Karakterer fylder mere for mig, end jeg vil indrømme

Jeg læser landskabsarkitektur og har netop afsluttet mit specialiseringskursus på 30 ECTS, som første del af mit tredje studie år. Det er det første kursus, som sætter en retning på min kommende karriere. Kurset hedder Byplan studio og er delt op i en blok 1 og 2. Til trods for at det er todelt, er det ét stort projektarbejde over én case.

Den case, jeg fik lov at bruge to gange otte uger på, handlede om byudvikling i den lille midtfynske by Årslev. Et halvt år med etape-deadlines, kortlægninger, borgerinddragelse, analysemetoder, feltture, interessentmøder, døgnere, planlov, sparring og vejledning kulminerer i en portfolioeksamen og et mundtligt forsvar med dialog og feedback – og en karakter.

Karakteren var desværre hverken, hvad jeg forventede af mig selv eller håbede, jeg kunne opnå. Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne gå ud fra eksamenslokalet og blot trække på skuldrene. Men det kunne jeg bare ikke.

Mit rationelle jeg ved, at karakteren ikke er lige så vigtig som den læring, jeg ved, jeg har opnået, og at den særligt i et portfoliofag som mit ikke kommer til at have indvirkning på min fremtid. Alligevel sidder karakteren i maven og gnaver. Det har alle de sidste mange karakterer i virkeligheden gjort. Helt tilbage fra gymnasietiden var min skuffelse og utilfredshed over min egen præstation enorm, hvis ikke jeg præsterede topkarakterer – og det var med en viden om, at jeg ville søge ind på et studie, der på daværende tidspunkt ikke havde noget karakterkrav. Det er på mange måder paradoksalt, når det er gennem feedback, jeg bliver en dygtigere studerende. Men karakteren fylder mere end feedback.

”Så tag dig dog sammen!” – tænker du måske, det gør jeg i hvert fald. Det går jo fint, så hvad er problemet? Jeg mener, det er en samfundstendens. En usund tendens, som vi alle sammen er ansvarlige for bliver opretholdt, gennem målinger og vejninger, kast-op-eksaminer og her-og-nu-præstationer. Jeg mener ikke, at al viden kan gøres op i værdier og tal. For selvom jeg godt kan fortælle mig selv, at tallet ikke nødvendigvis redegør for, hvor meget jeg har lært det sidste halve år, føles det bare så endegyldigt og urokkeligt – at være et 7-tal.

Jeg tror på, vi er mere end tal. Men hvis vi virkelig skal føle det, og det skal holde op med at gnave i maven, skal vi alle sammen fortælle det til hinanden, og til de næste der kommer efter os. Helt ned i gymnasiet skal det siges højt og tydeligt, for eleverne bliver mere og mere pressede, og vil de studere på Københavns Universitet, er det første, de møder, et karakterkrav på 6.

Vigtigst af alt er det, at universiteternes ledelser og politikkerne forstår, at vi er mere end tal, og at den gnavende mavefornemmelse fører til stress og frafald. De skal skabe systemer, der giver os plads til at være mere end tal.

Hvad med at fjerne karaktererne på første år af bacheloruddannelserne og erstatte dem med lærerige eksamensformer, formativ evaluering og konstruktiv feedback?

Giv os tid til at lære at være selvstændige universitetsstuderende og giv os ro til at fordybe os i vores studier. Læringen skal altid være vigtigere end karakteren, og mennesker kan ikke måles på en 7-trinsskala.

Ønsker du at deltage i debatten på Uniavisen? Send dit indlæg til uni-avis@adm.ku.dk – og læs mere om vores debatregler her.