Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Studieliv

»Jeg føler simpelthen, jeg skal til rockkoncert«: Judith Butler besøgte KU

Akademisk ikon — Den internationalt anerkendte professor og kønstænker Judith Butler besøgte KU 4. maj til en gæsteforelæsning om klimasorg. Stjerneforskeren opfordrede forsamlingen til klimahandling snarere end klimalammelse.

»Jeg er her helt klart, fordi navnet trækker enormt,« siger en studerende i den 10 meter lange kø, der er opstået foran det store auditorie på Søndre Campus.

Selv om klokken nærmer sig 16 torsdag eftermiddag, solen skinner, og det er dagen før Store Bededag, strømmer det til med mennesker.

Da KU i april kunne præsentere nyheden om, at Judith Butler ville give en gæsteforelæsning som kulminationen på den humanistiske klimafestival CApE, blev de 470 gratis pladser reserveret på få dage. Salen er fyldt til randen, og flere må tage til takke med plads i et tilstødende auditorium, hvor de kan se forelæsningen som livestream.

På stolerækkerne sidder et overtal af unge på deres reserverede pladser forrest i auditoriet.

Rummet summer af snak om den amerikanske professorers akademiske karriere og betydning for akademia.

»De er klart en, jeg fangirler på.«

»Totalt ikon!«

»Mit forbillede.«

Klimasorg og girafeffekt

Elise Sydendal er bachelor i statskundskab fra KU og klimaaktivist i Den Grønne Ungdomsbevægelse. For hende er det temaet om klimasorg og følelser forbundet med klimakrisen, der har trukket. Men.

»Det er en blanding. For jeg er her også for the face. Jeg ville nok også være kommet til forelæsningen, selv om emnet ikke var klimasorg,« siger hun og tilføjer:

»Jeg håber, jeg kan få sat ord og nye perspektiver på nogle af de problematikker og følelser, jeg forholder mig til som klimaaktivist. Så vi får værktøjer til i fællesskab at være omsorgsfulde og hjælpe hinanden.«

Søren Berthelsen, der læser en kandidat i statskundskab fortæller, at han er mødt op, fordi Butler har stjernekvalitet. Men også fordi, Butler har lagt et fundament for en retning af tænkning, han rigtig godt kan lide.

»Butler kommer med en teori om, hvordan vi taler om klimasorg, uden det hele bliver for opgivende. Det, synes jeg, er vigtigt. Meget vigtigt. Det er nødvendigt for politisk handling, at man taler om klima på en måde, der ikke kun skaber en modløshed, der gør, at de af os, der er bekymrede for klimaforandringerne, ender med at handle mindre, end vi burde, fordi vi ikke rigtig tror på fremtiden.«

Lige inden forelæsningen går i gang, udbryder Annika Hvithamar, institutleder på Tværkulturelle og Regionale Studier på KUA:

»Jeg føler simpelthen, jeg skal til rockkoncert.«

Modstand, masseudryddelse og tunge øjenlåg

Da døren går op, og Judith Butler træder ind i rummet, forstummer snakken med ét. Stemningen i salen er spændt, og alles øjne hviler på professoren.

Butler introduceres af lektor Stefan Gaarsmann Jacobsen som »en af de mest indflydelsesrige og originale tænkere i vor tid.« Herefter modtages de med en lang, insisterende klapsalve. Modsat en rockstjerne indfinder de sig imidlertid ganske ydmygt foran mikrofonen.

Judith Butler

Amerikansk professor i sammenlignende litteratur og retorik ved Berkeley Universitet, USA

Butler udgav det filosofiske værk Gender Trouble i 1990, der gentænkte seksualitet og køn radikalt. I bogen argumenterer de for, at køn ikke er noget, man har, men noget man performer

Ud over køn har Judith Butler beskæftiget sig meget med emner som magt, vold, æstetik og demokrati.

