Jurastuderende giver gratis råd til andre unge: »På arbejdet rådgiver jeg virksomheder. Her er det folk som mig selv«

Kan man egentlig opsige sin roommate fra en lejlighed, hvis man er kommet op at skændes?

Det spørgsmål forsøger en gruppe jurastuderende at besvare en torsdag aften i Studenterrådets lokaler på Købmagergade. Der er hverken tale om undervisning eller et studiejob, men om foreningen UNG RET, der en gang om ugen giver unge mellem 16 og 30 år gratis rådgivning om jura.

»Spørgsmålet er, om faren har lejet hele lejligheden til sønnen, der så fremlejer et værelse til roommaten, eller om roommaten også står på kontrakten,« siger Thomas Koldborg Christensen, der læser jura på sjette semester om lejesagen.

»Ja, for det ændrer jo, hvilken paragraf, vi skal se på,« siger Ellen Rosenmeier, der læser jura på 4. semester, fra den anden side af bordet.

I et lille lokale bag en glasvæg er otte jurastuderende i aften mødt op for at vende ugens to henvendelser fra unge i et juridisk dilemma. Det ene spørgsmål handler om en forsikring, mens det andet handler om opsigelsen af en roommate. Et spørgsmål, der skal vise sig at rumme mange nuancer.

De otte har delt sig op i to grupper, der nu hver især studerer ordlyden af de mails, de har fået og vender sagerne med hinanden. Det summer stille og roligt i lokalet, mens de gransker henvendelsen. Men inden for kort tid vil samtalerne udvikle sig til passionerede jurastuderende, der med fægtende arme og hævede stemmer diskuterer lejelovens nuancer.

Win-win

Spørgsmål om lejeforhold er ikke en sjældenhed, for de juridiske spørgsmål kredser typisk om de helt klassiske ting, man stifter bekendtskab med som ung, fortæller Cathrine Carstensen, der er såkaldt retshjælpsleder – en slags tovholder i foreningen – og selv læser jura på 6. semester.

»Det er ofte lejeret, SU og kontraktforhold, som folk stiller spørgsmål til,« forklarer hun.

Det kan måske undre, at jurastuderende bruger en torsdag aften på frivilligt arbejde som juridiske rådgivere, når paragraffer i forvejen fylder på studiet og på studiejobbet, men det skyldes, at UNG RET kan noget andet, mener Emilie Nørgaard, der er foreningens anden retshjælpsleder og læser på første år af kandidaten.

»Jeg søgte herhen, fordi jeg synes, at det er fedt at sidde med nogle henvendelser om ting, der kan ske for alle. Vi er jo selv unge, og problemer med lejere og SU er ikke fremmede for os. På arbejdet rådgiver jeg virksomheder. Her er det folk som mig selv.«

»Og så er det også megafedt, når man får tilbagemeldinger, hvor man virkelig kan mærke, at man har gjort en forskel,« tilføjer Cathrine Carstensen og peger på, at foreningen for et par uger siden fik en lang takkemail fra en studerende, der havde fået at vide, at hans udlejer ikke havde ret til at tilbageholde hans depositum.

Det særlige ved foreningen, bliver Cathrine Carstensen og Emilie Nørgaard enige om, er også, at den samler studerende, der har lyst til at få juridisk erfaring med forskellige sager, og unge mennesker der har brug for gratis juridisk rådgivning.

»Det er win-win,« konstaterer Emilie Nørgaard.

En forening med ansættelsessamtaler

Selv om UNG RET er en frivilligt drevet forening, tager de studerende funktionen som retshjælp alvorligt, og derfor er der såkaldte ansættelsessamtaler, når nye jurastuderende søger ind i foreningen.

