Klima-thriller uden mange geofysiske fakta

’Skytten’ er instruktøren Anette K. Olesens nye spillefilm og en genskrivning af Anders Bodelsens manuskript af samme navn fra 1977. Historien foregår i København, hvor der udspiller sig et folkeligt oprør mod den nytiltrådte regering, der har brudt sine valgløfter om en utvetydig grøn klimapolitik, og meddeler, at de i samarbejde med USA vil bore efter olie i det sårbare Nordøstgrønland.

Filmens hovedperson, den kvindelige journalist og politiske kommentator Mia Moesgaard, som er på vej ud af landet for at hente et barn, hun skal adoptere, involveres i uroen som hovedkritiker af regeringens kovending. Blandt andet giver hun offentligt udtryk for, at hun forstår, hvis nogle vil gå endog meget langt for at stoppe regeringens planer.

Den udtalelse tager en kritisk geofysiker og tidligere eliteskytte meget bogstaveligt – og et intenst drama tager fart.

At tage stilling

Filmens skildring af det folkelige oprør – en reaktion på politikernes brudte løfter – har fået min biografledsager og professor i Klimafysik, Eigil Kaas, til at erindre sin egen ungdom, som også var præget af aktiv stillingtagen i den politiske debat:

»Jeg var aktiv i miljøbevægelsen NOAH (Friends of the Earth Denmark), men der brugte vi meget pæne midler. Vi lavede demonstrationer, hvor vi gav passagerer i S-toget blomster, som tak for at de tog toget og var med til at formindske luftforureningen,« griner Eigil Kaas.

På trods af at den folkelige bevægelse, der opstod i slut-tresserne, ikke var militante og brugte andre metoder end skarpskytten i filmen, så delte de den samme utilfredshed over miljøets menneskeskyldte udvikling.

Drivhuseffekten

Rasmus, geofysikeren og den radikale aktivist i filmen, udøver sin væbnede aktion i protest mod, at hans faglige kunnen ikke bliver tillagt betydning i de politiske beslutninger, der tages:

»Han har arbejdet på Grønland og er tydeligvis forelsket i naturen deroppe, som han ved bliver truet, hvis CO2-udslippet øges yderligere« siger Eigil Kaas og fortsætter:

»Således fokuserer filmen mest på drivhuseffekten og de overordnede konsekvenser af den øgede afbrænding af kul og olie og globale opvarmning. Det forstår vi, når Rasmus fortæller Mia om motivationen for sine drastiske handlinger; han taler om en havstigning, der vil medføre sygdomme og død på den anden side af kloden.«

God nok info

Måske lidt præget af en pågående debat i mit fødeland Norge om de lokale miljøkonsekvenser ved olieboring i Nordsøen, havde jeg bildt mig ind, at meget af diskussionen også ville handle om faren for naturkatastrofer i nærmiljøet:

»Det er selvsagt også relevant. Især i de nordlige områder hvor Storisen fra Det Arktiske Ocean driver ned gennem Framstrædet mellem Grønland og Svalbard. Det kan være meget tyk is, der kan skabe en vis risici for selve olieplatformen,« siger Eigil Kaas.

Men titelpersonen i filmen fremmer altså det større og mere langsigtede perspektiv; CO2-udslippet. Og det synes virkelighedens geofysiker, at han gør godt:

»Filmen går ikke synderligt ind i fakta omkring de geofysiske aspekter af miljøproblematikken. Men de få steder hvor aktualitetstilstande antydes, så er den information, tilskueren får, god nok. Det står i stærk modsætning til en film som for eksempel ’The Day After Tomorrow’, som rammer fuldstændig ved siden af hvad det angår.«

Opgivne videnskabsmænd

Selv om Eigil Kaas ikke sympatiserer med geofysikerens drastiske metoder i filmen, kan han identificere sig med den frustration, der opstår igennem oplevelsen af, at videnskaben ikke bliver hørt. Og i erkendelsen af, at der ikke gøres nok for at afhjælpe visse situationer:

»Det er nemt at blive bekymret over, at der ikke handles mere for at mindske klimaændringerne. Efter COP15 var det rigtig mange indenfor mit fag, der var opgivne. Det er så svært at få noget som helst igennem. Nu kan vi så småt begynde at se disse konkrete klimaændringer, der formentlig bliver meget kraftigere i fremtiden,« siger Eigil Kaas.

