Jeg er for gammel, bleg og københavnsk til at være censor på Jura

Jura er et eksamenstungt studie med et stort censorkorps. Det er selvfølgelig af hensyn til uddannelsen og de studerende – men det har den positive afledte effekt, at et stort antal jurister jævnligt fornyer deres tilknytning til den akademiske verden ved at indgå i korpset.

Personligt finder jeg netop denne tilknytning i særklasse givende, selv efter et firecifret antal eksamener som censor gennem otte år. Den er intellektuelt og akademisk stimulerende, den opleves hver gang som meningsfuld, og den medvirker til at holde mit juridiske sværd skarpt, også til gavn for hovedstillingen.

LÆS OGSÅ: 36 VIP’er på Jura: Arbejdsglæden er i frit fald

Eksamensbekendtgørelsen har den meget fornuftige ordning, at når der sker nybeskikkelse hvert fjerde år, skal der røres i gryden, så minimum 25 procent af censorerne er nyudnævnte. På den måde tilgodeses hensynet til erfaring samtidig med, at der tilføres nyt blod til korpset.

Ordningen har fungeret godt i mange år, og bliver man ikke genbeskikket, kan man jo trøste sig med, at det ikke nødvendigvis var kvalifikationerne, der manglede.

Ak, et smertefuldt afslag

Alligevel var det nu med en vis fortrøstning, at jeg i efteråret skrev min ansøgning om fire nye år som censor. Efter i årevis at have været blandt de mest anvendte censorer på KU, slog jeg på min store erfaring og faglige bredde inden for både privat- og offentligretlige discipliner. Dertil kunne jeg nævne min deltagelse i lige dele eksamenskommissioner og kollegiale sammenhænge samt ikke mindst en baggrund som ekstern lektor på KU.

Da jeg tillige ved flere lejligheder har haft held til at påvirke eksamensformen ved at komme med forslag til justeringer over for lydhøre professorer og fagledere, tænkte jeg, at det nok skulle gå med en tredje beskikkelse i træk.

Jeg fornemmede, at der også kunne være andre hensyn på spil

Men ak, nytår gik og Helligtrekonger kom, og denne gang med et afslag. Den slags skal man naturligvis ikke skabe sig over, og jeg kunne da også som en anden lænkehund lægge mig hen i kakkelovnskrogen og glæde mig over de godbidder, det er blevet til de sidste otte år. Men selvom man ikke skal gøre sig ud til bens, hvis man gerne vil have chancen en anden gang, må jeg alligevel udtrykke min forundring over begrundelserne for ikke at lade mig fortsætte i hvervet.

LÆS OGSÅ: Eksamensvagter står tilbage som de store tabere efter dom i retssag

Og jeg nævner netop begrundelserne i flertal. For først kom der selvfølgelig et officielt og generisk afslag, der oplistede en række hensyn – herunder kravet om fornyelse i korpset og om »en afbalanceret sammensætning på tværs af køn«. Det følte jeg imidlertid behov for at få uddybet, ikke mindst da jeg fornemmede, at der også kunne være andre hensyn på spil. Derfor henvendte jeg mig til Censorsekretariatet, som på ærlig vis gav mig indsigt i en håndfuld yderligere kriterier:

Københavner-bashing og ’alderisme’

Køn. Ovenstående formulering om kønssammensætning er jo en, der efterhånden er standard, om end det ikke gør den mere rimelig. Der er dog forskel på, om man tilstræber et minimum af kvinder på for eksempel 40 procent, eller om man går efter en fuldstændig ligelig 50/50-sammensætning. Nu er man tilsyneladende begyndt på sidstnævnte for at »imødekomme Uddannelses- og Forskningsstyrelsens krav om, at 50 procent skal være kvinder«, hvilket forekommer mig at være meget radikalt. Jeg kunne endda godt leve med at kalde mig Mikkeline nogle få uger, mens ansøgningen behandles – men det ville vel næppe være tilstrækkeligt.

Geografi. Der er angiveligt et behov på de juridiske uddannelser i Esbjerg og Aalborg for, at flere censorer skal være bosat i Jylland – ud fra en antagelse om, at »få østdanskere gider rejsen«. Personligt holder jeg dog meget af at komme rundt i landet og tager gerne til de jyske uddannelsessteder – hvilket jeg også allerede ad mange omgange har gjort i forbindelse med mit censorhverv. Jeg mener derfor ikke, det er rimeligt at antage, at en adresse uden for ’hovedlandet’ gør én ubrugelig på uddannelserne i provinsen. Men ja, jeg bør jo nok gøre noget ved min adresse en anden gang.