»Når vi taler om tab og sorg over klimaødelæggelserne, ser det ud til, at vi taler om subjektive tilstande, men disse tab tilhører verdenen, med andre ord er det altså den samlede klodes tab. Disse tab gør vores egne individuelle tab små og den medfølgende sorg bør minde os om samhørigheden,« forklarer Butler og peger på, at individualisme »altid har været lidt af en løgn.«

Butler udfordrer forestillinger om, at klimasorg skal ses som apolitisk. De mener i stedet, at klimatabene skal danne grobund for mere gensidig afhængighed mennesker imellem og en forpligtelse til at finde en ny måde at forestille sig den menneskeskabte verden og vores plads på kloden.

Butler mener, at den fælles sorg over klimaødelæggelserne bør være en kilde til modstand.

»Masseudryddelserne af arter er den ultimative klimaødelæggelse, det er præmissen for fremtiden og grunden til at gøre modstand nu. Vi er afhængige af hinanden i alle livets aspekter.«

Forelæsningen varer i halvanden time. Butler læser op af sine papirer uden én gang at falde over ordene. Professoren har styr på sin rutine, standser en gang imellem sin monotone oplæsning, tager en slurk af sin kaffe og spørger venligt, om salen er med.

Der nikkes.

Til trods for at have tilkæmpet sig pladser på de forreste rækker til den populære gæsteforelæsning, falder enkelte i søvn. Tungt. Men selv om abstraktionsniveauet er højt, er salen fuld af koncentration.

Lektor og arrangør Mikkel Krause Frantzen indleder efter forelæsningen en samtale med Butler, hvor de runder emner som generationsudfordringer, normer for maskulinitet og liberalisme.

Da klokken nærmer sig 18:00, bliver det imidlertid også Mikkel Krause Frantzens lod at lukke samtalen:

»I’m afraid we’re running out of time,« lyder det undskyldende.

»Well, that’s what we’ve been talking about,« lyder det tjept fra forskeren med rockstjernestatus.

Salen ler igen.

Rockkoncert med højt lixtal

Efter forelæsningen har Annika Hvithamar, institutleder for Tværkulturelle og Regionale studier stadig en oplevelse af at have været til »rockkoncert«. Med højt lixtal.

Det er ærgerligt, at deres pointer aldrig når uden for den her forelæsningssal. Jeg sad tilbage og tænkte, jamen hvad så?

Elise Sydendal, bachelor i statskundskab

»Det var svært stof, og det foregik på et højt niveau. Måske forstod salen ikke alt, men trods kompleksitetsgraden i stoffet lod det til, at der blevet lyttet intenst. Og salen grinede, når den skulle,« lyder hendes anmeldelse.

Selv om Søren Berthelsen var forberedt på forelæsningsformatet, beskriver han oplevelsen som »meget kompakt« på grund af oplæsningen. Han ville gerne have haft mulighed for at læse pointerne forud for Butlers besøg.

»En af mine egne kæpheste er, at de her teoretiske samtaler om emner som klimasorg, skal gøres mere tilgængelige for alle. Det er vildt ærgerligt, at der til tider kan mangle et bindeled mellem det akademiske og hverdagen, fordi barrieren for at deltage i den her slags akademiske forelæsninger, kan være så høj,« siger han og tilføjer, at han synes, at der netop er brug for en bredere og mere inkluderende samtale, hvis opbakningen til klimahandlingen skal vokse«.

Elise Sydendal synes, det helt sikkert var værd at komme, og at mange pointer satte sig fast, selv om hun også »zonede ud nogle gange, da de stod og læste op af deres noter.«

»Men det er ærgerligt, at deres pointer aldrig når uden for den her forelæsningssal. Jeg sad tilbage og tænkte, jamen hvad så? Butler er selvfølgelig ikke en profet, der skal give os en manual til, hvad vi skal stille op,« siger hun og kommer med et ønske:

»Som klimaaktivist ville jeg enormt gerne have haft svar på netop det spørgsmål: Hvad så nu? Og det kunne have været nice med noget lidt mere konkret i forhold til, hvordan vi kan handle på de følelser, der bliver talt om.«

Seneste