Jeg har skuffet mit regneark. Men jeg fortryder intet

For første gang i to uger vil skærmen på kortlæseren have mig til at godkende et trecifret beløb. Jeg lægger telefonen på, pling, og jeg er 113 kroner fattigere. Ekspedienten bag baren rækker mig to store fadøl. Min aften er skudt i gang, og min ellers vandtætte spareplan er sparket til hjørne.

Jeg er halvvejs igennem i et eksperiment, hvor jeg har 1.500 kroner at leve for i hele februar måned. En undersøgelse fra DM viste sidste år, at 26 procent af fagforeningens studerende medlemmer levede for mindre end det.

Personligt plejer jeg at bruge næsten fire gange så meget. Men det må da kunne lade sig gøre, tænkte jeg, og de første to uger befandt jeg mig i en sparemæssig flowtilstand. Jeg begyndte at game det, tælle sammen og puge penge for at se, hvor lidt jeg egentlig kunne slippe afsted med at bruge.

LÆS OGSÅ: Jeg har fået en ny hobby: At spare penge

Men den regnearksmotor, som indtil videre har forsynet mig med motivation, kører nu på reservetanken. Jeg keder mig.

Tilbage til forbrugssamfundet

Spareeksperten Sune Bjørn Andersen, som jeg talte med i første afsnit af serien, forudså ganske rigtigt, at første uge ville være drevet af nysgerrighed. Men som dagene efterhånden smelter sammen til en beige substans af havregrød, cykelture og linsegryder, føles det ikke som om, der er meget tilbage at være nysgerrig på.

Min overdrevne Excel-rus de sidste par uger har givet mig en lille økonomisk stødpude på små 300 kroner

På det her stadie i eksperimentet har jeg efter alt at dømme knækket koden til at leve billigt: bælgfrugter og cykelture. Men som en kollega på avisen gjorde mig opmærksom på, gør det mig ikke rigtig klogere på en anden – og nok vigtigere – facet af eksperimentet: Kan jeg for 1.500 kroner om måneden leve fedt? Kan jeg have det sjovt?

Jeg er stædig nok til, at jeg godt kan spise havregrød med proteinpulver til frokost hver dag, så længe det kun går ud over mig. Problemet opstår, når det begynder at gå ud over andre. Desuden er jeg begyndte at tvivle på min egen strategi, for hvorfor overhovedet spare, hvis jeg ikke bruger opsparingen på noget?

Det er på tide at genindtræde i forbrugssamfundet. For hvad pointen med at spare – eller for den sags skyld leve – hvis det er blottet for nydelse?

Min mentale afkørsel fra det spartanske sparespor til den noget mere indbydende hedonistiske hovedvej, leder mig i retning af et af de steder, jeg har frygtet allermest under eksperimentet: en københavnsk ølbar.

En velovervejet dårlig beslutning

Jeg har ikke været den bedste kæreste, siden min kæreste for nylig kom hjem fra en studietur i Afrika og landede midt i mit spareeksperiment. Jeg kan fint være sparsommelig, når jeg bare er mig, men når det går ud over andre, føler jeg mig nærig.

Min overdrevne Excel-rus de sidste par uger har givet mig en lille økonomisk stødpude på små 300 kroner.

LÆS OGSÅ: Studenterjournalisten undersøger, om han kan leve for 1.500 om måneden

Budgetoverskuddet var egentlig tænkt som en backup, til hvis sneen tvang mig af cyklen og på metroen. Men prioriteter kan hurtigt skifte, har jeg erfaret, så nu tager jeg på date med min kæreste.

Vi går en tur i byen og lander på en kælderbar et sted mellem Nørreport og Søerne. Stedet kunne sikkert have været billigere, men frosten er nået gennem vores jakker, og udsigten til et varmt ly vejer nu tungere end driften efter til et godt tilbud.

Min frygt for ølbarer skyldes ikke kun de utaknemmeligt høje priser, men også den snedige mekanisme, der ligesom er bagt ind i barernes forretningsmodel: I takt med at man indtager deres varer, mister man gradvist sin dømmekraft og dermed sit primære forsvar mod at købe mere.

Vi drikker fadøl i varmen, og da jeg går derfra, har jeg brugt en trettendedel af mit budget for denne måned.

Et økonomisk trilemma

Jeg har lovet at give middag.

