Johanna Kinnock: »For mig betyder ligestilling, at jeg kan stå op og være lige så maskulin eller feminin, som jeg har lyst til den dag«

Når jeg tænker over det, tror jeg egentlig altid, at jeg har været feminist. Der er ikke noget særligt øjeblik, hvor jeg vil sige, at lige der blev jeg feminist. Som lille var jeg meget drenget og flydende i mit kønsudtryk. Jeg var faktisk bare en dreng, indtil jeg blev 13 år. Som teenager blev jeg lidt piget, fik langt hår og den slags. Men det skift kom nok mere af et kulturelt pres fra omverdenen. Det var noget, jeg gjorde, for at passe ind i en eller anden feminin form. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg ville med mit udtryk. Det var helt vildt stressende.

Jeg stoppede først med at give en fuck for formerne, da jeg startede på universitetet. Jeg læste en bachelor i antropologi og politik på University of Cambridge, og derovre var der et ret radikalt miljø, hvor de studerende ville gøre op med de kulturelle normer. Der var en meget tydelig ‘fuck alting’-stemning, som skulle opløse de faste normer. Den blev jeg inspireret af, og vi læste mange opbrudsagtige feministiske tekster. Jeg tror, at når først man får blik for alle kønsstereotyperne og strukturerne, vi omgives af, er det svært ikke at se dem over det hele. Man begynder at stille spørgsmålstegn ved alle mulige ting i hverdagen. Man tænker over alt fra, hvorfor bh’er overhovedet findes til, hvorfor vi kalder kvinder for skingre, men ikke mænd.

For mig betyder ligestilling, at jeg kan stå op og være lige så maskulin eller feminin, som jeg har lyst til den dag. At jeg kan date, hvem jeg vil og stadig blive accepteret. Jeg har gode mennesker omkring mig, så i mit liv er det let at blive accepteret. Men jeg ved, at jeg er heldig i den henseende. Jeg har også haft dårlige oplevelser. Jeg har oplevet at date en fyr, som ikke synes, det var fedt, at jeg havde datet piger før – og omvendt. Der har også været folk, som har sagt, at det er nederen, at jeg er biseksuel. Det er megamærkeligt, at den holdning stadig eksisterer.

På sigt håber jeg på, at vi kan opløse kønnene. Opløse det hele. Det skal selvfølgelig ikke være sådan, at man ikke kan have langt hår som pige og kort hår som dreng. Men ens udtryk behøver ikke have noget med ens køn at gøre. Man skal være menneske i verden først og fremmest. Det er sjovt, at vi stadig har alle de her symboler og forskellige ting, der knytter sig til hvert køn. Det er så ligegyldigt og gammeldags.

For mig er feminisme intersektionelt. Det er en måde at tænke over forskellige former for undertrykkelse på, som noget der væver sig ind i og påvirker hinanden. Det er altså en god, stor linse. At være intersektionel feminist er det vigtigste, man kan være. Især lige nu. For det handler om så meget andet, end bare kvindekamp. Det handler om mange forskellige kampe. Lige for tiden prøver jeg at tænke intersektionelt feministisk om situationen i Ukraine. Jeg så nogle optagelser på de sociale medier forleden, hvor brune flygtninge, som prøver at komme over grænsen til Polen, bliver skubbet tilbage og sat bagest i køen. I Danmark lader vi de ukrainske flygtninge komme ind i vores land, selv om vi før i tiden har været så tilbageholdende med at lukke brune flygtninge ind. Det er så sindssygt. Så antiracismeagendaen virker meget presserende for tiden. Mere end så mange andre ting.

Vi tager endnu et skridt i retning af at udelukke nogle helt bestemte mennesker. Mod at være fremmedfjendske overfor folk, der ikke ligner os selv. Jeg er helt forarget. Flygtningekonventionerne går ud på, at alle skal have lige meget ret til at søge asyl, så det er vanvittigt, at vi taler om at ændre på det. Det er ret ubehageligt at tænke på, hvor langt min egen regering vil gå for at lave forskelsbehandling. Det stresser mig også virkelig meget, at der ikke er flere, der stiller spørgsmålstegn ved deres nye tiltag i medierne. Selvfølgelig er det supergodt, at vi gør så meget for at hjælpe de ukrainske flygtninge. Det er bare ikke kun ukrainere, men alle mennesker, der skal have et sted at være, hvis de flygter fra krig.

På mit kandidathold i moderne kultur, er der næsten kun hvide mennesker. Københavns Universitet kunne blive bedre til at øge både etnisk diversitet og klassediversitet. Måske især her på KUA. Jeg tror, det har noget at gøre med den klassiske danske indstilling, hvor vi siger »der er ikke forskel på folk i vores samfund« eller »vi har ikke et klassesamfund«. I England var det ikke til at undgå at tale om, hvordan man fik flere med minoritetsbaggrund ind på universitetet. Der kom folk fra Cambridge ud på forskellige gymnasier, hvor folk sædvanligvis ikke søgte. Man lavede mentorforløb med folk, som gerne ville på universitetet, men kom fra en baggrund, hvor det var svært at få lektiehjælp. Københavns Universitet har nok ikke set i øjnene, at man godt kunne have brug for den slags indsatser til at øge diversiteten herude – både i forhold til etnicitet og klasse. Jeg glæder mig over kvindernes kampdag. For aktivisme behøver jo ikke betyde, at man sidder med bæfjæs i et hjørne og surmuler. Det er jo også aktivistisk at holde en fest, som inkluderer en bred vifte af mennesker – og det er lige så vigtigt. Jeg synes, det er fedt at samles og skabe et moment sammen, mens vi reflekterer over, hvad der skal ske med feminismen. Jeg plejer selv at gå ind og se nogle gode talks, og bare være i stemningen af at »det her, det er ikke for ingenting. Vi er ved at skabe en federe verden.«

Læs også Prince er feminist og overvejer det altid en ekstra gang, inden han tager guldkæder eller dunjakke på