Jørgen Bæk Simonsen fik omstyrtet sit verdensbillede i en kibbutz som ung

År 2024 har knapt fået sko på, da Uniavisen møder Jørgen Bæk Simonsen på hans kontor på Søndre Campus. Sneen fyger udenfor, og inde hersker tyst og tyk eksamensstemning. Men ikke hos Jørgen Bæk Simonsen, der møder mig med højt humør foran biblioteket på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, ToRS, og fører mig ind på sit kontor.

Emiriti står der på et skilt ved døren, et ord, der med sin latinske flertalsform angiver, at her sidder  flere lektorer på skift, der ikke har sluppet universitetet hinsides pensionsalderen.

Jeg spørger, hvad der bringer ham til kontoret sådan en kold januarmorgen, mens jeg prøver at finde plads til min frakke på en lille stumtjener.

»Jeg sidder og arbejder med ham der,« siger Jørgen Bæk Simonsen og peger op på et guldindrammet maleri på væggen bag hans skrivebord. Maleriet er malet i mørke toner, og med grove penselstrøg portrætterer det en habitklædt herre med hornbriller foran en stor bogreol.

»Det er Johannes Pedersen. Danmarks største orientalist,« siger Jørgen Bæk Simonsen, mens vi sætter os til rette på hver sin kontorstol.

»Han har været formand for Carlsbergfondet og haft kolossal betydning for humanistisk forskning,« fortsætter han. »Jeg er i gang med at skrive en videnskabshistorisk bibliografi om ham. Blandt andet for at give de studerende en forståelse for, at det, de sidder og arbejder med, altså ikke er noget, der faldt ned fra himlen i går,« siger han og tilføjer så i en mere dyster tone:

»Vores studerende har i dag en bekymrende lille forståelse for historien.«

Kontekst er key

Sidst Uniavisen mødte Jørgen Bæk Simonsen, var til et dialogarrangement om krigen mellem Israel og Hamas på Center for Sundhed og Samfund i december 2023. Salen var propfuld, og Uniavisens journalist bemærkede, at Jørgen Bæk Simonsen blev modtaget som en mufti af flokken af studerende både med og uden tørklæde.

Det var foreningen Studerende mod Besættelsen, der havde inviteret, Jørgen Bæk Simonsen kender flere af fra fra Mellemøststudier.

LÆS OGSÅ: Studerende om Palæstina-arrangement: Vi savner historisk indsigt og fakta i mediedækningen

»Der var nogle aktive studerende, som savnede information om krigen. De spurgte, om jeg kunne holde oplæg om den historiske  baggrund og hjælpe med at definere en række begreber. Og det ville jeg selvfølgelig gerne.«

Selv blev Jørgen Bæk Simonsen forfærdet, men også overrasket over Hamas’ angreb på Israel 7. oktober. Han begræder de civile tab på begge sider og ved om nogen, hvor langstrakt og kompliceret konflikten er. Han skoser den offentlige debat om konflikten for at mangle nuancer.

»Spørg ikke Google, spørg hellere mig,« sagde Jørgen Bæk Simonsen til salen, da han holdt sit oplæg 4. december. Og i dag siger han det samme med nogle flere ord:

»Centrale politikere har fastholdt Israels ret til at forsvare sig, hvilket de har ret i. Men jeg savner, at de samtidig forklarer, hvad der kan kontekstualisere et sådant angreb. Desværre er det tydeligt for mig, at danske politikere mangler elementær viden om konflikten.«

Han læner sig frem i stolen og får et intenst blik i øjnene:

»Den israelske stat, som blev angrebet 7. oktober, har siden 2007 opretholdt en permanent blokade af Gaza.«

Den 73-årige historiker taler hurtigt og i sætningsguirlander med lange indskud, så det er med at holde tungen lige i munden, når han redegør for transjordanske emirer og historisk grænsedragning. Men hovedbudskabet er, at debatten alt for ofte mangler en forståelse for det løfte, FN og det internationale samfund gav til palæstinenserne. Nemlig, at der skulle oprettes en jødisk stat og en arabisk-palæstinensisk stat.

Konflikten i kibbutzen

Det var en personlig oplevelse i det hellige land, der indledte Jørgen Bæk Simonsens professionelle engagement i Mellemøsten.

I 1967, da han var 16 år, udbrød seksdageskrigen mellem Israel på den ene side og Syrien, Jordan, Egypten og Irak på den anden side. Dengang delte han den vestlige opfattelse af araberne som de primære aggressorer. Et par år senere drog Jørgen Bæk Simonsen til Israel for at arbejde i en kibbutz. Men i kibbutzen oplevede han en brutal diskrimination af palæstinenserne, som brød med hans idealforestilling om staten Israel.

Efter et dramatisk opgør endte det med, at Jørgen Bæk Simonsen blev smidt ud af arbejdskollektivet, fordi han og et par andre udlændinge kritiserede kibbutzens behandling af de ansatte palæstinensere.

