Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Studieliv

Jeg skal snart føde, så jeg spurgte en studerende, der er mor: Kan forældre- og studielivet forenes?

»Forventningen til ens indsats på studiet daler. Det er både meget generøst og hensynsfuldt, men det gjorde også, at mine forventninger til mig selv dalede,« siger 24-årige Alice Bier Zandén. Hun studerer kunsthistorie på Københavns Universitet og er mor til en datter på tre og gravid med nummer to.

Allerede i juni begyndte spørgsmålene at melde sig. Forårssemestrets sidste eksamener ulmede på byens campusser, imens sommeren rigtig var ved at få fat udenfor, og drømme om tidløse dage og havet svævede ind ad læsesalens åbne vinduer og plantede en uro i leddene hos de flittigt læsende.

Jeg var blevet gravid, og jeg kæmpede ihærdigt med at orientere mig i semestrets pensum, Det Moderne Gennembrud, Blicher, Blixen, men værkerne blandede sig sammen og delte sig i usammenhængende ordbrokker. Inde i maven spirede det videre, embryonet, og da den sidste eksamen endelig var ovre, var det tid til at tænke over moderskabet og min fremtid som historiestuderende. Seriøse sager.

Maven voksede, efterårssemestret begyndte, bladene faldt, min bachelor blev skrevet og afleveret, og nu, få uger før fødslen af mit barn, melder spørgsmålene sig igen:

Kan man være mor og studerende på samme tid? Eller vil de to roller konkurrere med hinanden?

I 2015 lancerede Københavns Kommune en fertilitetskampagne, der skulle få kvinder til at få børn tidligere i livet. Med spørgsmålet: »Har du talt dine æg i dag?« gentog kampagnen et velkendt, og for mange trættende, dogme om kvindens biologiske ur. Kommunikationen var »primært målrettet mænd og kvinder mellem 25 og 30 år, som studerer en længerevarende uddannelse.« Den skulle minde os om, at det bliver sværere at blive gravid, jo ældre man bliver.

Folk var søde og havde respekt for det, jeg skulle, de ville ikke belemre mig. Og de ville heller ikke regne med mig.

Alice Bier Zandén, studerende og mor

Herefter dukkede Spies’ lumre »Do it for Denmark«-reklame op i 2014, som satte fokus på samfundsansvar, graviditet og fertilitet. Det er for Danmarks bedste, hvis vi kvinder får flere børn, og du kan endda få ægløsningsrabat, når du bestiller en rejse. Hvad det så end skal betyde. Havde man undfanget et barn på rejsen, kunne man vinde tre års forbrug af babyudstyr og en børnevenlig ferie. Sikke dog.

Spies fulgte op året efter med kampagnen »Do it for Mom«. Nu var det ikke kun for det skrukke samfunds, men også for den skrukke bedstemoders skyld, at vi skulle i gang med reproduktionen. Med dette guilt trip og kedeligt kønsnormative fokus (for det er for bedstemor – ikke bedstefar, vi får børn) i bagagen, er det jo bare at komme i gang. »Hvis De ikke vil gøre det for fædrelandet, så vil De vel gøre det for Deres mor.«

Der er et heppekor at finde derude, hvis ikke man finder motivationen i sig selv.

Men hænger det sammen? At være ung, studerende og forælder? Jeg søgte ud for at få mere konkret indblik i moderskabet. Kan man gå med sin tæsketunge mulepose fuld af dyre bøger fra Academic Books i den ene hånd og sit barn i en endnu dyrere barnevogn i den anden?

Jeg mødes med en gammel veninde, Alice Bier Zandén hedder hun, og hun er 24, kunsthistoriestuderende, mor til Joy på tre år og gravid med endnu en lille pige, der vil komme til marts.

»På mit forrige semester lå mine to fag i tidsrummet 14-17 hver dag,« siger Alice, mens vi hælder ramen i os på Nørrebro. »Det var i en periode, hvor min kæreste havde mega travlt, så jeg skulle hente Joy hver dag, og derfor kunne jeg ikke komme til undervisning, medmindre farmor hentede. Det var ret irriterende.«

Restauranten er fyldt, og på optagelsen fra vores samtale konkurrerer Alices stemme med dominerende slubren fra munde, der suger nudler op af store skåle, hvor tang, flæsk, æg og forårsløg gynger i en umamitung rødlig suppe. I baggrunden kan man høre det osende køkken og en god omgang jazz på højtalerne. Jeg får dog det vigtigste med fra samtalen.

»Hvordan er det?« spørger jeg med grødet stemme efter et hosteanfald forårsaget af den rosenrøde olie, der lægger sig på toppen af nudelsuppen.

