Jeg stemmer for at rette op på haltende støtte til studerende med handicap

Da beskeden tikker ind i e-Boks om, at jeg er optaget på Københavns Universitet, er jeg glad og spændt… Men også lidt urolig. Kan jeg få den nødvendige støtte til at gennemføre studiet?

For at søge om specialpædagogisk støtte (SPS) skal man først dokumentere, at man faktisk har et handicap. Det er ikke så let at grave tilstrækkelig dokumentation frem, når ens handicap er usynligt, og man hverken bruger stok eller kørestol.

Når denne del virker til at være nogenlunde på plads, skal Styrelsen for Undervisning og Kvalitet behandle ansøgningen. Og det er ikke noget, der er overstået på en eftermiddag. Mens de andre studerende på holdet er i fuld gang, føler man sig som Vente-Bente, der sidder ovre i hjørnet og håber på, hendes nummer snart bliver råbt op.

Når det så endelig bliver ens tur, resulterer ansøgningen alt for ofte i et afslag. Ansøgningsmaterialet lader til at blive skimmet og puttet i en kasse uden de store tanker for den enkelte ansøger. Man skulle næsten tro, det standardiserede afslagsbrev ligger klar på forhånd, så alt, der skal til, er et enkelt klik på tastaturgenvejene ctrl C – ctrl V.

Næste trin er klageprocessen. Hvis man troede, at behandlingstiden var lang, så kan man godt læne sig tilbage og væbne sig med tålmodighed. Når de kompenserende hjælpemidler endelig er i hus, er studietiden fløjet forbi. Det ville være glimrende, hvis man kunne spole tiden tilbage og starte forfra – denne gang med hjælpemidler.

Det nemmeste ville måske være, at studerende med funktionsnedsættelse nedprioriterede deres egen livskvalitet og valgte en mindre ressourcekrævende fremtid

Uddannelse eller overførselsindkomst

SPS er sat i verden for at »sikre, at elever og studerende kan uddanne sig på lige fod med andre, selv om de har en funktionsnedsættelse.« Problemet er bare, at støtten halter. Selv om de SPS-ansvarlige på uddannelsesstederne gør en kæmpe indsats, så virker SPS-systemet mere som en lappeløsning end et grundigt bearbejdet redskab. Ansøgningsprocessen er en bureaukratisk jungle, og Styrelsen for Undervisning og Kvalitets behandlingstider er en joke. Måske fordi der ikke er ressourcer til at behandle de mange ansøgninger?

Det nemmeste ville måske være, at studerende med funktionsnedsættelse nedprioriterede deres egen livskvalitet og valgte en mindre ressourcekrævende fremtid end en universitetsuddannelse. Det stemmer bare ikke rigtigt overens med den prædiken, vi hører om, at alle i Danmark har lige muligheder. Det ville jo være diskrimination, hvis man udelukkede en minoritetsgruppe fra at tage en uddannelse.

I værste fald må den studerende give op og acceptere en skæbne, der ikke ligefrem høster popularitet: Nemlig som hende på offentlig forsørgelse. En person på overførselsindkomst koster i gennemsnit staten 208.500 kroner om året ifølge beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Kunne man ikke bruge disse penge mere fornuftigt og investere i mennesker med funktionsnedsættelse, så vi bliver en ressource i stedet for en byrde?

Færre ord – mere handling

Lad os være ærlige: Særlige vilkår og funktionsnedsættelse er ikke ligefrem nye ord, man kan slå op i Dansk Sprognævns nyordsliste. Det er utroligt, at handicapområdet stadig bliver nedprioriteret – særligt på uddannelsesområdet, der burde være en investering for det danske samfund.

Vi løser ikke problemet med finurlige politiske taler, for dem har vi hørt nok af. Folketingsvalget er lige om hjørnet: Hvor skal jeg sætte mit kryds for at få den støtte, jeg skal bruge for at gennemføre min uddannelse? Og det må gerne ske, før jeg står med kandidatbeviset i hånden.