Jeg ser det som et projekt at engagere mig

Mattias er ikke svær at få øje på. For lige så engageret han er som menneske, lige så høj er hans slanke og langstrakte krop. Vi sidder på Paludan bogcafé i Fiolstræde, omgivet af unge, tilsyneladende arbejdsomme mennesker, med åbne computere foran sig. På den anden side af væggen holder Studenterrådet til. Et sted, hvor Mattias tilbringer meget af sin tid.

Men for Mattias handler det ikke kun om universitetet og studenterpolitik. Det handler om at involvere sig i samfundet og sine omgivelser. Det handler om politisk engagement. For, som Mattias selv formulerer det: »frivillige organisationer og frivilligt politisk engagement kan være med til at styrke demokratiet i vores samfund og gøre det bedre.«

Besparelser på tre procent tændte gnisten

Når Uniavisen vil høre om, hvordan og hvornår Mattias blev optaget af studenterpolitik, retter han blikket op i loftet, stiller koppen med grøn te på bordet og rynker på panden mens han leder blandt erindringerne.

For det er mange års erfaring med politisk relaterede aktiviteter i kassen på toppen. Han har ikke kun været engageret på universitetet, hvor han læser sociologi, han var også aktiv i elevrådet på gymnasiet. Og i mødet med universitetet var det flere forskellige ting, der vækkede viljen til at kræve forbedring.

»Jeg blev aktiv på universitetet sammen med en gruppe studerende, som syntes, det var et problem, at der var besparelser på tre procent hvert år. Det var den gang jeg startede på universitetet i 2006-07.«

I samtaler med ældre studerende blev det klart for Mattias og de andre studerende, at deres uddannelse blev dårligere. Og snart kunne han selv mærke det.

»Når man sammenligner pensum med, hvor meget kvalitetstid man har med en underviser, som kan sætte én ind i tingene, og som man kan gå i dialog med, så bliver forringelserne tydelige. Det er der nemlig ikke særlig meget af. Både fordi man har for lidt undervisning, og fordi undervisningsholdene ofte er for store.«

Ikke universitetsfolket der bestemmer

Alligevel er det svært at få de studerende til aktivt at deltage i universitetsdemokratiet. Det har det seneste valg understreget. Valgdeltagelsen er lav, og det virker som om, de unge ikke tror på, at det er muligt at få reel indflydelse via universitetsvalget. Det kan Mattias godt forstå.

»Det er jo ikke dem, der er valgt, der har flertallet i universitetsbestyrelsen. Efter 2003, da universitetsloven blev ændret, er der ikke den samme demokratiske indflydelse på universitetet længere. Det er sværere at få direkte indflydelse ved at stemme. Det er ikke universitetsbefolkningen, der bestemmer, men i langt højere grad den ansatte ledelse.«

Men det er stadig muligt at få indflydelse på, hvordan universitetet skal ledes, siger Mattias. Det handler om at gøre det, man mener, synligt.

»Man kan få den ansatte ledelse på universitetet i tale ved at gøre det tydeligt, hvilke problemer der er på universitetet, og hvilke muligheder, der er, som ikke bliver udnyttet. Det kan man gøre blandt andet ved at deltage i den offentlige debat, ved at lave kampagneaktiviteter og ved for eksempel at skrive læserbreve til Universitetsavisen.«

»Demokratisk deltagelse er på denne måde langt mere, end om man stemmer eller ej, det er også, om man deltager i at skabe debat om universitets udvikling« siger Mattias.

Et ungt frø blandt gamle rotter

At sidde i KU’s bestyrelse indebærer at diskutere og forhandle med nogle betydeligt ældre og mere trænede lederskikkelser. Folk, der måske sidder med andre holdninger til, hvad et universitet skal være. Den udfordring har Mattias grublet en del over, men han er ikke bekymret.

»Jeg har en forventning om, at de andre medlemmer af bestyrelsen og universitetsledelsen vil gøre, hvad de kan, for at bidrage til, at vi arbejder på et fælles højt vidensniveau.«

»Når det er en bestyrelse for så vigtig en institution som KU, så vil man også gøre noget ud af, at skabe det fælles grundlag.«

Det særlige ved at være studenterrepræsentant

Mattias’ arbejde i universitetsbestyrelsen, er meget afhængigt af de aktive i fagrådene og Studenterrådet.

For selv om Mattias er studerende, kan han ikke være alle steder på samme tid. Så det er via de lokale studenterorganisationer på de forskellige institutter, at han kan nå ud til den almindelige studerende på de enkelte fag.

»Studenterrådet har kontakt med en masse studerende rundt omkring på universitetet som har en holdning til hvordan deres uddannelse fungerer og hvord godt deres studiemiljø er indrettet. Og det er, fordi Studenterrådet via fagrådene er i kontakt med dem, at jeg vil kunne bidrage med noget særligt til universitetsbestyrelsen.«

Fællesskabet er større end forskellene

En af de helt store udfordringer ved at være studentervalgt medlem af bestyrelsen, må være at skulle tale på vegne af en så stor gruppe som de studerende på KU. Kan man overhovedet repræsentere dem alle?

»Der er mange af udfordringerne på fakulteterne, der er de samme, men som kommer til udtryk på forskellige måder. For eksempel hvis universitetet har dårlig økonomi. Nogle steder betyder det, at man har meget store hold, andre steder betyder det, at man har alt for lidt undervisning, og for de mest uheldige betyder det begge dele.«

Mattias uddyber »Samtidig synes studerende fra forskellige uddannelser sikkert også, at det er forskellige ting der er vigtige at ændre på universitetet. Men jeg er overbevist om – og det tror jeg også er grunden til, at Studenterrådet kan fungere – at der er flere ting vi har til fælles end som skiller os ad.«

Engagementet er et projekt

Mattias har ikke nogen forestilling om, at han skal være politiker. Men for fremtiden drømmer han om at arbejde i en organisation, som forsøger at inddrage almindelige mennesker i en samfundsdebat og engagere dem i vigtige spørgsmål. Selv om han også har forståelse for, hvorfor folk vælger ikke at engagerer sig mere;

»Folk har travlt, og der er en masse andre væsentlige ting i livet man kan være optaget af. En grund til, at nogle vælger det politiske fra, kan være, at den ting man engagerer sig i, bliver kompliceret og frustrerende at beskæftige sig med. Den politiske debat er et eksempel på det. Jeg tror mange kan blive træt af politikere, fordi de taler et bestemt sprog, eller at det hele kommer til at handle om skandaler og spin. Jeg tror, det kan skræmme nogle fra at engagere sig.«

Men det er Mattias ikke selv bange for: »Jeg ser det som et projekt at engagere mig, der hvor jeg kan, og prøver at begrænse spin og skandaleværk så meget som muligt.«

line.hjorth@adm.ku.dk