Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
Bølgerne gik højt, og temperaturen steg et par grader da Bjørn Lomborg og Svend Auken i en fyldt festsal diskuterede klimapolitik og global opvarmning
»Lomborg vs. Auken«. Allerede i overskriften var der lagt op til en hård fight da Danmarks to mest profilerede klimadebattører med fornavnene Bjørn og Svend tørnede sammen på Københavns Universitet til dette års Semester Kick Off.
Den efterhånden klassiske duel mellem klimakritikeren og miljøfortaleren havde fyldt festsalen op til bristepunktet, og de mange tilhørere fik da også den ophedede og underholdende debat om fremtidens klimaudfordringer de var kommet efter. De to duellanter fik indledningsvist chancen for at komme med et kort oplæg.
Første mand på scenen var Svend Auken der lagde ud med at rose KU for at have taget førertrøjen i optakten til klimatopmødet i København i 2009. Derefter blev tonen noget mere dyster da emnet skiftede til de massive temperaturstigninger kloden, ifølge Auken, vil opleve i fremtiden. »De mest optimistiske skøn siger to-tre grader varmere. Men mange siger at stigningen vil være på op til seks grader. Det er meget dramatisk,« advarede Auken.
Og at den 65-årige politiker ikke har opgivet kampen om at fortælle om farerne ved klimaforandringerne, kan der efter dagens debat ikke være tvivl om. Han fortalte hvordan mere sygdom og mere ekstreme vejrforhold blot er nogle af de konsekvenser den globale opvarmning vil føre med sig. Ifølge Auken er løsningen først og fremmest en global politisk klimaaftale hvor lande som Kina og Indien også er med.
At Bjørn Lomborg er en kontroversiel person i de globale klimakredse, kan der heller ikke være tvivl om. I 2004 blev han af Time Magazine kåret til en af verdens 100 mest indflydelsesrige personer, og hans bøger og debatindlæg om at klimaet ikke har det så slemt som ofte påstået, har været genstand for stor debat. I sit oplæg lagde Lomborg ud med et angreb mod blandt andre Auken og USA’s tidligere vicepræsident Al Gore.
Han anklagede dem for med deres ‘skræmmekampagne’ at være skyld i at der bliver truffet så mange dårlige politiske beslutninger i klimaspørgsmålet. Som eksempel fremhævede Lomborg havvandsstigningerne som ifølge ham vil være så små, at ikke særlig mange vil lægge mærke til dem. Pointen, gjorde Lomborg det klart, er i stedet at prioritere klimaindsatsen der hvor man får mest ud af det.
»Lige nu snakker vi meget om at skære ned på CO2 fordi det får os til at have det godt,« sagde Lomborg, der i stedet mente at der var brug for en helt anden indsats: »Lad os bruge pengene smartere. Lad os satse på forskning og udvikling. Vi skal have udviklet nogle metoder som gør det billigere at gøre gode ting for klimaet – så alle lande kan være med. Alle skal have råd til at sætte solceller op – også Kina og Indien.«
Som eksempel kom Lomborg med sin løsning på det stigende antal varmerelaterede dødsfald som følge af temperaturstigninger – et eksempel der senere i debatten skulle blive genstand for mange kritiske spørgsmål. At skære i CO2-udslippet er, ifølge Lomborg, en »rigtig, rigtig dårlig ide« da det er en dyr og ikke særlig effektiv måde at undgå varmedødsfald på. I stedet kan man relativt billigt fuldstændig undgå dødsfaldene ved at etablere flere grønne områder i storbyerne hvor langt de fleste mennesker vil bo i fremtiden, samt ved at installere mere aircondition.
»At diskutere klima med Lomborg er som at diskutere skat med Glistrup i gamle dage,« lød det fra Auken da de to debattører fik lejlighed til kort at kommentere på hinandens oplæg. Lomborg gav igen ved at undskylde over for Auken at han »generede« ham med data, og så var tonen ligesom lagt.
Derefter fulgte et skænderi om tal, rapporter og navne på forskere som man vist skulle være biologi-studerende for at forstå, og ordstyrer Lykke Friis så til tider lidt beklemt ud mellem de to duellanter. Da stemningen var kølnet lidt af, var det tid til spørgsmål fra salen. Et af dem gik på Danmarks rolle i forhold til klimaudfordringen mens en kvinde undrede sig over hvorfor man hørte så lidt om Afrika i debatten. Auken svarede at Danmark burde blive et foregangsland, blandet andet ved at blive CO2-neutralt.
»Vi skal ikke acceptere at vi i Danmark er en så stor udleder af CO2, og så samtidig kræve af inderne at de gør noget for at mindske deres udslip,« sagde Auken og påpegede at konsekvenserne netop bliver hårdest for fattige lande. »Det kommer ikke til at ramme ret mange på Frederiksberg. Og der vil være mange fordele. For eksempel taler nogen om at Hedehusene bliver det nye område for vindyrkning,« lød det ironisk fra Auken. »Men Afrika bliver ramt hårdt.«
Andre spørgsmål gik på hvordan man får Kina og Indien med i en klimaaftale, og om den kapitalistiske verdensorden nu også er i stand til at løse klimaudfordringer. Det tema der fik den største spørgelyst frem hos tilhørerne, var dog uden tvivl Lomborgs konsekvente prioriteringslogik. En studerende ville vide om Lomborg virkelig mente det seriøst når han sagde at aircondition var den bedste løsning på varmeproblemerne. »Den ringeste måde at hjælpe på, er ved at lave CO2-kvoter,« lød svaret fra Lomborg.
»Jeg mener det vitterligt og ærligt. Hvorfor er det at vi har en debat der handler om hvordan vi gør mindst godt for flest penge?« En anden studerede ville vide om problemet med udledningen af CO2 fra husdyrene i landbruget ikke bare kunne løses ved at alle mennesker bliver vegetarer. »Jeg er jo vegetar!« svarede Lomborg konsekvent og modtog klapsalver for den kvikke replik.
»Det er Bjørn Lomborgs eneste bidrag til en bedre verden,« indskød Auken, og igen kvitterede salen med grin og klapsalver. Til sidst fik duellanterne mulighed for at komme med hver deres afsluttende bemærkning, og Lomborg benyttede det til at slå sin pointe fast endnu engang: Det handler om at prioritere. »Diskussionen er: vi kan blive rigere uden CO2, men endnu rigere med CO2,« sagde han og fortsatte: »Har vi brug for flere iPods og fladskærme? Nej, måske ikke, men noget lignende sagde man jo tilbage i tiden, og vi er jo også glade for at vi ikke lever i 1950’erne.« Auken afsluttede med et retorisk spørgsmål til salen:
»Kender I det når man virkelig ved man har ret?« sagde han og klappede sig i hænderne. »Vi skal både gøre noget ved malaria og opføre os ordentligt i resten af verden,« sluttede Auken, mens Lomborg smilede lettere overbærende. Fighten var overstået. Den var hård, men alligevel fair. Hvem der vandt, er ikke til at sige, men som Lykke Friis fik sagt i indledningen, så var målet heller ikke at finde en vinder og en taber. Målet var debatten i sig selv.
mahp@adm.ku.dk