Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

»Jeg har faktisk aldrig oplevet undervisning som hans«

ÅRETS UNDERVISER — Hin-Yan Liu er populær blandt sine studerende. Så populær, at han er blevet kåret som Årets Underviser.

Når Hin-Yan Liu, lektor på Det Juridiske Fakultet, byder velkommen til et nyt hold studerende, gør han det klart, at han ikke vil ses som en lærer.

Hvis de studerende på hans kursus udvikler en evne til at forholde sig kritisk til de tekster og emner, de beskæftiger sig med, så er hans vigtigste job gjort, siger han i et stort interview til Uniavisen, der kan læses i seneste magasin.

Og det tyder på, at de studerende på hans valgfagskursus Artificial Intelligence and Legal Disruption kan lide hans stil. I hvert fald har de nomineret ham til prisen som Årets Underviser 2021. Og han vandt.

»Han opmuntrer os til at tænke kritisk. Jeg har faktisk aldrig oplevet undervisning som hans,« siger en af de studerende, Alejandra Barrios.

»Kurset har også hjulpet mig meget i andre kurser, for det programmerer os studerende til at stille spørgsmål til alt og til at være kritiske og analytiske. Det er evner, der er svære at træne selv, men nu kommer det næsten naturligt til mig,« siger hun.

En dinosaur i snor

I Hin-Yan Lius timer taler de studerende mere, end han selv gør. De stiller spørgsmål til hinanden og debatterer indbyrdes. Og tit leder det til flere spørgsmål end svar.

»I Hin-Yans timer får man ingen løsninger serveret. Diskussionen er fri, og alles input gælder. Det er helt almindeligt, at vi ikke kommer frem til nogen svar i timerne, men snarere kommer i tanke om flere spørgsmål,« siger studerende Niels Michael Wee.

Feltet kunstig intelligens og juraens syn på den er i rivende udvikling. Derfor giver det heller ikke mening at lede efter svar eller løsninger, siger han.

»Kunstig intelligens er stadig et nyt felt, så der er ikke mange definitive svar. Det er det eneste kursus, hvor det er acceptabelt at sige sådan noget som ’forestil dig, at kunstig intelligens var en Tyrannosaurus rex i en snor’.«

Nej tak til skærme

Skærme er forbudte i Hin-Yan Lius undervisningstimer. Ingen mobiltelefoner fremme under bordet og ingen computere til at tage noter på. Selv bruger han ikke diasshows, når han leder undervisningen, i stedet skriver han på tavlerne. For han har et princip om, at de studerende skal være til stede i diskussionerne i stedet for at sidde med hovedet i en skærm.

Og de studerende elsker det.

»Det er faktisk en virkelig god ting, at vi ikke må have computere fremme i timerne. Jeg tog noter på computeren på mine andre kurser, men er gået over til at tage noter i hånden i de kurser også,« siger studerende Max Kronfeld.

»Jeg husker pointerne meget bedre. Jeg tror, det er fordi, det er lettere at visualisere, når jeg har kunnet tegne og lave pile på et papir i stedet for bare at skrive af fra tavlen. Alle er også mere fokuserede og koncentrerede, når vi ikke har skærme fremme,« fortsætter han.

Læs det store portrætinterview i seneste udgave af Uniavisen, hvor du blandt andet kan læse, hvorfor Hin-Yan Liu insisterer på at undervise til de stærkeste studerende. Magasinet kan findes på alle campusser eller i digital udgave her på siden.

Seneste