Når professoren undrer sig over, hvorfor der ikke gøres mere, så hænger det sammen med, at han mener, der findes masser af tilgængelige muligheder.

Olie ud af joden

I Eigil Kaas øjne bliver filmen et symptomatisk billede på netop dét anliggende, der fjerner opmærksomheden fra mulighederne:

»Der er så meget fokus på olie og hvorvidt man kan hente den op af jorden, hvor meget, hvor henne og så videre. Vi burde hellere forsøge at ændre den efterspørgsel, som betinger disse spørgsmål og hurtigt fremskynde ændringer i retning af samfund, der ikke er så afhængig af olie,« siger Eigil Kaas.

»Det er en hel masse, vi kan gøre for at spare på energien. Desuden har vi vedvarende energikilder som sol, vind og vandkraft. Hvis vi investerer i dem, kan vi både spare på energi og få økonomisk vækst. Det kan faktisk betale sig økonomisk, at foretage ændringer i den retning. Med tanke på hvor stort et problem klimaændringerne er, så gøres der bemærkelsesværdig lidt.«

Argumenter er altid subjektive

Eigil Kaas’ personlige indstilling er, at alle de forskellige holdninger og argumenter, der figurerer i klimadebatten, er motiverede og begrundede i noget grundlæggende subjektivt:

»Tag skarpskytten Rasmus som eksempel: han ser de grønlandske gletsjere, der smelter, og kan ikke leve med at se det skønneste, han kender, svinde hen. For ham repræsenterer den arktiske natur vigtige værdier, han ikke vil have skal gå tabt. Altså er hans motivation at ville bevare noget, han selv holder af,« siger Eigil Kaas og uddyber:

»Jeg er ikke en dommedagsprofet, der mener, at jorden vil gå under. Med kloden vil ændre sig. Og noget af det, vi kender i dag, vil ikke eksistere i samme form i fremtiden. Eksempelvis de arktiske områder. Så i bund og grund handler det om; hvad vil vi bevare? Hvilke ting skal vores efterkommere også have muligheden for at opleve?«

Interessante dilemmaer

Professoren synes, at filmen er interessant og præsenterer nogle relevante og aktuelle problemstillinger, selv om han ikke billiger de metoder, som bliver taget i brug for at fremme klimasagen:

»Vold er selvfølgelig ikke vejen frem. Men vi bliver nødt til at få en fælles forståelse og erkendelse af, at det er et problem. Dernæst kan vi finde ud af, hvordan vi bedst muligt laver smarte løsninger, der ikke fratager folk de goder de har i dag, men snarere giver dem flere incitamenter for at handle anderledes,« siger Eigil Kaas.

Ønskescenarier og vigtighedsprædiken til side. Professoren er faktisk ret begejstret for filmen og overbevist om, at den vil få et stort publikum. Og det er godt. Lidt søgelys på problemstillingen er bedre end intet. Og formentlig ville filmen ikke være særlig publikumsvenlig, hvis den var gået dybere ind i de faktuelle og geofysiske aspekter ved klimapolitikken, mener Eigil Kaas.

Tilskuer skal dedikere sig

Skytten er en politisk thriller med noget på hjertet og aktivistblod i årerne.

Og selv om undertegnede i starten savnede lidt større indblik i den viden, som gør geofysikeren til skarpladt skytte og den motivation, der ligger bag Mia Moesgaards virke, så binder historien sig forståeligt sammen undervejs. Dog uden de store personkarakteristikker eller menneskelige indblik.

Skytten går næppe over i filmhistorien som en vigtig film, og det er svært at få øje på filmisk nyskabelse eller nytænkning af det ellers så aktuelle emne. Men hvis man kan svælge den politiske korrekthed og ikke higer efter originalitet, så fungerer filmen udmærket som genrestykke.

Line.hjorth@adm.ku.dk¨