Klokkeren fra Pompidou-centeret

Hvis man står ved Seinen og betragter den franske hovedstad, er det bemærkelsesværdigt hvor harmonisk byen tager sig ud. Den er lys, næsten hvid, med grønne tage, grønt flodvand. Den hænger sammen.

Så meget desto mere slående er det at Pompidou-centret pludselig dukker frem som en nedstyrtet intergalaktisk boreplatform – smak! – midt i det gamle Paris. Pladsen skråner mod bunden af det krater som monstrøsiteten selv har banket ud i undergrunden. Og det er ikke slikket 1990’er-science fiction vi her taler om.

Renzo Piano og Richard Rogers’ skrummel er beklædt med et virvar af beskidte rør i hårde grundfarver som endda løber som fangarme ud på pladsen og ender i store luftindtag der ville have set voldsomme ud på en Atlantdamper. Meget postmoderne. Men intet postmoderne miljø er naturligvis komplet hvis der ikke er junkiegøglere og folk der står helt stille for penge, foran. Det er der.

Renzo Piano har selv tegnestue ganske nær ved i Rue des Archives. Hvis han strækker sig, kan han selv se hvor utroligt han har forvandlet bydelen. Det er et særligt sindelag der skal til for at vælge at leve så tæt op ad den bygning der har defineret ens karriere. Andre ville være stukket af, have fortrængt den, ‘være nået til en ny fase i deres liv’ – det er de færreste ældre, etablerede kunstnere der er venner med deres ungdomsværker. Det er også de færreste arkitekter der får Sonningprisen, Danmarks største kulturpris.

Onsdag den 1. oktober skal Renzo Piano til København og hente diplomet, lytte til skåltalerne, og stikke checken på en million i lommen. Inden da har Universitetsavisen fået lov at mødes med manden og gå tur i hans værksted.

The Renzo Piano Building Workshop – bygningsværksted – tager navnet alvorligt. Det første den besøgende møder, er modelværkstedet der er anlagt ud til gaden. Tre mand skærer, snitter, støber og limer. Indenfor – også nu klokken 18 – er der et mylder af arkitekter, folk i begyndelsen af tyverne og andre mere grålige. Tagvinduer sender naturligt arbejdslys ned over skrivebordene, og man kan fornemme vejret udenfor.

Væggene er fulde af arbejdstegninger, prospekter, og modeller af bygninger er anbragt på alle ledige pladser. Den nyopførte New York Times-skyskraber står ved indgangen i miniformat. Potsdamer Platz-komplekset i Berlin hænger side om side med de organiske strukturer der stikker frem over trætoppene på et center for Kanak-kulturen i Ny Kaledonien. Renzo Piano selv rumsterer i sit kvadratiske kontor på den anden side af et par pottepalmer og en glasvæg. Der ligger mapper og bøger på hans bord, men der er ingen computer. At hedde ‘Piano’ og være italiensk arkitekt svarer for resten lidt til at være lokomotivfører og hedde Togesen. En af betydningerne af ordet Piano er ‘plantegning’.

Stilen er ikke manden

Renzo Pianos stemme er hæs, ærmerne er smøget op, armene er solbrændte og han har grøn tusch på fingrene. »Vi laver flugtveje,« smiler han og peger. Tegnestuen er blevet udvidet i flere omgange, og Renzo Pianos egen lejlighed er også blevet inddraget til kontor. Nu bliver han hevet i ærmet, undskylder sig og fordufter ned i kælderen.

Men ventetiden giver mulighed for at se nærmere på stedet. Danske Morten Busk Petersen viser rundt. Han har arbejdet på Paul Klee Museet i Bern og var en af lederne på Potsdamer Platz-planen. Den grundlæggende idé på tegnestuen, forklarer Morten Busk Petersen, er et klassisk italiensk værksted som i Renæssancen – hvor de ansatte har fingrene i alle de forskellige faser af projekterne. Renzo Piano tager store opgaver og følger dem igennem adskillige år.