LÆS OGSÅ: Aktindsigter viser store karakterspænd mellem bedømmere på Jura

Er det virkelig det, universitetet gerne vil have?

Alder. Og så til noget mere spicy: Man ønsker tilsyneladende også at »vende ældrebyrden« i censorkorpset. Jeg kan ikke skjule at jeg er født i the Summer of Love, ja, juni 1967, hvilket gør mig 58 år gammel i dag – åbenbart gammel nok til at høre under den lidet flatterende betegnelse. Det er et snævert vindue, lader det til, når det lukker 10-15 år før pensionsalderen. I en tid, hvor alle taler om aldersdiskrimination eller ’ageism’/alderisme, og i en sammenhæng, hvor censorledelsen ellers lader til at være opsatte på inklusion, er en fremskreden alder åbenbart en legitim hæmsko for genbeskikkelse. Mig bekendt kan jeg desværre ikke ændre mit CPR-nummer for at opnå en mere populær alder, uanset hvor meget jeg så end identificerer mig som Generation Z.

Etnicitet. Den fjerde og sidste begrundelse får imidlertid min kæde til at hoppe helt af: Nemlig at censorkorpset fremadrettet skal sikre en »bedre afspejling af den etniske repræsentation af studerende«. Når man som jeg har studeret i Spanien, arbejdet for Udenrigsministeriet i Schweiz, boet i Mellemøsten og pt. er udstationeret med min hustru i Asien, føles det absurd at blive dømt ude for at være et blegansigt. Undskyld mig, men det er da en fornærmelse mod mine interkulturelle kompetencer at tro, at jeg skulle være dårligere til at medvirke ved eksamination af studerende med en anden etnisk baggrund end min egen? Og tilsvarende er det da også at gøre de studerende skrøbeligere end de er, hvis man ikke insisterer på, at de skal møde de bedst egnede censorer frem for dem, der minder mest muligt om dem selv.

Er det virkelig sådan her, vi vil have det?

For gammel, for mandlig, for hvid, for københavnsk. Måske læsere af Uniavisen kan bidrage med, om samme tænkning nyder fremme i andre fag?

Hvis jeg var medicinstuderende og skulle have feedback på en eksamen i kirurgi, ville jeg foretrække, at en erfaren og velkvalificeret bedømmer evaluerede mig og kom med de råd til det videre arbejde, som den vellykkede eksamen er kendetegnet ved. Ja, det ville jeg jo nok egentlig foretrække på de fleste fag.

LÆS OGSÅ: Min censor havde ikke forstået sin opgave

Ingen tvivl om, at sådanne kvalificerede bedømmere må kunne findes blandt dem, hvor køn, alder, bopæl og etnicitet har spillet en rolle ved udvælgelsen. Men alt andet lige – ceteris paribus, som man vel kan tillade sig at kalde det i Uniavisen – må der være en overhængende risiko for, at et større eller mindre antal censorer vil være knapt så kvalificerede, frem for hvis udvælgelse skete på baggrund af snævert faglige kvalifikationer suppleret med en rotationsmekanisme.

Nu kunne man jo også lade social baggrund tælle med, hvis alt skulle handle om repræsentation

Da min far, som var slagteriarbejder på det lokale slagteri i Hjørring, hørte, at jeg var optaget på Jura, reagerede han med en vis skepsis. Vi skulle nogle hundrede år tilbage i slægten for at finde den seneste akademiker, men jeg må tilstå, at jeg aldrig har følt mig ramt af det eksistentielle eller sociale ubehag, som andre mønsterbrydere har beskrevet. Jeg har helt igennem følt mig hjemme på universitetet, både som studerende, underviser og censor.

Nu kunne man jo også lade social baggrund tælle med, hvis alt skulle handle om repræsentation, men det er langt fra mit ærinde. Nej, det er blot at sætte et helt forsigtigt spørgsmålstegn ved, om mine uimodsagte kvalifikationer som jurist og menneske skal overtrumfes af køn, alder, geografi og etnicitet. Er det virkelig det, universitetet gerne vil have?

Alle københavnere kender graffitien fra plankeværket ved Søerne med teksten »DU LEVER I ET MERITOKRATI« – her fanget med telefonen fra cyklen:

Lige så tydeligt graffitien er malet, lige så meget driver udsagnet af ironi. Kunstneren har nok haft ét sæt stopklodser i tankerne – men hvorfor erstatte gammeldags barrierer med nye, blot fordi de måske svinger bedre i takt med tidens toner?