Københavner-principperne

»Hvad tænker du??«

Spørgsmålet landede i min indbakke og kom fra en af KU’s mest engagerede debattører i ytringsfrihed. Det handlede om Chicago-principperne. De retningslinjer, som en gruppe forskere i USA fandt frem til efter en heftig debat om, hvad man kan, må og ikke bør på et universitet.

Som fornuftigt menneske var skribenten selvfølgelig nysgerrig efter, om jeg mente, principperne burde indføres på KU. Det er et adelsmærke ved universitetskulturen at række ud efter flere synspunkter. At søge samtalen. Og høre argumenter fra alle sider.

I juni måneds udgave af Uniavisen kan du læse meget mere om de principper fra USA, som i stigende grad præger den danske debat om universitetskultur. Hvis du er lidt usikker på, hvad det handler om – så frygt ej! Uniavisen klæder dig på til at have en holdning. For selvfølgelig skal du have en holdning til, hvilke rammer der skal eller ikke skal være for akademisk debat og forskning.

Repræsentanter fra Studenterrådet peger på, at diskussionerne er for vigtige at overlade til danske politikere. I rektoratet fremhæver de universitetsloven som et bedre alternativ til de amerikanske principper. Begrundelserne for de standpunkter kan du læse i magasinet.

Her kan du også læse hele baggrunden for de famøse principper fra USA. Uniavisen har nemlig genbesøgt Chicago-princippernes ophavsmænd og -kvinder.

Fra Chicago tager vi dig videre til identitetspolitikkens yderste frontlinje på USCS i Californien. For hvis du skulle operere under den vildfarelse, at KU og andre universiteter i Danmark er løbet helt af sporet i wokeness med snak om hatte og landelege, så læs med her. Du vil nemlig erfare, at KU er identitetspolitikkens svar på en Ford T-model, mens Teslaen drøner derudad på den amerikanske østkyst.

Hyggen skal disruptes

På KU har ledelsen truffet nogle beslutninger for at håndtere identitetpolitiske udfordringer, som har skabt stor ståhej for at være alt for woke. Især udefra. Men beslutningerne har skullet imødekomme nogle problemer, der især handler om, at det ikke er alle, der føler sig inkluderet i fællesskabets hygge. Vidste du fx, at det på nogle fakulteter er op mod 25 procent af de studerende, der føler sig uden for fællesskabet? Den slags problemer kan man aldrig sidde overhørig.

Men kan Chicago-principperne hjælpe os til at skabe mere inkluderende miljøer, hvor hyggen disruptes for majoriteten? Kan de berolige politikere, der frygter aktivistisk forskning? Forhindrer de Henrik Dahl (LA) i at møde op og spille fandango en torsdag eftermiddag foran CSS iført poncho, sombrero og selvfornøjet politisk aktivisme?

Og så er vi tilbage ved det svar, jeg sendte afsted til spørgeren fra denne leders indledning, da vedkommende ville have svar på, om jeg synes, Chicago-principperne skal indføres på Københavns Universitet. Det lød cirka sådan her:

»Mjah … «

Den lidt længere udgave lyder, at en af styrkerne på Københavns Universitet er vores åbne og frie debat, hvor vi hele tiden masserer grænserne på plads. Det er ikke kun en samtale vi har med os selv internt. Vi inkluderer også omverdenen – endog meget generøst.

Se bare Uniavisen.

50 år med åben kritisk debat

Unaivisen er kritisk journalistik uafhængig af den ledelse, som både betaler vores løn og ofte bliver stillet til regnskab i vores spalter. Til næste år har vi eksisteret i 50 år. 50 år med fri debat. Ikke i et lukket forum, men i et medie, som hele Danmark læser flittigt med i. Jeg er sikker på, det gør nas på KU’s ledelse fra tid til anden. Men vi er her.

Selv om nogle politikere kan få det til at lyde sådan, er ytringsfrihed ikke en statisk størrelse. Derfor er jeg heller ikke sikker på, at den har gavn af fasttømrede regler. Men jeg tror på dialogen. Processen. Rammer, der er til konstant debat.

Og de rammer er et ledelsesansvar. For nogle kan det virke tiltalende at have en A4-side med nedfældede principper. Jeg forstår det godt. Men rammerne bør hele tiden være til debat og forhandling, så vi kan få den gode og nødvendige repræsentative dialog på KU, i Uniavisen og med vores omverden.

Lad os kalde det københavner-principperne. Dialog under ansvar, der muliggør en mangfoldighed af svar, når vi spørger:

»Hvad tænker du??«