Kantinedelirium i Paris

Hvad spiser de studerende i Paris? Seriøst. Hvad spiser de? Pludselig er jeg frygtelig sulten. Har kun fået en tredjedel æske pastiller at spise siden kl. 5 i morges, og nu er det frokosttid. Og dér ligger noget universitet! Université Paris Descartes på rue de l’École de médecine. Bogladen er fuld af billeder af hjerner og blotlagte muskler … lidt skalotteløg og et glas chianti …

René Descartes var begejstret for at sidde i sin gode stol og udelukkende ved tankens kraft opfinde rationelle forklaringer på – blandt andre ting – at han selv fandtes og at noget lignende måtte gælde for Gud. Til sidst døde han i Sverige af lungebetændelse. Rationalismens far, kaldes han, men skiltene er absurde. Hvor peger pilene hen? Mod loftet? Dér! »Cafeteria«.

Sjosker ned ad munkeegnede korridorer, braser ind i lokaler, allerede febril af sult, videre langs et atrium der ligner en nedlagt botanisk have. Lange gange. Stemmer bag skjulte døre. Maven råber på mad – nej, det er den termonukleare onsdagssirene udenfor. Og der er ingen mad, ingenting. Murene er sandsten, men gulvene … de er marmorerede som en god paté. Jeg mumler noget med »pardon« og »café«. Og verdens lækreste pige forklarer langsomt, at der står en slikautomat ved udgangen.

Hendes udtryk er det man benytter over for folk, man møder i et S-tog, dem med tophue og bar mave. Hun tilføjer at den nærliggende Boulevard Saint-Germain bugner med cafeer. Jeg VED den bugner med cafeer. Og det ville være så let at give efter! Men det ville også være helt, helt forkert! Det skal være studentermad til frokost.

Fortsætte, fortsætte, drevet af sult. Hvorfor skulle man også slæbe al sin bagage med? Overalt er der små og store cafeer, hvor studentertyper hænger over skåle med dampende suppe med bøger og laptoppe eller mæsker sig i grøn salat mens de konverserer over snurrende gafler.

Lukket Sorbonne

Sorbonne er et af de fineste universiteter i verden. Bygningerne er endeløst prangende og under taget er der mægtige indgraverede tekster, fx PALEONTHOLOGIE, fordi man kan læse til dinosaurusudgraver. Talløse berømte intellektuelle har haft deres gang her. Jeg nævner i flæng: Per Stig Møller. Der er givetvis andre.

Kan ikke komme ind, men jeg synes, jeg kan høre bestik skrabe mod en tallerken et sted bag sikkerhedsvagten. Tumler videre langs universitetets bygninger … flere sandsten. Tørstens land! Bid! Université Paris Panthéon Sorbonne er prægtigt udefra og indenfor ligner det Den tredje verden, helt nedslidt og Terry Gilliam-agtigt. Fremtiden med andre ord. Når jorden er blevet giftig, vil vi skulle leve som i 1970’erne igen, bare i mere slidte 1970’er-omgivelser.

Madboden lyser i den uhyggelige foyer. En lille østeuropæisk dame med tørt, orangefarvet hår tilbyder et forbavsende udvalg af grimme kager og panini med næsten alting i. Og her er læskedrikke med dugperler på. Som et lille Kafka’sk touch er her til gengæld ingen stole. På den anden side virker det fransk at folk sidder på trapperne og ser dorske og seje ud. Jeg køber straks et underamslangt flute med skinke, tomat og ost og en Orangina og løber over til trapperne.

Min sandwich er kold som et gyngestativ på en vinterdag. Men den tør langsomt op, da jeg gnaver i den, og viser sig at smage … fantastisk! Nej! Det må være delirium! Ned i tasken med baguetten, og ud på pladsen igen. Jeg bliver nødt til at finde en restaurant. Jeg bliver nødt til at være mere mæt, før jeg anmelder mit flute, ellers er det ganske enkelt ikke fair. Restaurant, restaurant, restaurant …

Lars Bukdahlernes sejr

Overalt hvor blikket lander, køber flokke af studerende mad. Kinabokse, sushiruller, salat med grønne bønner, cigaretter og sort kaffe, crèpes med pølse og smeltet ost, der larmer på stegepladen. Små mærkelige piger med kort hår, der får deres ansigter til at se kugleformede ud, tynde piger med blankt, langt hår, som drenge skubber til, indtil de sparker igen med deres lange, bestøvlede ben. Og visne duknakkede unge mænd med hår, der ser vådt ud, selvsikre typer, der ligner Jim Belushi med hærgede rygsække, Lars Bukdahl-typer med knitrende filtregarn og begyndende måne.

Og de visne duknakkede kan ikke forstå, at det er Lars Bukdahlerne, der får fat i pigerne med de tynde ben. Men det gør de.

Sulten gør det umuligt at vælge. Man stavrer forbi den ene restaurant efter den anden. Folk sidder derinde iført tilfredse ansigter. De smiler op mod tjeneren, som hjælpsomt roterer vinen, så de kan læse etiketten. Tykke mænd i hvide jakkesæt drikker espresso med deres homies og funderer bittersødt over at de ikke længere er players. Videre!

Og ud af øjenkrogen ser man bestandig endnu en café, endnu et dejligt sted, der måske er endnu bedre, end det man passerer lige nu. Og hele tiden i sikker vished om, at når udmattelsen langt om længe vil vælte én omkuld i en stol, så er man landet det helt forkerte sted.

Se dem med deres platter med charcuteri og dejligt hvidt brød med olivenolie og gråt, fancy havsalt at dyppe i. Der sidder de og gumler. Pølse. Lufttørret skinke. Rillette af and. Bladpersille dekorativt ovenpå, let at verfe bort så man kun behøver spise fedt og salt. Et drys peber fra kværnen, nogle småbitte korn lander i glasset med vin. Hvert gadehjørne har et bagervindue. Men det er først når man er mæt, at man overvejer at købe sig en pain au raisin eller en chokolade-éclair. Det bedste ved en éclair er, at den hedder en éclair… Pludselig er der ikke flere cafeer. Sidder et øjeblik og betragter en due, som ser kær ud, når den lukker øjet halvt, formentlig som resultat af en infektion.

Hvordan ser en plan B ud?

Godt ud, i dette tilfælde. Anne Sophie er høj og statuarisk med gnistrende sorte øjne og hår der svarer til. Hvis hun lægger nakken tilbage kunne man copy-paste hende over på et maleri af Klimt. Bortset fra at hun er solbrændt som en cola. Og hun bor i Paris, og hun kender min søster, og nu har hun lavet frokost. Skinke og spejlæg. Jeg giver det halvtreds huer.

Og sandwichen er stadig god.

chz@adm.ku.dk