nødvendige faglige ballast, så vi kan klare os.

Hvis vores uddannelser ikke skal ende som den nok så berygtede pølsefabrik, må politikere og erhvervsliv slå koldt vand i blodet og lade være med at lade sig rive med af overskrifter, samtidig med at de husker at vi uddanner til hele livet, ikke kun til vores første job.

Seneste