Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
Politikernes plan om at udflytte studiepladser er en katastrofe for vores uddannelser. Derfor protesterede studerende på tværs af fakulteter til årsfesten på Københavns Universitet. Men protesterne må ikke slutte her.
Faglukninger, besparelser og fyringer.
Det bliver nok konsekvenserne af den stærkt kritisable aftale om regionalisering af studiepladser, som er vedtaget af alle Folketingets partier med undtagelse af De Radikale og Liberal Alliance.
For at imødekomme politikernes krav har Københavns Universitet meldt ud, at det årlige optag skal reduceres med 1.600 pladser. CBS har netop foreslået at lukke 6 uddannelser allerede fra 2023. De andre universiteter har lignende planer.
DEBATINDLÆG
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.
Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.
Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.
Det er nemlig dyrt at udflytte uddannelser og de fleste studier har ikke de økonomiske ressourcer til at oprette studiepladser andre steder i landet. Den groft underfinansierede politiske aftale om regionalisering af uddannelser tvinger dermed KU til at nedlægge studiepladser i stedet for at udflytte dem.
Det betyder, at universitetet mister de indtægter, en studieplads giver – de såkaldte STÅ-indtægter. Universitetet forventer derfor en nedgang i indtægter i størrelsesordenen 130-200 millioner kroner. Uddannelserne på KU er derudover afhængige af et tværfagligt samarbejde for eksempelvis at kunne tilbyde et alsidigt valgfagsudbud, og det kommer en opsplitning af uddannelser til at ødelægge mulighederne for.
Selvfølgelig skal alle unge i hele landet have gode muligheder for at tage en uddannelse, men hvorfor skal det ske på bekostning af eksisterende uddannelsestilbud, som ofte allerede er stærkt dimensionerede og sparet i bund?
Vi risikerer simpelthen, at vores studier knækker midt over.
Netværket Vrede Studerende
Vi frygter fremfor alt, at kernefagligheden udvandes totalt, at vores uddannelser bliver til fupfag, og at fagmiljøer slagtes og endegyldigt forsvinder. Humaniora, der bliver særligt hårdt ramt, har desværre allerede en lang og grel historik med faglukninger og fyringsrunder. Derfor bliver vi nødt til at sige fra nu.
Heldigvis er der allerede begyndt en spirende modstand mod regionaliseringsplanen på tværs af fakulteter og universiteter. For eksempel valgte studerende på CBS den 17. november at blokere deres ledelse på grund af manglende inddragelse i besparelsesplanerne. Samfundsfaglige studerende har holdt stormøde og planlægger løbende aktioner og andre aktiviteter i protest over regionaliseringsplanen. Ligeledes inviterer netværket Vrede Studerende alle humaniorastuderende til informationsmøde den 1. december på Søndre Campus.
Vi er på nuværende tidspunkt et sted, hvor flere uddannelser i så høj grad er skåret ind til benet, at yderligere nedskæringer ikke kun vil udvande fagligheden endnu mere. Vi risikerer simpelthen, at vores studier knækker midt over.
Hvis det skal undgås, kræver det en samlet front – og ikke kun mod regionaliseringsplanen. Vi kræver et opgør med det besparelsesparadigme, der har plaget universiteterne i mere end et årti.
På vegne af de Vrede Studerende: Noah Westh (Medicin), Andreas Brix Ohmann (Medicin), Tom Weinreich (Teologi), Andreas Rickardt (Latin), Emma Kisch (Engelsk) Sanja Jensenius Loncarevic (Sociologi) og Cathrine Gyldenkærne Døssing (Tysk).