Klasseværelsets traumer

Monsieur Lazhar fortæller historien om den midaldrende algeriske immigrant Bachir Lazhar, der søger politisk asyl i den Canadiske by Quebec. Ifølge cv’et har han års erfaring med undervisning fra sit hjemland, så han melder sig til et vikariat på en lokal folkeskole.

Det viser sig, at stillingen blev ledig, fordi læreren hængte sig i klasseværelset. Eleverne – ikke mindst Simon og Alice, der nåede at få et glimt af underviseren i ophængt tilstand – kæmper med deres egne fortolkninger af ulykken.

Lazhar bærer rundt på en traumatisk fortid og klasseværelset bliver således et sted, hvor læring og samtaler med eleverne udgør en form for bearbejdning.

Velplaceret tåre

Både Bolette Moldenhawer og Deres udsendte har knebet en tåre i filmens afsluttende scene. Det var ikke en af de fremtvungne af slagsen, som man nødig vil anerkende, men snarere en velplaceret og forløsende dråbe trillende ned af kinden.

Den bekræfter også fornemmelsen af, at forskeren og jeg er nogenlunde i sync i vores oplevelse af filmen.

»Lad mig starte med at sige, at det er en fantastisk og bevægende film,« siger Bolette Moldenhawer og tilføjer:

»Og der er rigeligt at tale om.«

Så det er bare om at komme i gang.

Undervisning ikke opdragelse

Moldenhawer lægger ud med at fortælle, at eftersom de taler fransk i filmen, føltes det nærliggende at sammenligne med den franske skole, som i høj grad er defineret ud fra præmissen om at undervise og ikke opdrage:

»I Frankrig er skelnen mellem disse to ting afgørende. Klasselæreren er for eksempel ansat til, at tage sig af det sociale og har ingenting med undervisningen at gøre.«

Fra lektorens perspektiv bliver meget af kerneproblematikken i filmen verbaliseret i nogle sekvenser med forældresamtaler:

»En far siger på et tidspunkt til Monsieur Lazhar ”Jeg synes du skal undervise mit barn, ikke opdrage det,” og det beskriver godt det dilemma Lazhar står i,« siger Moldenhawer.

Skole er vane

Denne problematik, som vi skal komme mere udførligt tilbage til, er måske svær at sætte sig ind i, for en ’almindelig’ dansker, fortæller Moldenhawer:

»I Danmark er vi så vant til, at det faglige, personlige og sociale er integreret i lærerarbejdet. Men sådan er det ikke andre steder. Monsieur Lazhars udfordring opstår i mødet med lærerarbejdets opdelte og rigide form. Han overskrider underviser-rollen fordi han arbejder med elevernes personlighed og følelser.«

Det er altså blot vane der gør, at vi som danskere føler det naturligt, at tage stilling til elevernes personlighed:

»De fleste mennesker har erfaringer fra skolesystemet. Derfor er det svært at forestille sig, at skolen kunne være på en anden måde,« siger lektoren og fortsætter:

»Skole er i den grad vanedannende. Det gør det også svært at uddanne lærere til at gøre noget anderledes. For selv de bærer rundt på en forestilling om, hvordan skolen og undervisningen skal være. Dette er ikke en intellektuel proces men snarere en kropslig erfaring opbygget i barndomsårene.«

Autoritet og åbenhed

Filmen beskriver godt balancen mellem den presserende sårbarhed hos henholdsvis Monsieur Lazhar og eleverne og den professionalisme, som samtidig er nødvendig i denne specifikke relation.

»At kombinere det faglige med det personlige er en kunst i sig selv. Og der stilles interessante spørgsmål i filmen: hvilke værdier er det skolen skal baseres på? Hvilke forventninger har man til en lærer? Og hvornår går det galt?« siger Moldenhawer.

Monsieur Lazhar opfattes af nogle elever og lærere som kontroversiel. Men hvad er det ved ham, der er anderledes, spørger lektoren:

»Lazhar starter med at omarrangere skrivebordene til at stå på lige rækker for at symbolisere, at læreren skal have lov til at beholde en autoritet. Han er på en måde gammeldags, og samtidig repræsenterer han noget nyt og anderledes.«

Moldenhawer taler om denne dobbelthed som det, der gør Lazhar særlig interessant. At han insisterer på en forgangen autoritet men alligevel lever sig meget ind i eleverne og taler med dem om det, de har oplevet. Lektoren synes at Lazhar – og filmen som sådan – holder balancen imponerende godt.