Samtalerne er et led i processen mod at sikre, at de frivillige er kompetente nok til at give rådgivning. Desuden får de frivillige to gange om året et oplæg af advokatfirmaet DLA Piper, der dykker ned i et juridisk hjørne, de vil høre mere om. Og som andre juridiske organisationer har foreningen en rådgiverforsikring, der dækker, hvis der bliver lagt sag an for forkert rådgivning.

»Men vi plejer at have styr på det. Meget af det, vi laver, læner sig op ad det, vi lærer på studiet. Der laver vi cases om en konkret problemstilling, vi skal rådgive ud fra. Så den grundlæggende ballast er der,« fortæller Cathrine Carstensen.

Ikke desto mindre er der en regel i foreningen om, at man aldrig sender et svar på en henvendelse uden, at der minimum er to, der har læst og diskuteret det. Tanken er på den måde at kvalitetssikre svaret til de unge.

»Og så er det også ofte i diskussionerne, at man kommer frem til de gode svar. For så kan der være en anden fortolkning af situation, der betyder, at vi må give et anderledes svar,« fortæller Cathrine Carstensen.

Mange at hjælpe

Tilbage i det lille lokale diskuterer de studerende stadig sagen om forældrekøbslejligheden. På skærmene foran dem er både henvendelsen og lejeloven fundet frem, og de er kommet frem til, at der har været to lejekontrakter på spil: Først en, hvor sønnen lejer lejligheden af sine forældre og så lejer et værelse til roommaten – og så en nyere kontrakt, hvor forældrene lejer lejligheden ud til begge personer.

»Så derfor er det ikke bare en måneds opsigelse, men tre måneder,« lyder det fra Thomas Koldborg Christensen.

»Det er nok, fordi man ikke kan få boligstøtte, hvis man lejer et værelse uden et køkken, at de har lavet det om, så hun er medlejer af lejligheden,« spekulerer Ellen Rosenmeier, der læser jura på fjerde semester.

Thomas Koldborg Christensen får et begejstret glimt i øjet, og begynder at tale hurtigere, mens han fægter med en kuglepen.

»Og det gælder endda kun, hvis hun har tilsidesat god skik og orden, hvor der skal ret meget til. Hvis der er et problem mellem selve personerne, tror jeg ikke, at det er nok. Så det kan blive meget svært overhovedet at smide roommaten ud.«

En tredje bryder ind og indskyder, at en alternativ metode kan være, at faren godtgør, at han selv vil bo i lejligheden. Så har personen et års opsigelse.

Snakken om sagen fortsætter, og et vindue må åbnes til det lille lokale, der er blevet indelukket efter livlige diskussioner om paragrafferne. Fem minutter senere konkluderer Ellen Rosenmeier på sagen.

»Jeg synes, at vi skal forklare ham, hvor besværligt det kan blive at opsige den her lejer, og at de skal forsøge at løse det internt. Hvis de kan snakke sig til, at hun får fx seks måneders opsigelse, er det bedre, end at faren skal bevise, at han selv vil flytte ind i lejligheden og alt muligt. Ellers kan vi starte med at bede om, at han sender lejekontrakten, så vi er sikre på, at der ikke står noget om undtagelser.«

Og sådan ender det også nogle gange. At man giver et svar, som spørgerne ikke nødvendigvis ønsker, fortæller Cathrine Carstensen.

»Det er en del af det. Og det er ikke altid det fedeste at sende beskeder tilbage om, at de ikke kan gøre noget. Men vi giver en afklaring, og så kan de så forholde sig til situationen derfra.«

Hvor mange henvendelser retshjælpen får, er svingende fra uge til uge, fortæller hun. Når der er mange, er de oppe på syv, men flere og flere uger er det blevet til, at der er to.

»Og det er ærgerligt, for der er helt sikkert rigtig mange derude, der har brug for hjælp. Og vi er en gruppe, der rigtig gerne vil hjælpe dem, så man skal endelig bare skrive ind.«

Dette er en del af Uniavisens serie om foreninger på Københavns Universitet. Læs her om koret CONCENTUS