Det er en mulighed for at dæmme op for noget af min dårlige samvittighed.

Min kæreste og jeg bor sammen og deler de fleste udgifter – herunder mange af dem, jeg skal dække for mine 1.500 kroner – og mit projekt har derfor udgjort et dilemma: Enten skal hun spise med på mine budgetlinser frem til marts (øv), ellers spiser vi hver for sig (mere øv), eller også lever hun, som hun plejer, men betaler en uforholdsmæssig stor del af vores madpost.

Det har givet mig en følelse af lykke, som ikke kan portionsanrettes og gemmes i køleskabet

Hun har indtil videre valgt det sidste. Ubalancen nager mig. Det clasher på et eller andet plan med min selvforståelse, at jeg skal forsørges af andre – og især af min kæreste. Jeg har det som om, jeg nasser på hende. Men jeg kan vel tippe balancen midlertidigt med et godt måltid.

Derfor slentrer jeg ud af Føtex med 172 kroners ingredienser til en god aften hjemme: pasta, sodavand og en tung pose med min kærestes yndlingsslik fra den selvlysende bland-selv reol.

285 kroner har jeg brugt i dag. Cirka ti gange mit gennemsnitlige dagsforbrug i februar hidtil.

Jeg kunne nok have vekslet det beløb til en linsegryde, der kunne have holdt mig kørende resten af eksperimentet, men aftenen har givet mig noget andet, nemlig en følelse af at være en ligeværdig partner, der var generøs – ham, der gav. Det har givet mig en følelse af lykke, som ikke kan portionsanrettes og gemmes i køleskabet.

Nu krydser jeg bare fingre for, at København ikke bliver ramt af endnu en snestorm.

LÆS OGSÅ: Kan du leve af en SU? Tjoooeh

Fattig kæreste, dårlig kæreste?

Selvom mit spareeksperiment kun er en fireugers simulation, som jeg nok skal overleve, har det alligevel fået mig til at tænke på betydningen af penge i romantiske relationer.

Lady og Vagabonden fortæller os, at kærlighed er det eneste, som betyder noget, men amerikanske voxpop, som min Instagram-algoritme favoriserer af uransagelige årsager, viser mig, at intet er vigtigere end indkomst. Jeg er heller ikke selv gået fri af forventningerne til mig som forsørger.

En undersøgelse foretaget af Aller Media i 2025 synes at lande et sted i midten. Her svarer 62 procent af nordiske kvinder, at de forventer, at deres partner bærer det finansielle ansvar, hver femte har et skjult ønske om, at deres partner forsørger dem, og halvdelen af danske kvinder over 60 forventer, at deres partner bidrager med økonomisk stabilitet.

Skat, hvordan ville du have det, hvis jeg altid kun havde 1.500 at leve for? Ville det blive et problem?

Samtidig svarer 64 procent, at følelsesmæssig og praktisk sikkerhed er det vigtigste i et forhold. For knap halvdelen er det vigtigste, at partneren er mentalt til stede, og 43 procent svarer, at det vigtigste er, at partneren kan udvise og tale om følelser.

Er penge og følelsesmæssigt nærvær begge nødvendige, eller kan man kompensere for et underskud på den ene front ved at have overskud den anden?

»Skat?,« siger jeg til min kæreste et par dage efter vores aften ude. »Hvordan ville du have det, hvis jeg altid kun havde 1.500 at leve for? Ville det blive et problem?«

Det ville nok blive irriterende, svarer hun. I hvert fald hvis vi ikke fandt nye måder at være sammen på.

Selv om det lyder betryggende, sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at jeg ville føle mig som en lousy kæreste, hvis jeg trak vores levestandard ned. Jeg kan også se, hvordan det påvirker mine venner – de ved, jeg laver eksperimentet, så de er begyndt at betale for mine øl, når vi mødes efter forelæsningen.

Jeg har ikke lyst til at blive ved med at nasse på min kæreste og mine venner. Men jeg har svært ved ikke at føle mig som en fiasko, hvis jeg ender måneden og eksperimentet i minus.

Har jeg simpelthen forsyningsangst? Jeg kommer i hvert fald til at tænke på en studietur til Østrig, da jeg gik i 7. klasse, som for mig kom til at handle om … penge. Den tager vi i næste uge.