Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Kære museer: Vi uddanner os ikke til gratis arbejdskraft

Frivilligt arbejde — Kultur- og museumsbranchen må lære at betale sine medarbejdere. Ellers smadrer I fremtiden for mig og mine medstuderende, lyder bønnen fra historiestuderende Rasmus Emil Hjorth.

Et godt museumsbesøg giver altid stof til eftertanke. På M/S Museet for Søfart lærte jeg for nylig om de urimelige arbejdsvilkår, sømænd og havnearbejdere måtte udstå i gamle dage. Museets udstilling mindede mig om, hvor meget verden har ændret sig, og hvor godt vi har det i dag. (Det oplever man tit, når man læser historie). Men jeg skulle blive klogere.

Det var ikke uden ironi, da jeg kort tid senere støtte på en Facebookannonce fra selvsamme museum, der søger frivillige museumsværter til en kommende udstilling. Museet vil altså ikke aflønne sine værter for arbejde, man normalt betaler for.

Her gik jeg og troede, at ulønnet løsarbejde var et fortidsminde, man lærer om på museet. Ikke et vilkår for museets medarbejdere.

Et spøgelse fra fortiden

Situationen er ufrivilligt komisk, men den dækker over en alvorlig sandhed. M/S Museet for Søfart er nemlig ikke den eneste kulturinstitution, der lever af frivillig arbejdskraft. I mange store kulturinstitutioner udgør frivillige næsten halvdelen af arbejdsstyrken.

Lad det ulønnede løsarbejde ligge i museumsmontren, og kom ind i det 21. århundrede.

Ved at gøre brug af frivillig arbejdskraft har kultur- og museumsbranchen skabt sit eget mønstringssystem: Hvis man nu bliver hængende længe nok og tager ekstra mange frivillige vagter, kan man så håbe på en fastansættelse?

Det har store konsekvenser for min og mine medstuderendes fremtid, for hvorfor uddanne sig til gratis arbejdskraft?

Som kommende kulturarbejder frygter jeg at gå en mere prekariseret fremtid i møde. Begrebet ”prekariat” – en sammentrækning af ordene prekær og proletariat – beskriver en voksende samfundsklasse af mennesker med usikre løn- og ansættelsesforhold.

Løsarbejdere, foren jer!

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Vi er nødt til at tale om, at kulturinstitutioner skal betale deres medarbejdere. Alt for mange arbejdspladser i kultur- og museumsbranchen springer over, hvor gærdet er lavest.

Så til dig, kære medstuderende: Hvis du overvejer at blive frivillig, så tal først med dine kollegaer om, hvilke opgaver der bør aflønnes. Hvis du arbejder i en kulturinstitution og kan genkende de problemer, jeg har ridset op, så tag kontakt både til dine kollegaer og Dansk Magisterforening. Organiser en kampagne på arbejdspladsen om forbedring af løn- og arbejdsvilkår. Kun ved at råbe op kan vi gøre noget.

Og til museerne: Fyr den frivillige museumsvært, og hyr en lønnet medarbejder i stedet. Lad det ulønnede løsarbejde ligge i museumsmontren, og kom ind i det 21. århundrede.

Læs også: M/S Museet for Søfart forsvarer frivillige museumsvagter

Seneste