Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Alumnerne

Johan Olsen: »Jeg er en hippie, der siger til folk, at de ikke skal vælge studie efter, hvor der er job«

Alumnerne — Trods en kikset eksamen i sukkertangens kønscyklus, en fyring og en bredspektret karriere ved siden af, er Johan Olsens kærlighed til Københavns Universitet intakt.

Nogle børn vil gerne være politifolk, andre vil være brandfolk. Men jeg var interesseret i hvaler. Så jeg har altid – fra jeg var helt lille – villet læse biologi. Hvaler er jo nogle fantastiske dyr, men jeg havde lidt et problem med søsyge, hvilket bekymrede mig som barn. Interessen for og fokusset på de forskellige aspekter af biologi har ændret sig i tidens løb, men jeg har altid vidst, at jeg ville læse biologi.

Jeg kan stadig huske lysets indfald fra vinduerne i biologilokalet, da min lærer tegnede dna på tavlen og fortalte os om genetik. Det var et fuldstændig skelsættende øjeblik i min folkeskoletid. Det var i syvende klasse, og for mig var det en eksplosion. Det var ellers ikke en lærer, jeg var specielt glad for, for jeg havde ham også i gymnastik, og jeg var virkelig bange for bolden. Nå, men den dna-tegning står for mig som et helt centralt øjeblik. Den struktur blev for mig den hellige gral.

Blå bog

Johan Olsen blev født 25. marts 1969.

Blev kandidat i biologi ved Københavns Universitet i 1996 og tog efterfølgende en ph.d. i proteinkrystallografi.

Siden 2005 ansat ved SBiN-lab på Biologisk Institut.

Forsanger i bandet Magtens Korridorer siden 1995.

Har udgivet adskillige videnskabelige børnebøger.

Derhjemme var vores største helte Niels Bohr, Darwin og Muhammad Ali af en eller anden grund. Min far var læge, og min mor er pensioneret fysik- og matematiklærer, så det naturvidenskabelige har jeg ikke fra fremmede. Min mor var meget, meget glad for Niels Bohr, og det har jeg arvet. Jeg er selv Bohr-aficionado.

»Man skal garanteret være mega klog for at gå på universitetet, og det er jeg slet ikke sikker på, at jeg kan finde ud af.« Sådan tænkte jeg, da jeg startede på Biologi, så jeg var meget nervøs den første dag. Alle de nye biologistuderende blev budt velkommen i et auditorium, hvor vi kunne stille spørgsmål. Jeg spurgte, hvad ’universitet’ betød. Jeg kunne godt høre, at det var noget med ’univers’, men nu skulle vi jo gå på universitetet, så gad vide, hvorfor de kaldte det dét. Det var ikke nogen, der kunne svare på, og jeg følte mig simpelthen så latterlig. Der sad jeg med røde kinder og følte mig virkelig dum.

Pludselig var alle 150 studerende gået, uden at jeg havde opdaget det. Vi skulle på rundvisning, og jeg ville gerne med og trykke rektor i hånden. Han var en kæmpe folkehelt, Ove Nathan, så ham ville jeg da hilse på. Jeg stod ved udgangen og kiggede på nogle blade i bogstanderen, og da jeg vendte mig om, var alle gået. Jeg kom ikke med på rundvisningen, og jeg måtte tage hjem til min lejlighed helt alene. Det var så kikset. Virkelig, virkelig trist.

Til botanikeksamen kom jeg op i sukkertangs kønscyklus. Det var en pinlig affære. Sukkertang er sådan nogle kæmpelange blade med små blærer på den ene side. Tror jeg, jeg kan faktisk ikke huske det. Jeg kan til gengæld huske, at censor var vred, hvilket overraskede mig, for jeg kendte hende slet ikke. »Du skal være glad for, at du fik en god karakter til din skriftlige eksamen,« sagde hun med foragt lysende ud af øjnene. Det var en ret vild oplevelse. Min biokemieksamen har jeg heller aldrig glemt. Det var mit største nederlag – ironisk nok, for jeg shinede ellers normalt i det fag. Jeg løste opgaverne ned til mindste detalje, men jeg misforstod den ene, fordi jeg var lidt for selvsikker. Jeg gik op til læreren bagefter og sagde »Der står, jeg har fået 7. Det har jeg ikke. Den opgave løste jeg til 13, det kan jeg godt love dig for.« Så rodede han sine papirer igennem og begyndte at grine. »Ja, det er en flot løsning – på en anden opgave!« Ellers er det nu gået ret godt med eksamenerne.

Da jeg underviste på KU, fik jeg indtrykket af, at de studerende var dårligere forberedt til timerne, end da jeg selv læste. Men når jeg siger det, kommer jeg også til at tænke på, om det ikke er sådan noget, gamle mennesker altid siger. Jeg var jeg faktisk lidt chokeret over, hvor mange der kom til undervisningen uden at have læst. Jeg kan huske, at jeg engang sagde til de studerende, at de skulle læse et bestemt antal sider til næste gang. »Hvis I ikke har læst, så lad være med at komme,« sagde jeg. Så kom de ikke. Der var kun tre, der mødte op.

Hvis jeg skulle give de studerende et råd, ville det være: Læs det, der interesserer dig. Og hvis du hellere vil være automekaniker, så bliv det, for jeg tror, at det er et ret fedt arbejde. Eller det ved jeg faktisk ikke, nu der er kommet så mange elbiler. Det skal man lige huske at overveje. Men jeg tror, at det er virkelig, virkelig, virkelig vigtigt at vælge uddannelse efter sin interesse, for det giver ikke mening at gå rundt hele sit liv og lave noget, man ikke synes er specielt interessant, og det bliver meget svært at bestå sine eksamener. Så jeg er en af de der hippier, der går rundt og siger til folk, at de ikke skal lytte til, hvor der er job.

Jeg synes, at KU som institution svigtede mig, da jeg blev fyret i 2016, og jeg er stadigvæk bitter. I dag er jeg genansat på eksterne midler, men jeg kan ikke forstå, hvorfor KU valgte at afskedige mig. Jeg må være en af de mest profilerede forskere, universitetet har. Men når det så er sagt, elsker jeg at være her. SBiNLab er et fantastisk sted. Det er virkelig sandkassen på en dejlig solskinsdag med blade til at give lidt skygge, og så kan man bare sidde og lave sandslotte dernede.

Alle nørder bliver ved med at lære nyt, og det er lige meget, om de er automekanikere eller fysikere. Det er ligesom grundessensen af at være nørd. Man nørder i sit felt, og så bliver man ved at samle information og lære nyt. Evolutionsteori er virkelig, virkelig spændende og helt utrolig kompliceret. Jeg lærer hele tiden noget nyt, og det elsker jeg.

Den film, jeg har tudet mest til i mit liv, er The Imitation Game. Jeg er en Cumber-bitch. Jeg elsker Benedict Cumberbatch. Selv hans dårlige film. Bare han er med. Filmen er fuldstændig fantastisk, og det kan jeg huske, fordi jeg sad i biografen med tårerne trillende ned ad kinderne. Jeg var helt våd på skjorten. Det var så ynkeligt. Var der gået ild i biografen, kunne jeg have slukket den. Det var ikke værdigt, men sådan har jeg det nu engang.

LÆS OGSÅ: Lotte Folke: »Jeg har meget lidt tålmodighed med forskere, der synes, journalister er dumme, når vi stiller simple spørgsmål«

Annonce

Seneste