»Til trods for at man kalder ham for ‘manden uden stil’, mener jeg dog, at hvis man undersøger det nøjere, så tegner der sig alligevel nogle linjer. Man kan tale om ikke, én men måske ti stilarter, afhængig af, hvordan man gør det op.«

Lidt efter er Renzo Piano tilbage. Han er ganske særlig glad for Sonningprisen, begynder han straks, fordi den belønner kulturelle bidrag i vid forstand. »Man kan få en pris for at være en god tandlæge eller en dygtig..,« han leder efter et passende erhverv, »..sømand. Og det er glimrende. Men den her pris er vigtig for mig, for det er en anerkendelse af vigtigheden af at mikse ting.« Han fortsætter: »En god arkitekt må nemlig være humanist.«

Arkitekten som isbjerg

Han stjæler arket med alligevel ignorerede spørgsmål og tegner et isbjerg på dem. »Se! En tiendedel her og ni tiendedele her. Den tiendedel der er over vandet, det er din kunnen som arkitekt, men langt det meste af det du skal være, ligger her, under vandet. Det er inspiration. Erfaring. Kulturel dna.«

En humanist synes for Renzo Piano at være det modsatte af en specialist, selv om det ofte bliver anskuet anderledes i vores erhvervsmålrettede taleform. Arbejdet må aldrig blive akademisk, mener Piano, som ser en modsætning mellem det akademiske – forstået som den formalistiske kassetænkning der for mange arkitekter er et yderst konkret begreb – og menneskets fundamentale nysgerrighed.

»Men det er derfor jeg er interesseret i at tegne universitetsområder, der skal ske en krydsbefrugtning mellem ideer,« uddyber han. »Vi opnår det ved at tvinge folk til at leve sammen,« siger han. »Det er essentielt at vi lever sammen.« Piano fremhæver Bauhaus-bevægelsen som eksempel på den humanistiske ide i praksis.

»Gropius underviste i teknik og arkitektur, og en mand som Klee som jeg havde den særlige ære at få lov at tegne et museum for i Schweiz, han spændte utrolig vidt: billedkunst og grafik, litteratur, musik.« Renzo Piano formulerer et æstetisk princip: »Hybriden er god!« Hvorefter han tænker et øjeblik og omformulerer: »Diversity is more interesting than purity.«

»Jeg hader ideen om en ‘stil’. At bruge sit eget sprog, derimod, er en god ting.« Manglen på en bestemt stil skaber uforudsigelighed, og den er undertiden pinefuld for tegnestuens kunder. »I like that!, siger kunden. Can we get something like that. Og så må jeg sige: No, no, this is not for you.« »Jeg prædiker kompleksitet,« fortsætter han. »Som arkitekt må du bestandig brydes med kompleksitet.« ‘Brydes’ – ‘grapple with’ – er et yndlingsudtryk. Når han siger det, griber han noget luft og krammer det hårdt.

Brune marker og den vigtige begrænsning

Norden, hvor modernismen fik så relativt frie tøjler, er en inspiration, mener Piano, fordi kvalitet her findes overalt. En af hans helte er finske Alvar Aalto. »Man kan tale om en ‘national god smag’ i de nordiske lande,« siger han.

Selv om det er venligt af Renzo Piano at skamrose Norden, kunne man jo indvende at vi i Danmark har et enormt fedtlag af junk space – transitsteder, infrastruktur, sovebyer. Steder vi ikke ænser, men som blot er bebygget fyld i landskabet. Sociologen Henrik Dahl har skrevet en hel bog om denne ‘usynlige verden’.

»Ah! Periferier!« udbryder Piano. »Periferierne af Paris, Milano, selv London. De er en tragedie. De har ingen sjæl. Ideen om ‘en mand – et hus’ er romantisk, men vanvittig. Den er ikke bæredygtig.« I de senere år har Renzo Piano været meget optaget af ideen om at bygge på ‘brown fields’ – modsat grønne – det vil sige allerede bebyggede steder. »Det gælder om at definere grænserne for byggeriet, at færdiggøre byen. Efter Anden Verdenskrig handlede alting om ekspansion, nu er introversion det tema vi skal slå an.«

Piano har samarbejdet med Londons forhenværende borgmester Ken Livingstone, Røde Ken, herom. »Vi bygger en 300 meter høj bygning i London – det højeste hus i Europa – 6.000 mennesker kommer til at være her, men der er kun 42 parkeringspladser til dem. Til gengæld er der seks metrolinjer lige ved og 18 buslinjer.«