»Jeg har jo fået børn før mine medstuderende, så jeg har været tidligt ude, og jeg var på barsel i et år. Derfor var det svært at identificere sig med dem. Vi ramte lidt forbi hinanden.«

»Havde de svært ved at identificere sig med dig?«

»Ja, det tror jeg. Men det er jo ikke entydigt, for der er altid skønne mennesker at blive venner med. Nærmest overalt er der søde mennesker. Men jeg kunne godt føle, at jeg stod udenfor i en eller anden grad, og jo også hvad angår fredagsbar og opgaveskrivningen i gruppearbejde, hvor det tit ville fortsætte om eftermiddagen. Der skulle jeg jo hente.«

»Har du fået ubehagelige reaktioner fra medstuderende eller undervisere?«

Måske handler det om, at man som forælder skal være lidt mere egoistisk. Man må behandle den hensyntagen konstruktivt og sige: Prøv at høre gutter, kan vi rykke mødet?

Alice Bier Zandén

»Som udgangspunkt har folk været søde. Næsten alle er begejstrede for børn, underviserne har dem selv og husker tilbage på, hvordan det var. Men forventningen til ens indsats på studiet daler. Det er både meget generøst og hensynsfuldt, men det gjorde også, at mine forventninger til mig selv dalede. Jeg kunne godt bruge barnet som undskyldning på tidspunkter, hvor jeg ikke behøvede undskyldninger.«

»Blev det en slags sovepude?«

»Ja. Alligevel har jeg udpræget FOMO, og det stillede mig et svært sted, for jeg ville gerne være en del af det hele, og undervisningen var spændende, men jeg har aldrig rigtig fundet min plads i det, hvor jeg både kunne være så meget mor, som jeg ville og samtidig være med.«

Mens Alice taler, husker jeg tilbage på, hvordan jeg, dengang vi gik i folkeskole sammen, var fascineret af Alices evne til at tiltrække et stort følge af veninder, der var tørstige efter hendes jokes og omsorg. Og senere var det drengene, der måtte give efter. Hun er ydmyg og selvironisk og kan karikere stemmen, så få modstår den og hendes sporadiske og voldsomme latterudbrud. Derfor overraskede fortællingen om hendes oplevelse af at stå udenfor.

»Folk var søde og havde respekt for det, jeg skulle, de ville ikke belemre mig. Og de ville heller ikke regne med mig. Når det hele bliver lidt løst – socialt og fagligt – er det svært at holde fast. For især det sociale er med til at fasttømre én. Alt, der kunne holde mig fast på studiet, løsnede sig, og jeg slap det også selv.«

Det havde jeg simpelthen aldrig overvejet. At en hensyntagen og generøsitet også kan tage sig ud som misforstået omsorg. Der må ligge en indbygget følelse af, at man er noget i nogens øjne, hvis der forventes noget af én. Og noget af den følelse må vel forsvinde, hvis omverdenen lader én være.

»Hvad ville være dit råd, hvis man vil ændre på den tendens?«

»Måske handler det om, at man som forælder skal være lidt mere egoistisk. Man må behandle den hensyntagen konstruktivt og sige: Prøv at høre gutter, kan vi rykke mødet? Tage lidt plads og ikke være bange for at kræve noget af hinanden. Folk må gerne være lidt stride.«

Efter en pause tilføjer hun:

»Generelt kan vi som mennesker godt lide adresseringen, fordi den betyder, at man bliver set. Det er jo altid rart. For ellers kræver det et stort indre drive, hvis man skal holde fast og være ambitiøs, præstere og være en del af et fællesskab.«

»Desværre bliver det en uvane for os forældre at bruge vores børn som undskyldning for ting, vi ikke rigtig gider. Det kan du glæde dig til.«

Med stemmen fuld af håb nævner jeg en artikel i Uniavisen fra juni 2018, hvor en far fortæller om, hvor stor en slacker han var, inden han blev far, og hvordan han derefter måtte lære at lægge planer i en presset hverdag og overvinde sin overspringshandlende side. Alice erklærer sig enig, til dels.

»Alt det, der var sværest før, at sætte en rytme for livet og dagene, det sker jo helt af sig selv. Man skal aflevere dér, og på et tidspunkt skal der hentes. Det gør kun noget godt. Netop fordi det besværliggør ting. Og så er straffen så meget hårdere, når man udsætter tingene og må arbejde om natten.«

En uengageret, støvet januarregn får asfalten til at skinne udenfor . De fleste gæster er gået, og vi skal selv til at runde af, for Alices familie venter derhjemme, og suppen har gjort os mætte. Jeg insisterer på et sidste råd.

»Der er en eller anden forventning til en mor om, at der skal være en naturlighed over det hele. Men som ny mor famler man rundt og ved ikke en skid. En kæmpe del af det nye liv, er kontroltabet. Man kan ikke forvente noget og aner ikke, hvad der er op og ned.«

»Men hvorfor gør man det så?« spørger jeg, og her mener jeg det helt store spørgsmål: Hvorfor får man børn?

»Fordi det er det bedste, der kan ske. Det er så meget det bedste.«

# Skriv kommentar
Del

Deltag i debatten

Seneste