Oplevelsen af at få omstyrtet sit verdensbillede gjorde det klart for Jørgen Bæk Simonsen, at han ville læse historie. Men han havde ikke mere travlt, end at han nappede endnu et sabbatår for først at udforske regionen på egen hånd.

Med sin kæreste ombyggede han et folkevognsrugbrød med køkken og sovepladser, og så satte de ellers kursen mod den dragende region i Øst. Først gennem Europa og ind i Tyrkiet, som så helt anderledes ud i begyndelsen af 70’erne.

»I dag kender mange danskere Alanya og omkringliggende kystbyer med rækker af ferieressorter. Dengang var der ingenting, strandene lå helt øde hen,« fortæller Jørgen Bæk Simonsen og fortsætter:

»Siden kørte vi ind i Syrien, videre gennem Libanon for at ende i Jordan, og så kørte vi hjem igen. Det var en fantastisk tur, hvor vi mødte lokalbefolkningen og sugede kulturen til os.«

Hjemme lod Jørgen Bæk Simonsen sig i 1973 indskrive på historiestudiet. Og med sin fornyede interesse for Mellemøsten var han ikke i tvivl om, at han også ville lære at tale arabisk, så på Institut for Semitisk Filologi tog han en bifagseksamen i arabiske studier parallelt med historieuddannelsen.

Efter studiet arbejdede Jørgen Bæk Simonsen et par år som gymnasielærer på Gentofte HF, før han endelig fik mulighed for at forfølge sin drøm om at forske i islam. Han fik et stipendium til at forske i, hvordan muslimer havde etableret sig med skoler og moskeer i Danmark og siden en midlertidig ansættelse på Historisk Institut for endelig at blive fastansat på det daværende Carsten Niebuhr Instituttet for nærorientalske studier.

»Alle her hader dig«

Selv om stenene til karrierevejen var lagt, og drømmene var blevet til virkelighed, var det også en turbulent tid at være islamforsker i, siger Simonsen.

Siden Fremskridtspartiets fremkomst i 70’erne og den efterfølgende værdikamp i 80’erne og 90’erne var det pludselig ikke længere ukontroversielt for ham at udtale sig om sit forskningsområde.

»Det danske samfund begyndte langsomt at ændre karakter i de år,« siger Jørgen Bæk Simonsen og læner sig tilbage i stolen.

»Med den øgede indvandring og familiesammenføring kom der en større synliggørelse af mennesker med muslimsk baggrund. Og efter terrorangrebet 11. september 2001 blev de pludselig gjort til genstand for en sikkerhedsliggørelse og set som en trussel. Det fandt jeg naturligvis ikke retfærdigt.«

I sit forsøg på at fortælle en anden historie blev Jørgen Bæk Simonsen en hyppig deltager i den offentlige debat. Han husker især adskillige diskussioner med Jesper Langballe (præst og senere markant politiker i Dansk Folkeparti, red.) i forsamlingshuse rundt omkring i landet.

Simonsens kone var med til et debatarrangement engang, fortæller han, der ikke har glemt, hvordan hun kom hen til ham bagefter og sagde: »Ved du godt, at alle her hader dig?«

Det vidste Jørgen Bæk Simonsen såmænd. Dengang kom hadbeskederne ikke via sociale medier, men han var allerede vant til at modtage tilsvininger både i postkassen og på telefonsvareren. Det mest anvendte smædeord var landsforræder.

Men det afholdt ham aldrig fra at tage debatten. Han står fast på, at forskere har pligt at formidle deres viden til samfundet, når de »nyder det privilegium at blive betalt for at forske.«

»Et af mine helt store forbilleder er Johannes Østrup, som var professor og senere rektor på Københavns Universitet i begyndelsen af 1900-tallet (rektor 1934-35, red.). Han mente, at en af  universitetets fornemste roller er at formidle viden til det omkringliggende samfund.«

Af samme grund bekymrer det Jørgen Bæk Simonsen, at der er en stigende tendens til at problematisere forskeres integritet. Politikere som Henrik Dahl og Morten Messerschmidt har for eksempel forsøgt at få aktindsigt i, hvilke kilder forskere på Københavns Universitet har talt med, når de har været på forskningsrejser.

Det betragter han som et forsøg på at finde noget, som kan bruges i en politisk beklikkelse af bestemte forskere. Han lægger hånden på skrivebordet og siger med alvor i stemmen: »Den slags adfærd er blottet for værdighed og demokratiske værdier.«

Det blå værelse i Damaskus

Ikke hele karrieren har været en kampplads, der har også været betragtelige frynsegoder. Midt i den hjemlige værdikamp og samme år som kaprede fly skabte rædsel i New York og resten af Vesten, fik Jørgen Bæk Simonsen nemlig »muligheden over alle muligheder«.

Han blev udpeget som direktør for Det Danske Institut i Damaskus. Det var »en vidunderlig chance«, for selv om Jørgen Bæk Simonsen havde rejst meget i Mellemøsten, havde han aldrig boet der.

