Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Foreninger

Jo større diversitet, jo bedre diskussioner: I bogklubben på KU mødes fakulteterne på tværs

Foreninger — Hver anden søndag mødes KU Book Club i det gamle bibliotek i Fiolstræde for at udveksle synspunkter om de 100 siders litteratur, de har læst siden sidst. Her er plads til både ansatte, internationale og danske studerende.

»Jeg har ikke været med til de to sidste bogklubmøder, for jeg har simpelthen haft så travlt,« siger en jurastuderende på vej ind ad porten i Universitetsfirkanten med kurs mod dagens møde i bogklubben.

Men det går. For møderne i bogklubben er kendetegnet ved stor fleksibilitet, når medlemmerne mødes hver anden søndag, fortæller frivillig Oliver Overgaard Mortensen, der til dagligt studerer medicin.

»Det er helt i orden, hvis man ikke kan komme en enkelt gang. Så hopper man bare med senere. Vi prøver at holde bogklubben åben og fri, så man kan få læst nogle forskellige genrer og ikke føler sig bundet til en bog,« siger han.

KU Book club

Hvem: For alle med tilknytning til KU

Hvor: Universitetsbiblioteket i Fiolstræde

Hvornår: Hver anden søndag

Hvad så nu: Læs mere og tilmeld dig her

Ved et stort træbord midt i biblioteket falder den jurastuderende hurtigt i snak med et par af de andre cirka 30 deltagende, der er mødt op til dagens møde. Og selvom dagens deltagende tæller en hel skoleklasse, ser gruppen lille og intim ud i den store, næsten kirkelige bibliotekssal, der dufter af lige dele friskbrygget kaffe og gamle, støvede bøger.

Alle snakker lavmælt, mens de forsyner sig med kaffe og kage for at holde søndagstrætheden fra døren. Samtalerne foregår både på dansk og engelsk.

Så tager Freja Gyldenstrøm, bogklubbens tovholder, ordet:

»Jeg har sat seks skilte med de forskellige bøger her. Hver gruppe tager deres skilt, finder hinanden og sætter sig sammen. Jeg ved, at tre grupper bliver færdige med deres bøger i dag, så jeg laver en liste med bogforslag. Sig endelig til, hvis I har nogle ideer. Og ellers må I have god fornøjelse!«

Skiltene repræsenterer de seks genregrupper, der er i bogklubben lige nu. De mest populære genrer for tiden er thriller, krimi og dansk litteratur.

Grupperne finder sammen, og snart runger latter og meningsudvekslinger mellem reolerne i salen, og hverken dagslys eller strøgliv trænger ind gennem de sprossede vinduer fra Fiolstræde.

»Biblioteket er en perle, og lokationen passer perfekt til bogklubbens vision om at samle studerende på tværs af studieretninger, fordi biblioteket netop ikke tilhører et bestemt fakultet,« siger Oliver Overgaard Mortensen.

Oliver Overgaard Mortensen er frivillig i bogklubben og medicinstuderende på tredje semester. Han har været med næsten siden bogklubbens start i 2021.
billede: Emma Naldal
Freja Gyldenstrøm (anden f.v.) er tovholder for bogklubben, cand.mag. i litteraturvidenskab, og hun har altid ideer til nye bøger at gå i gang med.
billede: Emma Naldal

Hvor studerende mødes og meninger brydes

Visionen for bogklubben er at modvirke den store opdeling mellem fakulteter og studieretninger på KU, fortæller Freja Gyldenstrøm. Det er Studenterhuset, der i samarbejde med KU står bag, og som trak Freja Gyldenstrøm ind som tovholder.

Hun fortæller, at hun fandt yderligere inspiration til bogklubben i studiemiljøet på University of York i England, hvor hun var på udveksling og oplevede et meget større fællesskab mellem undervisere og studerende på tværs af studieretninger, end det hun kendte fra KU. Fx var det helt normalt, at institutterne inviterede samtlige studerende og undervisere til sammenkomster, hvor de snakkede om forskningsemner, drak lidt vin og nippede til noget ost.

Den store opdeling genkender Oliver Overgaard Mortensen som studerende:

»Jeg læser medicin på tredje semester, og jeg er altid på Panum og aldrig på CSS eller Nørre Campus. De studerende holder sig meget indenfor deres egen boble.«

Indtil videre er bogklubbens medlemmer primært bachelor-, kandidat- og udvekslingsstuderende.

»Men også alle ansatte på KU er velkomne. Det ville være fantastisk at få nogle undervisere med i klubben,« tilføjer Oliver Overgaard Mortensen.

Rachel Gledhill er udvekslingsstuderende og med i en gruppe, der læser The Changeling af Victor LaValle: »Det bedste ved bogklubben er at blive præsenteret for bøger, jeg ikke kender i forvejen.«
billede: Emma Naldal
Dharshini Devi Kamakshi Venkateswaran og Yahya Farooqi læser The Master and Magarita af Mikhail Bulgakov: »Bogen er spændende, men plottet giver ikke mening endnu, så vi prøver at læse den hurtigere for at få enderne til at mødes,« siger de.
billede: Emma Naldal

At alle fakulteter, med undtagelse af teologi, er repræsenteret, har stor betydning for diskussionerne.

»Jeg har lige læst Before I Go to Sleep af S. J. Watson. Den handler om en kvinde, som, hver gang hun falder i søvn, glemmer alt, hvad der er sket de seneste 24 timer. Jeg så det fra et medicinsk perspektiv og troede, man ville finde ud af, at hendes mand forgiftede hende. En af de andre i gruppen arbejder med MR-scanninger, og hun fortalte om, hvordan man kunne dokumentere hukommelsestabet og forskellen mellem vores bevidste og ubevidste minder. Et tredje medlem af gruppen studerer Computer Science og skriver bøger i sin fritid, og han havde pointer om bogens form, og om hvordan den var struktureret,« siger Oliver Overgaard Mortensen og fortæller, at de var syv bogklubmedlemmer, der sidste sommer besluttede at holde fast i bogklub-oasen ved at rykke ud af biblioteket og ind i de københavnske haver:

»Vi havde det simpelthen så sjovt, at vi blev nødt til at fortsætte i sommerferien, hvor bogklubben ellers holder pause. Vi mødtes til picnics i Kongens Have, i Frederiksberg Have og hjemme hos hinanden, fordi vi slet ikke kunne stoppe. Den sommer er et af højdepunkterne fra min studietid indtil videre.«

Ikke kun for litteraturnørder

Klokken 16.30 har grupperne diskuteret i cirka to timer, og dagens møde lakker mod enden.

De grupper der mangler en ny bog at læse, tager Freja Gyldenstrøm sig tid til at hjælpe frem til en ny bog. Den dansktalende gruppe efterspørger en bog, der hverken er for lang eller for svær, for der er nogle med dansk som andetsprog, der også vil være med. De finder frem til at give sig i kast med Urværk af Ane Riel.

Folk drysser af efterhånden. Freja Gyldenstrøm og Oliver Overgaard Mortensen rydder op, inden de kommer med en sidste opfordring:

»Det er ikke kun litteraturnørder, der er med, og halvdelen af vores nuværende medlemmer har aldrig været med i en bogklub før. Så kom med! Man kan blive medlem hele tiden!«

Seneste