Det sociale rum

Den i udgangspunktet autoritative figur Lazhar etablerer et langt større socialt, psykisk og følelsesmæssig rum, end de andre lærere, der ellers forsøger at delagtiggøre eleverne ved at arbejde i grupper, sidde i en hestesko og spille teater.

Moldenhawer mener således at filmen argumenterer for vigtigheden af at menneskeliggøre elev-lærer relationerne:

»Det er den menneskelige og sociale relation du etablerer til eleverne der gør en forskel. Og på den måde formår Lazhar at skabe en tryghed i klassen som er medvirkende til, at eleverne bevæger sig og ytrer sig følelsesmæssigt.«

Det er også her, den svære skelnen mellem undervisning og opdragelse kommer ind. For Lazhars evne til at nå ind til børnene handler om, at han udvider og bøjer rollen som underviser og henvender sig til børnene i lige så høj grad som menneske – ikke kun lærer.

Forhistorierne

Filmens afsæt i lærerindens selvmord i klasseværelset er utroværdig. Men for lektoren er det vigtigere, hvad denne præmis reelt set bliver brugt til, end om den er realistisk:

»Forhistorien skal tydeliggøre, hvordan Lazhar bliver nødt til, at arbejde med sin egen sårbarhed. Og at han via interaktionen med børns smerte, kan få bearbejdet sin egen. Det er det, der gør ham troværdig over for børnene.«

Hun fortæller, at hun til at begynde med var usikker på, hvilken rolle Lazhars baggrund skulle spille i filmen, og om det var en nødvendig del af fortællingen:

»Det viser sig at begge forhistorierne hænger meget sammen. Det lindrer Lazhars sjæl at arbejde med børn, der også er i gang med en sorgproces. Hans algeriske baggrund og traumatiske historie er det helt centrale fikspunkt for at kunne lave filmen, som den er. Det handler om mødet med det fremmede – både for ham og for eleverne.«

At tage sig selv med ind i klasseværelset

Filmen fremstiller et evigt dilemma i undervisningssammenhæng, fortæller Moldenhawer: hvor meget skal man vise af sin personlighed?

»Det er et helt centralt pædagogisk spørgsmål. Hvor meget skal børnenes etniske, kulturelle og sociale baggrund bringes ind i klasseværelset og være en del af undervisningens indhold?«

Fra forskning og observationer kender lektoren til, hvordan personlige præferencer blandes sammen med det faglige, når undervisningen drejer sig om emner som eleverne har et personligt forhold til. Det er en krævende situation for lærerne at skulle dechifrere det ene fra det andet, og det er netop her, Moldenhawer synes at filmen lykkes:

»Monsieur Lazhar mestrer at undervise kulturrelativistisk og samtidig være det i sin krop. Han er reflekteret om, hvor svært det er, at passe på sig selv, være i sync med sin egen historie, og samtidig at kunne bruge den konstruktivt, når det passer, uden at lade den overskygge alt.«

Det metaforiske

Hele filmens essens er bygget op om den svære, men i Lazhars tilfælde, vellykkede kombination af det menneskelige og det faglige. Det er rørende at blive vidne til, hvordan Lazhar på samme tid kæmper mod skolesystemet på børnenes vegne og med sit indre tab.

Det der gør både hovedkarakteren og filmen som helhed til en særlig stor oplevelse, er den forsigtige og intelligente måde, man lader de forskellige historier få betydning for og finde forløsning i hinanden.

Lazhar besidder den befriende evne, at kunne transformere personlige (næsten private) forhold, til vedkommende og brugbare fortællinger og læresætninger – han åbner dermed for en formidlingsarena, hvor menneskets sårbarhed er af en størrelse der kan føre til erkendelse, udvikling og sammenhold, hvis man forstår at bruge den rigtigt. Og Monsieur Lazhar går direkte ind i hjertet, ikke blot hos eleverne, men også, formentlig, hos publikum.

line.hjorth@adm.ku.dk