»Forestil dig en travl og pulserende gade midt i den gamle bydel, hvor man gennem en lille trædør kan træde ind i den fredeligste oase i form af et istandsat byhus fra midten af 1700-tallet,« siger Jørgen Bæk Simonsen drømmende og fortsætter:

Glem alt om, hvordan arbejdsmarkedet ser ud, for ingen ved, hvordan det kommer til at udvikle sig

Jørgen Bæk Simonsens råd til studerende

»Mit kontor hed Det Blå Værelse, og det var et fantastisk rum. Det var udsmykket som velhavende damaskusfamilier udsmykkede deres hjem i 1700-tallet med relieffer og orientalske tæpper. Fra kontoret kunne jeg åbne et vindue ud til en lille gård, hvor jeg kunne høre et springvand og en kanariefugl. Det var som taget ud af 1001 nats eventyr.«

Jørgen Bæk Simonsen mindes især, hvordan instituttet fungerede som kulturelt mødested: »Vi havde løbende besøg af forskere og kunstnere, som blev indlogeret på instituttet, hvor alle skulle præsentere deres arbejde for hinanden. Instituttet var løbende vært for velbesøgte internationale konferencer, og danske studerende, som var i Damaskus for at lære sprog, benyttede instituttets bibliotek, så der var et vidunderligt rend af spændende mennesker ind og ud af huset.«

Jørgen Bæk Simonsen husker blandt andet tilbage på et besøg af en smed fra Aarhus, der var vildt optaget af de franske smedejernsaltaner, som findes overalt i Damaskus. Han boede på instituttet i nogle uger, mens han var i mesterlære hos lokale smede, der underviste ham i deres teknik. De havde også hyppigt besøg af kunstnere, der kunne stå og male i et atelier, de i Simonsens tid fik etableret oppe på taget finansieret af Ny Carlsbergfondet.

Afslutningen på Jørgen Bæk Simonsens ophold skulle vise sig at være noget nær perfekt timet. Han skulle hjem 1. oktober 2005, bare to dage efter Jyllands-Posten publicerede Muhammed-tegningerne. Det blev derfor hans kollega Jakob Skovgaard-Petersen, der, som direktør for DEDI i Cairo, kom til at håndtere den diplomatiske krise, tegningerne udløste.

Guldbryllup med KU

Det er et halvt århundrede siden, Jørgen Bæk Simonsen tog sine første spæde skridt på Københavns Universitet. Når han tænker tilbage, kan han næsten ikke fatte den udvikling, universitetet har gennemgået.

»Da jeg begyndte at læse, lå Historie inde på Bispetorvet i Indre By. Jeg husker at blive ført rundt af en rusvejleder, der skulle vise stedet frem. Han ledte vores lille gruppe af førsteårsstuderende gennem instituttet, hvor vi endte på loftetagen i et lille køkken. Her blev vi instrueret i, at vi under ingen omstændigheder måtte sætte os ved det lille bord i hjørnet. Der sad nemlig en specialestuderende, der havde været i gang med specialet i flere år, og det var hans faste plads,« griner Jørgen Bæk Simonsen og tilføjer: »Den var aldrig gået i dag.«

Han følger erindringssporet til dengang, han skulle løbe fra Bispetorv til Kejsergade for at nå sine forelæsninger på Institut for Semitisk Filologi. Og kortlægningen fortsætter med flytningen af Historisk Institut fra Indre By til Amager.

Som ansat har Jørgen Bæk Simonsen oplevet, hvordan Københavns Universitet har haft gevaldigt vokseværk både blandt ansatte og studerende. Og ikke mindst det øgede studenteroptag har stillet underviserne over for helt nye udfordringer.

På sit eget område har han oplevet, at der begyndte at blive optaget studerende med den kulturbaggrund, han selv beskæftigede sig med akademisk:

»Det var voldsomt berigende,« siger han og tilføjer: »Men det betød også, at man nogle gange skulle banke i bordet og sige: Det kan godt være, at du tror på det og det, men det her er altså islamiske studier, hvor vi belyser islam historisk og akademisk.«

Samtidig blev han opmærksom på, at når man har troende studerende, skal man ikke komme med ubetænksomme vittigheder eller »dumsmarte bemærkninger«. »Og det har ikke noget at gøre med et knæfald for noget som helst. Det repræsenterer det, som humanistiske værdier er funderet på, nemlig anstændighed,« siger han.

I samme, let højtidelige tone, vil Jørgen Bæk Simonsen gerne give et råd til studerende i dag, inden vi skilles. Det handler om at følge sit hjerte:

»Mit råd til studerende er, at de skal studere præcis det, som de finder spændende og udfordrende. Glem alt om, hvordan arbejdsmarkedet ser ud, for ingen ved, hvordan det kommer til at udvikle sig. Samtidig skal de huske at holde øjnene åbne og forsøge at vriste sig fri af den snævre institutfrakke, som studieordningerne iklæder dem. Det er ikke forbudt at følge kurser på andre institutter og fakulteter. Det er sådan, man skaber sig selv gennem sin studietid, og det er sådan, man får de færdigheder, som giver en et job på den anden side.«