»Storbyerne kan ikke blive ved med at æde det omgivende land, de bliver nødt til at blive voksne – tilegne sig visdom.« Bæredygtig udvikling handler om begrænsninger i de naturlige omgivelser, men også i sin egen kreative proces ser Renzo Piano begrænsningen som en styrke. »Frihed er ikke essentiel,« siger han. »Åndelig og politisk frihed er vigtig at have, det er klart, men når du arbejder, skal du have en opgave. Du lærer jo om det sted du skal bebygge, og dermed bliver din frihed begrænset. Sådan skal det være. Det er forfærdeligt at få helt frie hænder … man er fortabt.«

Piano har én fundamental regel. Han tegner ikke noget, før han har gået en tur der hvor bygningen skal stå. »You walk around like this,« siger han og stikker hænderne i lommen. »Og så kan du måske tage lidt noter på små papirlapper.« Han hiver et par gule telefonlapper med kruseduller frem af skjortelommen. »Det handler om at absorbere stedets ånd – den lille genius som alle steder har.«

»Jeg bryder mig ikke om at lyde moralistisk, men stedet giver en forpligtelse.«

Kulturelt studenterbrød

Adskillige gange i samtalen vender han tilbage til Pompidou-centret. Denne bygning repræsenterer for Piano en slags grundformulering af visionen om at bringe mennesker sammen. Centret indeholder et miks af funktioner – et stort bibliotek med 12.000 daglige besøgende, kunstmuseum, biograf, musik, design – folk bliver blandet i de kulturelle aktiviteter.

Ville du lave det på samme måde i dag?

»Hver gang jeg ser det, tænker jeg: Jeg forstår godt, hvorfor vi lavede det på den måde. Men at de kunne give os lov, det fatter jeg stadig ikke den dag i dag.« »Idealet for Pompidou-centret var en fabrik, et raffinaderi. Det var perverst. Men ideen var god nok. Det drejede sig om ligeværdighed. Ingen skulle føle sig intimideret af vores bygning.«

Piano beskriver den historiske stemning der fødte idéen om at bringe kunsten sammen. Bygningen skulle være et kulturelt studenterbrød, om man vil. »Jeg havde det store held at studere i Milano i 1964-65 i en vild periode med studenterbesættelser. Mit liv så sådan her ud: Jeg gik på arbejde om dagen, og om natten besatte jeg universitetet. Det var et dobbeltliv.«

»Musik var en stor indflydelse. Vi elskede musik. – jeg forsøgte mig selv på trompeten i de år. Vi var livselskere, men vi var ikke kultiverede.« Han smiler tilfreds. »Vi var bad boys. Vi var meget uhøflige.«

Så hvad er Pompidou-centret? Er det virkelig udtryk for princippet om stedets ånd – eller er det snarere legemliggørelsen af arkitektens egen ånd fra 1960’erne?

Det tænker han lidt over: »Det sted handlede om at gribe ånden i Paris på et tidspunkt da Paris var spændende.« Renzo Piano kommer der endnu. Han har fire børn i alderen 42 til ni. »Vi tager derhen om søndagen. Jeg elsker at være der. Jeg begynder at føle mig som Quasimodo fra Centre Pompidou.« Han fortsætter.

»I øvrigt er sammenligningen med Notre Dame-katedralen ikke helt tosset. Katedralerne var også helt ude af skala i forhold til omgivelserne; Middelalderens katedral var et rumskib for sin tid.« Klokken er omkring 20. Renzo Pianos kone er kommet for at hente sin mand. Han lover hende at runde af.

»Man fødes nysgerrig, eller også gør man ikke. Det er halvdelen. Resten er forældrenes ansvar. Min far byggede ting. Jeg betragtede ham som en gud. Min mor fik mig til at læse – nysgerrighed er noget man kan lære af litteraturen.«

»Man skal ikke bygge noget – lave noget som helst – hvis man ikke går til opgaven med nysgerrighed. Hvis du ikke er nysgerrig – don’t even try.«

chz@adm.ku.dk