»Jeg fik ikke mit drømmejob. Heldigvis!«

Karen Bendix Larsen er informationsspecialist på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultetsbibliotek.

Hvadbehager?

Sætningen bliver som regel mødt af desorienterede udtryk, så hun plejer at sige, at hun er bibliotekar på Landbohøjskolen – så er alle med.

Her på Frederiksberg har Karen hjulpet forskere og studerende på sporet af bøger og tidsskrifter og det løse siden 1993. Hun har delt kontor med Michael i 17 år, og hver gang der sker omstruktureringer, krydser de fingre for, at de ikke bliver skilt ad.

»Hos os bidrager alle på lige fod, uanset baggrund. Min kontormakker er fx vagtmester og beredskabskoordinator, men han svarer også på faglige spørgsmål i skranken. Sådan har det altid været, vi hjælper hinanden, og det kan jeg rigtig godt lide ved stedet her.«

Sidst i halvfemserne blev Karens oprindelige drømmejob ellers slået op – som bibliotekar på et filmbibliotek.

»Jeg fik ikke jobbet. Heldigvis!« siger hun, der ikke har søgt væk siden:

»Jeg er simpelthen der, hvor jeg gerne vil være arbejdsmæssigt, og der kommer hele tiden noget nyt til.«

»Og den beliggenhed!« tilføjer hun og kigger ud af vinduet på det gedigne Frederiksberg-byggeri, der er omkranset af stynede træer og udstrakte plæner. Hendes lejlighed ligger 700 meter væk.

Detektivarbejdet

Den del af jobbet Karen Bendix holder allermest af, har den faglige betegnelse ’fjernlån’. Hver dag indløber en række bestillinger. Mange er nemme, nogle skal bestilles hjem fra udlandet, og så er der de rigtig udfordrende – og de er sjove:

»Jeg har masser af kontakter ude i verden, men man kan aldrig være sikker på, at det lykkes at skaffe det, lånerne står og mangler. For ikke så længe siden mailede jeg til et universitetsbibliotek i Skt. Petersborg og tænkte ’dem hører jeg aldrig fra’. Men forleden dukkede et fint lille russisk tidsskrift op med posten,« siger Karen og ser lykkelig ud, for det tilfredsstiller hendes indre detektiv, at bringe lånere og titler sammen.

Så går efterforskeren op i mig

Karen Bendix Larsen om lånere der efterspørger umulige titler

»I øjeblikket er der en forsker, der skal have noget om kaffe, som kun findes i nogle obskure conference proceedings, som jeg prøver at støve op. Og så var der ham, der skulle bruge nogle nepalesiske landkort, som lige er kommet hjem fra Tyskland, fint foldet i kuverter.«

Karen gnægger lidt og fortæller om Miss Pavlova fra Moskva, der manglede nogle eksemplarer af tidsskriftet Meddelelser fra Grønland, som var brændt under 2. verdenskrig:

»Vi har dem ikke selv, men så går efterforskeren op i mig, og da jeg havde skaffet de manglende udgaver, skrev hun et langt takkebrev, hvor der stod oh, you are magic.«

Karen er i det hele taget tilfreds, når ting går op, fx er hun typen, der fører en database over sine dvd’er. Af samme grund er slægtsforskning blevet hendes store passion de senere år:

»Det er et detektivarbejde, jeg tager meget alvorligt. Hvor er den bror til min fem gange tipoldefar blevet af? Jeg har kunnet afmontere et stædigt rygte om afroblod i familien. Damen var fra Svendborg.« .