»Jeg ser mig selv som Eske Willerslevs sneplov«

Jeg er ikke nogen The Devil Wears Prada-sekretær. Jeg har titel af akademisk administrativ assistent, og det betyder, at jeg har ret vide beføjelser. Det er mit job at have styr på alt det, der ligger omkring Eske Willerslevs forskning. Det er mig, der monitorerer hans indbakke, som formentlig er den største i hele KU’s it-system. Er der noget, han skal gøres opmærksom på, eller er det en sag, jeg kan klare uden at forstyrre ham? Jeg har friheden til at svare eller handle, som jeg finder bedst. Jeg holder øje med alle hans aktiviteter, og jeg skulle hilse og sige, at der er nok at lave. Jeg kommunikerer med fonde om bevillinger, korrekturlæser kontrakter og videnskabelige artikler og sørger for, at ting bliver afleveret til tiden. Det er også mig, der holder øje med, at hans ph.d.-studerende trives her på Globe Institute. Jeg arrangerer rejser. Men frem for alt holder jeg styr på Eskes kalender.

Folk tror, at jeg enten er den travleste person i Danmark eller den skøreste. Eske er kendt som en temmelig kaotisk forskertype, og det er sandt nok, at han har et vildt arbejdsgear, men som person er han alt andet end skør. Og den tossede videnskabsmand, du kan møde i medierne, er mere sensationel end sand. Men fremstillingen er selvfølgelig sjov, og jeg tror også, det morer ham. Jeg ser mig selv som en slags sneplov: Jeg føler mig ansvarlig for, at vejen er ryddet, så Eske møder mindst mulig modstand. Jeg prøver at tage mig af det meste, så han kan gøre det, han er bedst til: Få ideer og føre dem ud i livet. Jeg betragter ham som en dirigent, der kan inspirere andre musikere til at spille sammen, så der skabes fantastiske symfonier. Og det er klart, at dirigenten hverken kan tale i mobil eller besvare mails, hvis der skal opstå musik.

Det er ikke et 9 til 17-job. Hverken for ham eller for mig. Eske arbejder meget og trives med det. Og det er ofte på uortodokse tidspunkter, fordi mange samarbejdspartnere sidder på den anden side af Jorden, og det har jo betydning for, hvornår man kan kommunikere. Hvis Eske har møder om aftenen, eller hvis han er ude at rejse, må jeg tænke frem og planlægge rundt om det. Min telefon er aldrig slukket, men det betyder ikke, at han kimer mig ned. Eske er flov, hvis han må bede mig booke en tid hos lægen, eller hvis jeg kommer med en kop kaffe. Vi er et godt match, og han er en empatisk chef. Somme tider jonglerer jeg med rigtig mange ting, og jeg kan da godt overveje, om jeg skulle prøve at træde et skridt tilbage og se, hvad der sker, hvis boldene falder. Men jeg forstår, hvor svært det er for forskerne, at passe deres arbejde, hvis de også skal tage sig af det praktiske.

Jeg har en ph.d. i arkæologi, så jeg ved alt om, hvordan universitetsverdenen fungerer. Når man har et job som mit, er det en kæmpe fordel at have en akademisk baggrund. Det er ikke en nem beslutning at forlade forskningen, det var det heller ikke for mig. I begyndelsen var der mange, der mente, at det var et mærkeligt valg at blive administrativ projektleder, men jeg ville have et job, hvor jeg kunne bruge alle mine evner. Og det har jeg fundet. Som jeg ser det, er det afgørende, at forskning og administration er vævet tæt sammen. De administrative medarbejdere, der bliver på universitetet, er dem, der føler sig involveret. De føler sig relevante. De føler sig forbundet. De føler sig som en sten i det murværk, der holder forskningen oppe. Desværre går udviklingen i en anden retning, der ignorerer, at den akademiske verden ikke er en industri, og vores brugere ikke er kunder. Vi er her ikke for pengene, men for den ære, vi sætter i at arbejde med viden.

