Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Ja, Muhammed-tegningerne hører hjemme på universitetet

Ville man kunne sætte muhammedtegninger op på universitetet i 2020 for at starte en debat? Konservative Studerendes spidskandidat til Københavns Universitets bestyrelse spørger. Nej, lyder hans svar – og det er en skam.

I den seneste tid er debatten om Muhammedtegningerne igen blusset op. I Frankrig blev en lærer brutalt halshugget for at vise sine elever Charlie Hebdos tegninger i en time om ytringsfrihed, og rundt om i Europa viser terroren nu trods Corona sit grimme ansigt igen.

DEBAT

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribenternes egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Herhjemme har Nye Borgerlige forsøgt at få tegninger trykt i landets aviser, mens folkeskolelærerne og gymnasielærerne er splittet i spørgsmålet om, hvorvidt de mener tegningerne bør vises for deres elever, fordi de frygter konsekvensen. Men hvad med universiteterne? Ville man i 2020 kunne hænge tegningerne op og starte en fri debat om dem, uden at de blev hevet ned?

Jeg tror det ikke. Og det siger desværre en del om, både hvor politiseret ytringsfriheden efterhånden er blevet, og om hvordan den politiske korrekthed gennemsyrer selv de uddannelsesinstitutioner, hvor alt burde være til åben debat.

Brud med fornem tradition for kritik

Historisk har vores universiteter ellers altid været ytringsfrihedens højborg. Her gør vi en dyd ud af at udfordre os selv, hinanden og vores forskning, fordi vi tror på, at intet – heller ikke følelser – må stå i vejen for sandheden. Og kun ved at teste hvert et argument finder vi den.

Men det er, som om den amerikanske safe space-kultur langsomt har gjort sit indhug. I stedet for at turde provokere hinanden og nysgerrigt vende hver en sten, mener flere og flere, at det er universitetets rolle at beskytte os mod at blive krænket. Selv mod noget så uskyldigt som nogle fulde studerende i sombrero-hatte med tequilashots.

Særligt krænkende for mange er muhammedtegningerne selvfølgelig, fordi de gør nar af noget så personligt som religion, men også fordi de efterhånden er blevet synonyme med højreorienteret udlændingepolitik, hvorfor de falder mange dobbelt for brystet.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVIENS NYHEDSBREV HER

Jeg hverken stemmer for eller sympatiserer med Nye Borgerliges politik, men netop derfor mener jeg, at det er så vigtigt, at ytringsfriheden (og forskningsfriheden) aldrig er noget, som ét politisk parti eller én ideologi kan tage patent på. Ytringsfriheden er det eneste, der adskiller verden fra århundreders tradition for at klynge os, der ikke kan lade være med at modsige flertallet op i det nærmeste træ.

Ofte har det netop været akademikere på universitet, der er gået forrest ved at udfordre og provokere status quo, og historien er fyldt med videnskabsmænd, der måtte betale en høj pris, fordi andre følte sig krænket af deres arbejde. Tænk bare på Galileo, der blev tvunget af den katolske kirke med trusler om tortur til at afsværge sit fund af at solen – ikke jorden – var universets centrum, fordi det fundamentalt udfordrede den herskende orden og kirkens verdenssyn der sagde, at Jorden ikke kunne bevæge sig.

Det handler ikke om at provokere

Det var enormt krænkende for dem, der ikke ønskede, at deres religion blev modsagt. Legenden siger som bekendt, at han efter sin retssag trodsigt skulle have hvisket »Eppur si muove« – men den (jorden) bevæger sig alligevel. Selv om det næppe blev sagt, så er det blevet en legende, fordi det netop fortæller os, at intet må stå i vejen for sandheden – hverken paven, vold eller krænkede religiøse følelser. Censuren må aldrig vende tilbage og herske over det frie ord.

Muhammedtegninger handler derfor ikke ‘bare om at provokere’, som det efterhånden er så populært at påstå. Det handler om, at ingen, hverken Buddha, Jesus, Muhammed eller Spaghettimonsteret står uden for kritik. Ikke fordi målet er at gøre nar, men fordi vi i Vesten tror på, at de bedste løsninger findes, når ordet er frit, fordi alt er på bordet – så må det bedste argument vinde til sidst, uanset hvor provokerende det må være. Derfor bør universiteterne og uddannelsesinstitutionerne også kunne rumme selv noget så provokerende som Muhammedtegningerne.

Seneste