Knud Romer: »Det var svært at komme ind på universitetet, men det var umuligt at komme ud«

Før i tiden var der en bog, der hed ’Hvad kan jeg blive?’. Man kunne blive portør og polytekniker og politimand, men man kunne ikke blive poet. Litteraturvidenskab var det nærmeste, man kunne komme at blive uddannet forfatter, og det havde jeg villet være, siden jeg var lille. Derudover var det jo en mulighed for at beskæftige mig med det, jeg elskede over alt. Jeg har jo ikke bestilt andet end at læse bøger, siden jeg kunne læse.

Jeg var enebarn på Falster, og vi havde ikke fjernsyn og kun en transistorradio med knækket antenne. Det eneste, der var, var biblioteket. Jeg læste mig igennem børnebiblioteket og dernæst Hobitten og Ringenes Herre. Tolkien stod jo ved siden af Tolstoj, og sådan læste jeg mig igennem voksenbiblioteket. I ferierne var jeg nede hos min mormor i Frankfurt, hvor der stod store bogskabe, som var fyldt med den tyske romantik. Jeg gik ind i de bogskabe og er sådan set aldrig kommet ud igen. Bøger fører jo ikke ud i verden, de fører ind i en labyrint af endeløse henvisninger. Så du bliver jo ved med at læse og læse og læse og kommer aldrig videre.

Jeg blev evighedsstuderende. Jeg studerede 17 år uden en afgangseksamen. Jeg havde et enormt videbegær. Jeg ville have den helt store aha-oplevelse, hvor sløret falder fra ens øjne, og hvor det nye Jerusalem åbenbarer sig for dig i himmelen. Men så er problemet jo, at man kan blive ved og ved. Der var ikke nogen læreplan. Der var ikke styr på det. Det hele rodede. Og der var ikke nogen ende på det. Det var ikke sådan, at man skulle nå at blive færdig på seks år.

Litteraturvidenskab og jeg var et match made in Hell. Jeg forventede jo at komme ind i Det Kongelige Biblioteks læsesal. At der ville være store hvælvinger og bøger og gange. Hogwarts! Og så kommer jeg ud til et betonhelvede på Amager. Den første dag var der en runde, hvor alle vi nye studerende skulle fortælle, hvorfor vi ville studere Litteraturvidenskab. Så sad de der mennesker og var en dårlig undskyldning for sig selv. »Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg ellers skulle læse,« sagde de, og jeg tænkte bare »hvad fanden laver I?« Da det blev min tur, rejste jeg mig op og holdt et foredrag på en time om Kafka og Hermann Hesse og Heidegger. Først meget senere lagde jeg mærke til, at folk var gået for længst.

Jeg passede ikke ind på det studie, fordi jeg er, som jeg er. Jeg er jo sikkert for meget.  Det var meget kort tid efter ungdomsoprøret, og alle dem, der sad på universitetet, var jo studenteroprørere, der havde vippet de gamle professorer af pinden. Man blev oplært i de her strengt freudo-marxistiske og fundamentalistiske, totalitære, revolutionære teorier, som i vidt omfang var en religiøs sekt. Skik følge eller land fly. Og noget af det var ikke dumt, men var meget oplysende og befriende, men meget af det var også dybt mystificerende. Jeg kommer fra en rig familie, er vokset op i Frankfurt, jeg boede nogle få huse fra Theodor Adorno. Jeg kunne godt lide piger i flot tøj og med makeup, og jeg kunne godt lide Amerika og kapitalisme. Men det betød jo ikke, at jeg er fortabt for denne verden. Min begejstring og min sikkert meget dominante facon gjorde, at jeg var en torn i øjet på mange fra fucking første dag.

Jeg har også lært at lade være med at læse ting i forlængelse af dem selv, men at kunne stryge hunden mod hårene og se det fra den synsvinkel, det er skrevet fra.

Knud Romer

Det første år var jeg stjernestudenten, men så begyndte jeg at skrive mig op imod det hele og lave andre ting, og så raslede mine karakterer ned. Så begyndte jeg at gøre grin med det i stedet. Jeg kan huske, at min årsopgave var en analyse af dobbeltgængermotivet i Jumbobøger – bare for at tage pis på det hele. Men det kommer man altså ikke langt med. Jeg blev mere og mere isoleret i studiemiljøet og kom mere og mere i opposition til lærerne. Det var lige så meget min skyld, som det var deres.

Jeg er en festabe, og vi drak og røg hash og gik til fester og snakkede og læste og diskuterede. Sådan set var det jo den slags studieliv, man kan drømme om. Vi blev introduceret til alle mulige og umulige tankegange, og det var fedt. Jeg har altid sagt, at det var svært at komme ind på universitetet, men at det var umuligt at komme ud. Jeg blev hængende, fordi jeg ikke havde noget alternativ, fordi mine forældre betalte, fordi jeg kunne, og fordi jeg så levede et parallelliv med fester. Til sidst levede jeg om natten. Jeg vendte døgnet om. Jeg for vild i mig selv og i nattelivet og mistede forbindelsen med studiemiljøet og eksamenerne. Jeg mistede forbindelsen.

Mit speciale er første og eneste gang i mit liv, jeg har givet op. Jeg endte med til sidst at nosse mig sammen, og så gik jeg i gang med at skrive det. Jeg skrev og skrev og endte nede i mine forældres kælder, hvor jeg sad et år og skrev det her evighedsspeciale, som begyndte at optage alt. Det blev til alt om alt. Jeg skrev 400 sider, hvor jeg tror, at det eneste danske ord var ’og’. Jeg sad dernede og drak vodka, og efter et år tænkte jeg ’Jamen Knud, du er jo ved at drikke dig selv ihjel. Du er ikke kommet nogle vegne. Du sidder fast i kælderen på Falster,’ og så vendte jeg det hele ryggen. Jeg gav op.

Jeg var 35 år uden et job, og mit højeste ønske var at komme til julefrokost. I nattelivet havde jeg mødt en DJ, der arbejdede på et reklamebureau. Der kom jeg til min første jobsamtale nogensinde. Jeg forstod ikke et ord af, hvad de sagde, alligevel fik jeg jobbet. Jeg greb ud efter det eneste strå, jeg nogensinde havde fået og gjorde mit ypperste. Og jeg var pissegod til det, for jeg kunne analysere det, de andre reproducerede. Der gik tre år, og så var jeg kreativ direktør for et af Nordens største reklamebureauer og gik rundt i lyseblåt polyesterjakkesæt og tog coke i kilometervis og tjente millioner. Og jeg kom til julefrokost.

Studiet klædte mig på til at kunne blive den ondeste reklamemand overhovedet. Man skal ikke tale litteraturvidenskab og universitetet og humaniora for meget ned, for grunden til, at jeg klarede mig så godt, var, at jeg havde et enormt bagkatalog, jeg kunne øse af. Jeg havde en kritisk bevidsthed, et sprog og en forståelse for forskellige typer af sammenhænge. Og jeg har også lært at lade være med at læse ting i forlængelse af dem selv, men at kunne stryge hunden mod hårene og se det fra den synsvinkel, det er skrevet fra. At kunne se analytisk, systematisk, ideologikritisk på tingene.

Vejen fra sofaen og hen til computeren er mere besværlig og tungere og længere end det, du skal lave på computeren. Det sværeste er at springe over sin egen skygge af selvkritik, af selvbevidsthed, af ambitioner – spring over dem, gør det konkret, få en ende på det, sæt et punktum, og fest bagefter. Og det skal ikke være perfekt, det skal være færdigt. Er det ikke et meget godt råd til studerende?