Jeg har fået lavet en dna-test. Det er sådan noget, vi kan her på stedet. Den viste, at jeg er 100 procent italiensk. Det er jo vidunderligt at kunne underminere stereotypen om kaotiske sydeuropæere og strukturerede skandinaver. I mit og Eskes tilfælde er det omvendt. Anyway, jeg forlod Italien for at tage min kandidat i London. I mit speciale sammenlignede jeg markedspladser i byer langs silkevejen. Det var jeg så fascineret af, at jeg fortsatte med at skrive ph.d., hvor jeg sammenlignede kejserlige kinesiske og romerske hovedstæder. Jeg så på byernes struktur, byplanlægning, bygningernes sprog – og hvordan de blev brugt politisk og til propaganda. Det kan fortælle os alt muligt om, hvordan vi bruger byens hverdagsrum helt op til i dag. Jeg elskede stoffet, men jeg havde et problem. Der var ingen på mit institut, der anede, hvad jeg lavede, og der var heller ingen stipendier at få. Så jeg finansierede min egen ph.d.

Det vigtigste, jeg har lært, lærte jeg, da jeg arbejdede for Tiffany’s i Harrods. I over fire år solgte jeg eksklusive smykker som tilsynsførende på gulvet i afdelingen. På det tidspunkt havde Harrods verdens højeste kundeservicestandard. Vi blev uddannet til at håndtere alle slags kunder og møde dem i deres behov. Alle skulle have en god oplevelse hos os, lige fra hende, der ville købe en krukke til sit kæledyrs aske over teenagerne, der kom for at prøve 20 forskellige ringe og til kunder, der slikkede på en finger for at få en ring af. Vi lærte at skrinlægge alle vores fordomme om folk, være åbne over for alle og lytte og rådgive i en uendelighed. Alt det lærte jeg at håndtere med grace. Det var mit livs bedste skole.

Min ph.d. hang over mit hoved som et sværd. Men jeg overvejede aldrig at stoppe. Det er den mest destabiliserende oplevelse i mit liv, jeg hadede det virkelig. Og jeg dumpede. I Storbritannien aner du ikke, hvad bedømmerne mener om dit arbejde forud for ph.d.-forsvaret. Og jeg vidste med sikkerhed, at mine vejledere ikke havde læst min tekst. Jeg argumenterede imod de valgte eksaminatorer, men ingen lyttede, fordi de ikke rigtig vidste, hvad jeg lavede. Bedømmerne konkluderede, at jeg var nødt til at give det halvandet år mere og skrive mit projekt helt om. Og det gjorde jeg. Jeg arbejdede fire dage om ugen og brugte tre på ph.d.’en, og hver anden uge tog jeg en fridag. Jeg arbejdede enten i en arkæologisk udgravning ved den olympiske landsby i det østlige London eller solgte smykker i Harrods. Om morgenen skulle jeg holde tungen lige i munden, når jeg skulle i tøjet: Det sorte sæt eller min udgravningsdragt?

Jeg arbejdede solen sort. Jeg omskrev den ph.d., og jeg fik min oprejsning. Denne gang var mine vejledere mere ivrige efter at hjælpe, og jeg afleverede en ny tekst efter halvandet år. Jeg har stadig begge versioner på mit kontor, og jeg glemmer aldrig, hvad det krævede. Jeg fik min ph.d. i 2011, og jeg blev opfordret til at udgive den som lærebog. Men det gjorde jeg ikke, for vejen dertil havde været så lang og ensom. Måske er det også en af grundene til, at jeg ikke forfulgte en akademisk karriere. Jeg mødte min tyske mand i London og fulgte ham til Københavns Universitet, hvor han blev tilbudt en stilling som arkæologisk vicedirektør på udgravningen af havnebyen Al Zubarah, som har ligget begravet under ørkensandet i det nordvestlige Qatar. I dag bor vi sammen med vores to firesprogede døtre i et hus på Amager med en vild have, som jeg forsøger at tæmme, når jeg ikke arbejder.

Jeg forstår ikke administrationsreformen. For mig at se, skal de forskellige dele af administrationen være forankret i nærmiljøerne tæt på forskning og undervisning. I sidste ende samarbejder vi om det vigtigste, nemlig forskningen. Man tager grueligt fejl, hvis man tror, at administratorerne bare er papirskubbere, for hvem det ikke betyder noget, hvilket papir, der skubbes rundt. Vi har valgt at arbejde i akademia, selv om pengene er bedre andre steder. Tidligere var et job i staten lig med stabilitet og sikkerhed, og det opvejede lønnen. Sådan er det ikke længere, og når der skal findes besparelser, er det altid stillinger, der forsvinder. Nu må vi se, hvordan tingene udvikler sig. Jeg har været her i fire år, og jeg har følt, at mit arbejde er værdifuldt for samfundet, fordi det bidrager til at udvide det, vi ved. Det giver stolthed, og så lever man med, at pengene er små og fritiden sparsom.