Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

»Jeg tør ikke tænke længere end mit nuværende semester«

Politik — Sedra Al-Yousef flygtede fra Syrien for fire år siden. I dag er medicinstudiet hendes personlige helle, men hun frygter at blive sendt tilbage på grund af folketingsflertallets udlændingepolitik.

Sedra Al-Yousef bevæger sig hjemmevant ned af kollegiegangen. Fra et enkelt værelse lyder høj musik. Ellers er her stille. Eksamensperioden er gået i gang, og de fleste kollegianere sidder bøjet over bøgerne på deres værelser.

Selv har Sedra Al-Yousef netop overstået en fem timer lang skriftlig eksamen i celler og væv.

»Det var en hård eksamen, men jeg tror, det gik fint,« siger hun.

Om halvanden måned er det præcis et år siden, hun åbnede sin mailboks og klikkede sig ind på brevet fra Københavns Universitet, hvor der stod, at hun var kommet ind på Medicin.

»Jeg græd af glæde. Jeg vidste godt, at jeg havde et snit, der gjorde, at jeg ville blive optaget. Men det var alligevel meget overvældende. Det er en drøm, jeg har kæmpet for, og det er ikke kommet nemt til mig. Jeg kan huske, at jeg læste mailen midt om natten og ringede rundt til hele min familie,« siger Sedra.

Udefra ligner det en succeshistorie. Sedra Al-Yousef flygtede med sin familie fra Syrien til Danmark som 16-årig. I dag, fire år senere, taler hun flydende dansk, har færdiggjort gymnasiet på rekordtid med et snit på 11,7 og nu læser hun til læge.

Det stresser mig, at jeg ikke ved, om jeg bliver sendt hjem. I Syrien levede vi i konstant angst for fremtiden. Det troede jeg, var overstået, da jeg kom til Danmark.

Hendes liv ligner mange af hendes studiekammeraters. Dagene er fyldt med forelæsninger, bøger og sociale arrangementer på studiet. Og så er der alt det andet, der fylder: veninder, læsegruppe, hygge i kollegiekøkkenet og studiejob i weekenden.

»Jeg nyder mit liv som medicinstuderende. Det er helt anderledes end i gymnasiet. Jeg føler, jeg har mere til fælles med mine studiekammerater. Vi interesserer os for de samme ting, og vi kan lide at diskutere med hinanden,« siger hun.

Men de seneste måneder har hun haft svært ved at sove. Hun er bange, siger hun. Hun frygter, at hendes liv med et knips kan blive rykket op med rod endnu en gang, og at det, hun har kæmpet for, vil blive taget fra hende. Det er nemlig ikke alle, der mener, at en kvinde som Sedra Al-Yousef skal have lov til at blive i Danmark.

Paragdigmeskiftet

Venstre, konservative, Ny Alliance, Dansk Folkeparti og Socialdemokratere vedtog i februar en række stramninger på udlændingeområdet,

Det såkaldte paradigmeskifte, ’Lov 140’, trådte i kraft 1. marts 2019. Loven indeholder ændringer i blandt andet udlændingeloven og integrationsloven.

En af de ændringer, der har fået størst opmærksomhed, er, at opholdstilladelser til flygtninge herefter skal være midlertidige.

I udlændingeloven lyder det nu, at hovedreglen skal være, at flygtninges og familiesammenførtes opholdstilladelse inddrages eller undlades at blive forlænget, med mindre det er i direkte modstrid med Danmarks internationale forpligtelser.

I februar vedtog et flertal i Folketinget (Venstre, Konservative, Liberale Alliance, Socialdemokratiet og DF) en række stramninger i udlændingeloven, der har til formål at flytte fokus fra integration til hurtigst mulig hjemsendelse af flygtninge. De kalder det ’et ‘paradigmeskifte’ Det betyder blandt andet, at integrationsydelsen er blevet skåret og har ændret navn til hjemsendelsesydelse, og at alle opholdstilladelser i Danmark som udgangspunkt skal være midlertidige. Med andre ord: Flygtninge skal sendes tilbage til deres hjemland, så snart det er muligt.

Vil ikke hjælpe Assad videre

For Sedra Al-Yousef betyder det, at hun ikke længere kan føle sig sikker på, at hun kan færdiggøre sin universitetsuddannelse, og at den fremtid, hun troede, hun skulle have i Danmark, kun er midlertidig.

