»Jeg bliver meget nedtrykt og dybt bekymret over de holdninger til pressens rolle, som du afslører«

Du skal have tak, fordi du genoptager debatten om Esben Lunde Larsens ph.d.-afhandling.

Dit indlæg kræver gensvar. Jeg vil indskrænke mig til fire punkter.

1) Jeg kommenterede i sin tid problemerne i medierne udelukkende, fordi jeg blev spurgt af journalister. Sagen havde betydelig offentlig interesse, og som tidligere medlem af praksisudvalget havde jeg en vis indsigt i reglerne (som jeg selv havde været med til at lave). Journalister oplyste, at flere havde afvist at udtale sig. Jeg mener at lukkethed gør skade, at vi har pligt til at stille os til rådighed, og at den interne universitetsoffentlighed er blevet mere og mere udtørret. Der havde i nogen tid være interne rygter i miljøer omkring teologi om, at der var noget uldent med ELL’s afhandling. Vi er vel enige om, at det var godt, at det blev undersøgt?

Læs mere:

Pressen og universitetet må tage ved lære af Lunde Larsen-sagen

Jeg vil bede om, at blive fri for at du kalder mine udtalelser »forhastede«. Jeg har ikke sagt noget, som jeg har grund til at fortryde. Nogle udtalelser blev genciteret en del gange. Det kan jeg ikke gøre for. I pressemeddelelsen fra december brugte dekanatet – efter at de havde fundet nogenlunde det samme som journalisterne – selv glosen ’plagiat’. Var de så også med til at legitimere pressens ”overdimensionering”?

2) Jeg blev adskillige gange af journalister spurgt, om vejlederen havde et medansvar. Hver gang afviste jeg og sagde, at forfatteren til en ph.d.-afhandling er fuldt og helt ansvarlig for, hvad han skriver. Nu hvor du selv bringer emnet på bane, vil jeg sige, at det undrer, at ELL intet sted nævner sit speciale om Grundtvig, at det end ikke nævnes i litteraturlisten, når der nu er så mange skjulte citater fra specialet. Det burde i hvert fald vejlederen have opdaget og grebet ind overfor. Vil du lade det passere en anden gang?

»Man går for langt i at bagatallisere«

3) Jeg mener, at Praksisudvalget har lavet en grundig undersøgelse og har skrevet en klart formuleret redegørelse. Jeg har respekt for medlemmernes integritet. Men jeg mener, at nogle præmisser er tvivlsomme, og at man går for langt i at bagatellisere. Jeg vil ikke anbefale at lade denne afgørelse danne præcedens og bruge den som retningsgivende for, hvad man kan tillade sig, fx i ph.d.-kurser. Så vil de kunne komme i alvorlige problemer. Når jeg bliver spurgt siger jeg: »gør ikke som ELL«. Afgørelsen burde have været diskuteret mere i en større forskeroffentlighed. Et eksempel er følgende: s. 15, om ”forhold 19”, skjult citat fra Ove K. Pedersen i afhandlingens konklusion: ”Tekstpassagen på s. 266 er en del af ph.d.-afhandlingens konklusion, og det er ikke ualmindeligt, at akademiske afhandlinger i selve konklusionen ikke indeholder kildehenvisninger …”

Og – efter forskellige betragtninger betegner man udeladelsen af citationsangivelse som et acceptabelt ”stilistisk valg”.

Jeg må sige at jeg ikke kender eksempler på den praksis fra mine godt fyrre år i faget, altså at man citerer uden citationstegn og henvisning, når man når til konklusionen. Når der normalt ikke er mange henvisninger i konklusionen, er det snarere fordi man jo typisk vil bruge egne formuleringer, når man skal konkludere, hvad nyt man har fundet ud af. Det burde nok afklares, hvad vi skal sætte som norm frem over. Jeg anbefaler altid at anvende citationstegn og henvisning. Hvad vil du anbefale, Hans Raun Iversen?

I øvrigt har jeg ikke mødt nogen, der siger de som bedømmere ville have godkendt afhandlingen med viden om de fejl, som blev opdaget (og nu åbenbart rettet i et rettelsesblad).

»Jeg vil ikke anbefale at lade denne afgørelse danne præcedens og bruge den som retningsgivende for, hvad man kan tillade sig, fx i ph.d.-kurser. Så vil de kunne komme i alvorlige problemer«

»Meget nedtrykt og dybt bekymret«

4) Jeg bliver meget nedtrykt og dybt bekymret over de holdninger til pressens rolle, som du afslører. Du appellerer ret utilsløret til ejerne af FORSKERforum, fagforeningerne, om at gribe ind i den redaktionelle frihed på bladet. Det er for galt.

Sagen er, at universiteterne, de studerende, forskerne, offentligheden, os alle, ville være meget dårligt stillet, hvis vi ikke havde ihærdige og også pågående journalister og medier til at skaffe informationer. Der er en forarmet universitetsoffentlighed. Der er informationer, som kan være ubehagelige for nogle på universiteterne at få frem. Det er derfor, de ikke kommer frem. Men netop de grunde, som gør dem ubehagelige, gør at de bør komme frem. Ellers undergraves universiteternes værdisæt, og tiltroen til vores selvjustits forsvinder. Tænk på Penkowa-sagen. Hvis ikke en ihærdig journalist på Weekendavisen havde gravet den frem, var den måske aldrig blevet kendt. Ledelsen gjorde hvad den kunne for at mørklægge. Jeg var selv i Praksisudvalget i 2007 med til at behandle en forløber for den store sag om Penkowa. Vi fik besked på at holde mund. Sagen om den ”dobbelte mundkurv” til miljøforskerne på AU (”gyllegate”) var næppe kommet frem, hvis ikke FORSKERforum og Berlingeren ihærdigt havde gravet. Og jeg kunne nævne adskilligt flere eksempler.

»Jeg bliver meget nedtrykt og dybt bekymret over de holdninger til pressens rolle, som du afslører«

Desværre er der en tavshedskultur og en angst for at træde frem i forskningsverdenen. Jeg arbejder for tiden selv med en udredning om forskningsfrihed, og har problemer med at få oplysninger frem om ømme punkter. Jeg har været ude for at blive spurgt, om jeg ikke godt vil lade være med at skrive om lidt ømme sager, og bedt om at lade være med at søge aktindsigt, af frygt for at det kan skabe problemer. Det drejer sig altså vel at mærke om en undersøgelse, der handler om forskeres ytringsfrihed! Når en lektor, der i øvrigt er en glimrende formidler, vil have magthavere til at lægge bånd på journalister, bliver man forstemt.

Læs mere:

Peter Sandøe afviser kritik af »forhastede udtalelser« i Esben Lunde-sagen

Læs mere:

FORSKERforum: Var der slet ingen Esben Lunde-sag?

uni-avis@adm.ku.dk