»Jeg bruger stadig tid på at lære ting, jeg gerne ville have lært på studiet«

Jeg blev uddannet fra Statskundskab i august 2013 efter seks års studier. Jeg brugte et halvt år ekstra på min bachelor og et halvt år ekstra på kandidaten. Undervejs var jeg i Washington i seks måneder, hvor jeg arbejdede på ambassaden. Det gik meget op i fester, og jeg var glad for, at jeg dengang kunne udskyde et par kurser og skrive den rapport, man skal om sit ophold, da jeg kom hjem. I dag skal man skrive den undervejs. Men det sociale er jo rigtig vigtigt, når man er afsted, og det prioriterede jeg også.

Jeg kom direkte i job efter studiet, men jeg var også meget fokuseret på, at det var sådan, det skulle være. Der er en relativt høj arbejdsløshed, og jeg var meget målrettet og tænkte, at specialet skulle være et skridt på vejen videre. Så da jeg gik i gang med at skrive speciale, startede jeg også med jobsøgningen.

Jeg gik til Djøf-kurser og begyndte at skrive cv’er, bare for at forstå, hvordan det fungerede. Jeg tror, jeg underskrev kontrakten sidst i maj måned det år, så der gik alligevel fem måneder med jobsøgning – og specialeskrivning, selvfølgelig. Min specialemakker startede først med at søge efterfølgende og gik et halvt års tid som arbejdsløs. Hvad man sagtens kan; jeg tænkte bare, at jeg ikke skulle gå hjemme, jeg skal lave noget.

LÆS OGSÅ: Nyuddannet kulturformidler: »Virksomhederne tør ikke ansætte mig«

Godt  akademisk sprog fungerer dårligt i virkeligheden

Det er nok et stigma at være arbejdsløs, i hvert fald blandt mine venner. Men derudover havde jeg også en idé om, at det er på arbejdsmarkedet, jeg kan bidrage mest. Jeg følte ikke, at mit speciale var vanvittig nyskabende, jeg ville bare gerne ud i den virkelige verden.

Jeg skrev rigtig mange ansøgninger, men man lærer jo ikke rigtig, hvordan man skal skrive sådan en. Så det var noget, jeg fandt ud af hen ad vejen. Men det sted, jeg endte med at få job, var et, jeg selv tog kontakt til. Og det er måske lidt demotiverende, at det er den måde, det fungerer på. At det i virkeligheden er omsonst at skrive alle de ansøgninger.

Måske det kunne være noget, Københavns Universitet kunne blive bedre til at forberede en på: Hvordan man dyrker og bruger sit netværk.

Der er en kæmpe stor forskel på det, man lærer på studiet, og det, man efterfølgende kommer ud til. Min første chef sagde for eksempel, at jeg skrev godt, men at jeg skulle luge ud i ‘alt det kancellipis’. Så jeg brugte mange måneder på at aflære det sprog, jeg havde brugt fem år på at lære på Statskundskab: Lange, passive sætninger med mange fremmedord. Det er god akademisk sprogbrug, men det duer ikke ude i virkeligheden. Her, hvor jeg arbejder nu, skal sproget være så kort, præcist og aktivt som muligt.

Jeg halser stadig efter

Jeg kunne godt have savnet at være blevet klædt bedre på til den virkelige verden af Københavns Universitet. Vi gjorde meget ud af, hvordan den offentlige sektor fungerer i Danmark, og hvordan kommuner agerer i forhold til regioner, staten, ministerier og styrelser. Og det var vildt spændende, men det er jo kun halvdelen af verden.

Der findes jo også private organisationer og virksomheder, og der manglede jeg i høj grad en forståelse af, hvordan de fungerer. En mere bred forståelse af samfundet og økonomien. Jeg vil gætte på, at flere og flere statskundskabere bliver ansat i det private, og der er jo en hel del at forstå her. Om hvordan en bestyrelse fungerer, hvad er auktionærer, ejere, tillidsrepræsentanter.

Jeg kan huske, at jeg undersøgte kurser på CBS som ‘hvordan virker virksomheder’, men jeg kom aldrig afsted. Og nu kan jeg se, at jeg stadig – seks år efter, at jeg blev færdig – bruger tid på at halse efter for at agere i denne private virksomhedverden. Så der kunne jeg godt tænke mig, at man på Statskundskab også lærte om andet end den offentlige del af Danmark.