»Jeg tør ikke tænke længere end til mit nuværende semester. Troen på fremtiden er væk. Jeg forsøger at fokusere på min uddannelse, men usikkerheden og frygten for at blive sendt tilbage, gør det svært for mig at koncentrere mig om mit studie,« siger hun.

Ifølge en rapport fra Udlændingestyrelsen er det blevet mere sikkert at færdes i de områder i Syrien, som er kontrolleret af regeringsstyrker. Især i Damaskus-provinsen er sikkerhedssituationen blevet betydeligt forbedret, står der.

Det har fået flere politikerne til at udtrykke begejstring. I slutningen af april fik de første otte syrere fra Damaskus-området afslag på at få forlænget deres opholdstilladelse. Og samtidig er debatten om repatriering spidset til.

»Jeg har tænkt meget over, om jeg er amoralsk, og om jeg svigter mit hjemland. Men det synes jeg ikke, jeg gør. Jeg vil gerne være med til at gøre en forskel for syrere, men jeg har ikke lyst til at hjælpe Assad med at genoprette det diktatur, som vi demonstrerede imod og endte med at flygte fra,« siger hun.

Flygtede fra basketball og violin

Hun var 12 år, da hun sad i sin families hjem og så billederne på fjernsynet af, hvordan byen Daraa blev bombarderet af militære helikoptere.

Kort forinden var oprøret i byen startet med fredelige demonstrationer, hvor befolkningen gik på gaden for at kræve mere demokrati og ytringsfrihed. Uden held.

»Demonstranterne blev enten dræbt eller fængslet, og børnene der skrev ’af med Assad’ på murene, blev tortureret af regimets hemmelige politi. De fjernede deres negle … det var børn på min egen alder,« siger Sedra Al-Youssef.

Indtil da havde hun levet en tryg tilværelse i Aleppo.

»Jeg er vokset op i en familie, hvor uddannelse og et godt arbejde betyder meget. Min far havde sin egen tandlægeklinik, og min mor var jordemoder og arbejdede i perioder for FN og i Sundhedsministeriet. Økonomisk havde vi det godt. Jeg gik på privatskole, og mine forældre sørgede for, at jeg kunne gå til basketball og violin.«

Alt det forsvandt, da de folkelige demonstrationer i Syrien for otte år side udviklede sig til den krig, der i dag har kostet mere end en halv million syrere livet og sendt millioner på flugt.

Ved siden af arbejdet var Sedras far politisk aktiv og medlem af parlamentet på oppositionens side.

»I starten af revolutionen brugte han sin politiske stemme til at kæmpe for et mere demokratisk styre. Han råbte op om regeringens tortur og drab af uskyldige og blev truet med, at det ville gå ud over ham og hans familie, hvis ikke han trak det tilbage. Men min far ville ikke tie, og derfor måtte vi flygte,« siger Sedra Al-Yousef.

En kirurg, en tandlæge og en jordemoder

Sedra Al-Yousefs familie flygtede til Danmark for fire år siden, kort før hun fyldte 17 år.

Hun kom til et land, hvor alt virkede fremmed og ukendt. Det tætbefolkede byliv, Sedra kendte fra Syrien, var skiftet ud med flade marker. Kulturen var anderledes, og sproget var svært at forstå.

Jeg ser ikke mig selv som et offer Jeg er stolt over at være flygtning. Det er en del af min identitet.

Sedra Al-Yousef, medicinstuderende

»Det var ikke nemt. Min far, der var en respekteret tandlæge i Idlip, sad nu pludselig modløs i et asylcenter i Sønderjylland. Jeg savnede mine venner og det liv, jeg havde haft, inden krigen begyndte. Men på et tidspunkt blev jeg nødt til at overbevise mig selv om, at jeg aldrig fik det liv tilbage,« siger Sedra.

»Vores liv i Syrien var totalt ødelagt. Assads regime havde brændt vores hus ned til jorden. Det samme var sket med min fars klinik og vores sommerhus. Jeg vidste, at det var nødvendigt at slippe tankerne om fortiden, hvis jeg skulle komme op og stå på benene igen og gøre mig forhåbninger om at få et godt liv i Danmark.«

For Sedra har motivationen for at få en uddannelse og blive en del af fællesskabet i Danmark været med til at holde hende oppe:

»Jeg har været meget bevidst om, hvad jeg ville. Jeg tror på, at man skal holde fast i det, der giver mening. Derfor har jeg været meget ambitiøs og målrettet med at lære hurtigt dansk og komme ind på medicinstudiet,« siger Sedra.

