»Jeg spurgte det teknisk-administrative personale, hvordan det går med hjemmearbejdet«

Da jeg for nogle uger siden skulle holde et lille oplæg i KU’s Senat om, hvordan teknisk-administrativt personale (TAP) oplever corona-situationen, følte jeg mig en smule i vildrede. For hvordan i alverden skulle jeg dog kunne sige noget generelt om så bred en medarbejdergruppe?

Forsøgsvis udsendte jeg derfor en mail til udvalgte TAP-maillister bredt på KU’s fakulteter med en invitation til at sende mig små eller store personlige fortællinger om corona-stuationen. Resultatet var overvældende. I løbet af kun to døgn fik jeg 147 svar.

Det er utrolig spændende læsning. Der er mange rørende, ærlige og åbne fortællinger iblandt, og jeg synes, at de fortjener at nå bredere ud.

LÆS OGSÅ: Mens universitetet genåbner, må det administrative personale gå hjemme til august

En broget medarbejdergruppe

Helt overordnet fortæller de mange mails i mine øjne, at der er en gruppe TAP’er på KU, der føler sig en smule overset. Der tales meget om forskere, undervisere og studerende i corona-krisen, mens TAP’erne let overses. Enkelte i mailbunken efterlyser, at TAP anerkendes tydeligere.

Der er en gruppe TAP’er på KU, der føler sig en smule overset.

Samtidig er det tydeligt at TAP-gruppen er en meget bred og facetteret medarbejdergruppe. Her er rengøringspersonale, laboranter, eksamensmedarbejdere, betjente, laboranter, AC-medarbejdere, ledere m.m. Og fortællingerne er præget af forskellighederne.

Jeg tænker selv, at de mange forskellige fortællinger kan sammenfattes i følgende sætning:

Arbejdsglæde = relationer + resultater

De vigtige relationer

Arbejdsglæden er størst, der hvor det er lykkedes at fastholde og udvikle gode relationer til kollegaer, ledelse og studerende samtidig med at produktiviteten og følelsen af, at man gør en forskel, opretholdes.

Omvendt mistrives de ansatte, der af forskellige årsager føler sig afkoblet og/eller mindre produktive derhjemme.

Konkret rummer mailene alt fra medarbejdere, der stortrives med hjemmearbejdet, til medarbejdere, der hader det.

På plussiden fremhæves især fleksibiliteten og roen til at kunne koncentrere sig. Desuden fremhæver rigtig mange den tid, de sparer på transport. En enkelt rapporterer at spare hele syv timers transporttid hver dag!

I en lige linje herfra er der mange, der håber at muligheden for hjemmearbejde fortsætter efter corona-krisen, også gerne i et udvidet format.

Flydende grænse mellem arbejds- og privatliv

På minussiden kæmper rigtig mange med hjemmearbejdets fysiske rammer. Det kan fx være, at der ikke rigtigt er plads til et hjemmekontor i en lille lejlighed, eller at de manglende kontormøbler risikerer at give slemme arbejdsskader i ryggen og andre steder.

Det er desuden svært for de fleste at sætte grænser mellem privatliv og arbejdsliv. Måske er hjemmearbejdspladsen placeret ved hjemmets spisebord, et sted, der er svært at forlade. Det kan let føre til en konstant dårlig samvittighed.

Mange føler dog, at de er fint produktive, og faktiske skriver iøjefaldende mange, at de er (langt) mere produktive derhjemme, end når de sidder på kontoret. Hjemme kan de selv tilrettelægge arbejdet, der er mere ro, og når de ovenikøbet slipper for transporttid, kan de reelt arbejde mange flere timer end normalt.

Andre har svært ved at finde motivationen og disciplinen og føler typisk også en grad af kronisk dårlig samvittighed. Det kan skyldes ydre forhold som fx hjemsendte børn eller ægtefælle, der også skal have ro til at kunne arbejde i fysiske rammer, der måske ikke er ideelle.

Eller det kan skyldes mere personafhængige forhold, fx en følelse af ensomhed. Hvis man fx normalt er en meget ekstrovert persontype, kan isolationen føles tung.

Der udtrykkes også et helt gennemgående og meget stort savn af kollegaer i langt de fleste mails. De uformelle, daglige interaktioner med kollegaer, der nærmest er blevet venner, er et kæmpe savn for mange. Heldigvis har mange også været kreative og fundet løsninger som fx fælles udstrækningsøvelser over Zoom eller skemalagt online hyggesnak med kollegaer.

Også lederne vurderes forskelligt

Flere af de TAP-ansatte savner kontakten til studerende og underviserne. Især er relationen til studerende en måske overset dimension i forståelsen af TAP-medarbejdergruppen.

Der er samtidig mange roser til ledelserne, og til KU som helhed, i fortællingerne. Det er fx ledere, der på forskellig vis er lykkedes med at være synlige og støttende. Omvendt er der også nogen, der fortæller om fraværende og travle ledere.

I øvrigt er introduktion af nye medarbejdere af indlysende årsager vanskeligt, når man ikke må ses fysisk. Og i den anden ende af arbejdslivet fortæller flere om det triste ved at skulle tage afsked med kollegaer (fx ved pension) uden en ordentlig mulighed for at se hinanden i øjnene.

Sidst, men ikke mindst, udtrykker enkelte også bekymring for fremtiden. De ser, at der kommer en økonomisk regning for hele samfundet efter corona-krisen, og at det kan risikere at føre til nedskæringer og fyringer på KU. Det vækker bekymring.

Samlet giver de mange mails stof til eftertanke, både som en bekræftelse af det fantastiske arbejde, der faktisk udføres dagligt på trods af en vanskelig situation i denne corona-krise, men som også peger på nogle problematiske forhold, hvor der skal findes løsninger.