»Jeg skrev om nekroæstetik«

Hvad handler specialet om?

Om død. Eller, rettere, om sammenhængen mellem kunst og død og politik og død.
Jeg interesser mig for kunst, der har liget som sin dominerende figur, og som opstiller æstetiske dødsverdener. Jeg kalder det nekroæstetik. Desuden har jeg fra Achille Mbembe lånt et begreb om nekropolitik – når politiske administrationer producerer direkte eller indirekte former for mord.

Der er en udemokratisk distribution af død i postkoloniale tredjeverdenslande, i Afrika, i Israels besættelse af Palæstina, i Middelhavets døde bådflygtninge. Og massemord på hundredvis af unge kvinder i Ciudad Juarez i Nordmexico siden starthalvfemserne.

I denne by – de døde kvinders by! – udkrystalliseres specialets problemstilling, for der er sammenfald af nekroæstetik og nekropolitik. Jeg analyserer to nekrokunstneriske værker, der forholder sig til massemordet: Roberto Bolanos roman 2666 og den mexicanske kunstner Teresa Margolles’ praksis.

Hvorfor skal vi andre interessere os for dit speciale?

Den engelske filosof Simon Critchley har engang sagt: »One dies, big deal: Everybody dies«.
Det er jo på mange måder sandt, men der er også steder, hvor Crichtleys udsagn klinger hult: hvor æstetiske eller politiske dødsverdener opstår, og hvor dødens såkaldte demokratiske vilkår undergraves.

Nogle mennesker dør en utidig død, som ikke ‘gælder’ eller ‘tæller’, og som hverken får opmærksomhed eller begravelse. Vi er nødt til at få øjnene op for den ‘nekropolitiske virkelighed’, og det er mit speciales etiske imperativ. Som litterat og kulturteoretiker er jeg interesseret i, hvordan samfundet, kunstnerne og forskerne forholder sig til den virkelighed. Har man et ansvar?

Hvem bliver vrede over dit speciale?

Jeg pisser nok hverken danske politikere, europæiske forskere eller mexicanske myndigheder af. Men mindre kan også gøre det.

Hvilken avisforside gemmer sig i dit speciale?

Den kunne handle om verdens glemte døde, for dem er der nok af. For eksempel er medierne for tiden fulde af nyheder fra Mexico, hvor den ene narko-liglast efter den anden dukker op.

Men det paradoksale er jo, at nekrokunsten er og kan noget helt andet end avisforsiden, der ofte går nekropolitikkens ærinde uden at vide det. Uanset hvad, så hører vi – som sagt og med jævne mellemrum – om de her katastrofer. Man læser nyheden og ser på billedet, men man fortsætter sit liv som om intet var hændt. Man konfronteres ikke som læser med det konkrete liv, der ender, og man påvirkes ikke affektivt. Nekrokunsten kan overskride denne følelsesløshed.