Drømmen om at blive læge har hun haft, siden hun var barn.

»Jeg har altid været nysgerrig efter at finde ud af, hvordan mennesket og kroppen fungerer. Min onkel er kirurg, og min mor er jordemoder, så jeg er nok også inspireret af min familie. Tanken om at kunne redde liv og gøre en stor forskel for andre mennesker betyder meget for mig,« siger Sedra Al-Yousef.

»Studiet er mit helle«

Sedra frygter at skulle opgive sit lægestudie, arbejde og sociale liv i Danmark og blive tvunget tilbage til Syrien for at genopbygge Assads regime.

»Det stresser mig, at jeg ikke ved, om jeg bliver sendt hjem. I Syrien levede vi i konstant angst for fremtiden. Det troede jeg, var overstået, da jeg kom til Danmark. Men nu er jeg tilbage i at leve i frygt,« siger Sedra Al-Yousef.

Sedra Al-Yousef

Alder: 21 år

Studie: Medicin, 2. semester,
Københavns Universitet

Baggrund: Flygtede som med sin familie fra Syrien til Danmark i december 2014

Uddannelse: Studentereksamen fra STUK i Toftlund med 11,7 i snit

Men det er ikke kun den konkrete frygt for hjemsendelse, der får hende til at ligge søvnløs. Det handler om noget mere eksistentielt. Om ikke at føle sig set på som menneske.

»Det der rammer mig er politikernes understregning af, at jeg kun er midlertidig flygtning. På den måde reducerer de mig til en ting, de kan flytte rundt på, som de har lyst til. Jeg synes ikke, det er rart at blive reduceret til et midlertidigt menneske. Det føles uværdigt.«

Hun kigger ud af kollegievinduet og ned på Jagtvej, hvor formiddagstrafikken glider stille gennem byen. Efter fire år i Danmark, siger hun, at hun befinder sig i en identitetskrise.

»Paradigmeskiftet og debatten om repatriering tvinger mig til hele tiden at blive mindet om, at jeg er flygtning stedet for at kunne nyde det liv jeg har som studerende. Jeg ser ikke mig selv som et offer Jeg er stolt over at være flygtning. Det er en del af min identitet. Men den dehumaniserende måde man taler om flygtninge på, får mig til at føle mig som en andenrangsborger. Jeg vil gerne ses som det menneske, jeg er.«

Og hvem er det?

»Når jeg præsenterer mig, plejer jeg at sige, at jeg er studerende og flygtning. Men jeg er også veninde, kollega, ung kvinde og medborger i Danmark. Og ligesom alle andre har jeg brug for et stabilt liv, hvor jeg kan koncentrere mig om mit studie og mit arbejde, og om at være noget for menneskene omkring mig.«

For hende er medicinstudiet et helle, hvor hun føler sig på lige fod med sine studiekammerater. Her har hun fundet et fællesskab, hvor det ikke handler om, at hun er flygtning, men om det, hun brænder for.

Ved siden af studiet har hun et studiejob som FADL-vagt, hvor hun tager sygeplejevagter i weekenden på forskellige sygehuse.

»Jeg synes, det er vildt spændende. For mig er det en måde at få kontakt med patienterne og lægerne og opleve, hvordan tingene fungerer ude i den virkelige verden,« siger Sedra.

Hun drømmer om at arbejde som hjertekirurg eller neurolog i Danmark og stifte familie på et tidspunkt.

»Det vil være en god fremtid for mig. Jeg vil gerne være med til at skabe en demokratisk forandring i Syrien, men jeg tror ikke på, at vi som befolkning kan gøre det alene. Vi prøvede under den syriske revolution. Det gav ikke nogen forandringer. Tværtimod førte det til en stor katastrofe, så jeg tror ikke, jeg nogensinde kommer til at vende tilbage til Syrien. For mig handler det om at udnytte det potentiale, jeg har, til at skabe en værdi det sted i verden, hvor jeg er. Og nu er det i Danmark.«

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste