Jeg har en tilståelse: jeg fremdrifter

Jeg læser astrofysik på KU på tredje år, og jeg har en tilståelse: Jeg fremdrifter.

Jeg står op, forbereder mig til undervisningen, deltager aktivt i den, forsøger at stille spørgsmål til det, der måske kan gøres anderledes. Jeg laver mine opgaver og holder mig konstant opdateret på rumhalløj.

Og inden jeg går i seng gennemlæser jeg lige den sidste side i morgendagens pensum. Jeg gør nemlig det samme som mine fantastiske medstuderende. Jeg gør, hvad universitetet og samtiden kræver af os. Og jeg elsker det, selv om det er hårdt.

De naturvidenskabelige fag er inddelt i en blokstruktur, hvilket vil sige at der er otte kurser à 7,5 ETCS-point årligt. En 1.648 timers årlig arbejdsbyrde, et 31,58 timers studie i alle årets uger, skuduger inklusiv. Der hersker ingen tvivl om, at der skal hårdt arbejde til før man kan blive vor tids næste Niels Bohr.

Men hårdt arbejde fra vores side hverken kan eller bør stå alene. Uddannelsernes indhold, form og struktur styrker eller svækker nemlig vores indlæring. Vi bliver med andre ord kun bedre gennem uddannelseskvalitet. Desværre er der en række elementer, der ikke just gavner uddannelseskvalitet. blokstrukturen, det medfølgende tidspres og undervisningsformen, er blot nogle eksempler på dette. Faktisk synes jeg de forringer uddannelserne, og at man burde tænke dybt og længe over, hvordan det kan gøres anderledes.

En hverdag med blokstruktur

Blokstrukturen med sine syv ugers undervisning og en uges eksamen er meget dominerende. Intentionen var intens koncentration og dybdegåen i en begrænset stofmængde i en kort periode.

»Tænk ikke så meget på eksamen, fokuser på undervisning,« var mantraet, jeg fik fortalt. Men den skaber bare følelsen af, at du starter, og så er der eksamen. Bom, syv uger flyver af sted. Bevares, hvis vi skal lære, hvad alle planeter og isklumper i solsystemet hedder, så giver blokstruktur kun god mening.

Men i forståelsesfag, hvor vi undervises i at tænke på en særlig måde, fungerer det altså ikke. Hverken kvantemekanik eller elektrodynamik kan læres på syv uger! Og at slå to blokke sammen med eksaminer halvvejs, gør heller ingen lykkelig.

Det bliver for mit vedkommende rigtig grelt, når strukturen tvinger mig og mine studerende til at planlægge hver time brugt på studiet, ned til mindste detalje. Der planlægges i hastighed og bevægelsen fra et punkt til et andet, planlægges mod et slutprodukt, der i dette tilfælde hedder eksamen. Faglig fordybning er der ikke tid til. Kritiske spørgsmål og al den ekstra søgning om spændende nyheder om rumhalløj og ny viden ryger i svinget, fordi disse ting ikke er eksamensrelevante. Hverken for mig eller underviseren. Min egen frustrationen over ikke altid af kunne leve op til idealet om den gode studerende er vældig.

Det ensidige fokus på hastighed og effektivitet har også den konsekvens, at det tvinger mig til at anskue undervisning som et spørgsmål om effektiv overførsel af viden fra underviser til mig, hvilket er en skam, for det har desværre intet at gøre med den gode undervisers måde at fungere på.

Viden står i bøgerne, findes på nettet, og ingen vil høre en gammel underviser læse højt fra et kompendium foran 200 studerende, selv ikke hvis det krydres med powerpointshows, laserpointers eller quizzer. Den gode underviser skal nemlig motivere, inspirere og udfordre, og have tid til det. Den slags savner jeg.

Gode studier kan blive de bedste

Det skal dog siges, at uddannelseskvaliteten på de naturvidenskabelige studier på KU generelt er god. Der er feedback på de fleste større opgaver, faglig vejledning og forskerkontakt til op over begge ører. Det skal vi for Newtons skyld bevare! På trods af ulykkelighed, frustration og savn, elsker jeg fortsat studiet. Men gode studier kan altid blive bedre, og de naturvidenskabelige kan sagtens blive de bedste. Vi skal blot sigte efter stjernerne.

uni-avis@adm.ku.dk